Intet ord om valghandlingens resultat

Notat

Hr Kryds gik hen til bageren og købte fire brød. De to af brødene gav Hr Kryds til ænderne i Anlæggets dam. De to sidste brød tog Hr Kryds med hjem til sin lejlighed på Fridtjoffs Allé i Kryssinge.

Da han havde kysset fru Kryds, der lige var kommet hjem fra arbejde i vuggestuen og lagt de to brød i kassen, tog Hr Kryds sin paraply og gik ned på Kryssinge Efterskole, hvor valghandlingen var i gang.

Med sig i lommen havde Hr Kryds kun sine kontanter, i alt 678 Kryds.

I stemmebox i efterskolens aula valgte Hr Kryds et navn på en liste og satte sit tegn. Derefter gik Hr Kryds ud i regnen og slog sin paraply op.

Han brugte i alt 50 Kryds på en café, hvor han drak x-mas med Eks.

Eks havde siden deres brud været enlig og havde derfor og ofte før søgt tilflugt hos Hr Kryds i disse stunder. Eks og Hr Kryds' parforhold på otte år havde givet dem Lille Streg, der nu var 6 år gammel. Eks havde ved mødet med Hr Kryds på caféen medbragt Lille Streg i en klapvogn. Eks havde tidligere som Hr Kryds afgivet stemme, men i Nykøbing X, hvor Lille Streg gik i børnehaveklasse.

Eks kyssede Lille Streg på panden og overlod ham uden videre til Hr Kryds.

Hr Kryds gik med Lille Streg i klapvogn gennem Kryssinge, forbi Efterskolen, hvor valghandlingen stadig var i gang. Et par store krydsere med lav undervogn og alufælge holdt parkeret foran hovedbygningen.

I Krydset standsede Hr Kryds med Lille Streg i klapvogn for rødt X. Da det grønne X lyste op passerede Hr Kryds med Lille Streg i klapvogn gaden. På det andet fortov fortsatte Hr Kryds med Lille Streg i klapvognen, hjem til fru Kryds, der ventede dem i hoveddøren.

Lille Streg blev indkvarteret på sit værelse hos fru Kryds og Hr Kryds. Værelset havde været hans, siden huset blev bygget færdigt, som det sidste af den lange række nye huse, der udgjorde vestsiden af Fridtjoffs Allé, Kryssinge. Fru Kryds og Hr Kryds havde boet i huset i 4 år.

Fru Kryds kyssede Hr Kryds på panden, greb paraplyen og forlod huset, for at afgive sin stemme på Kryssinge Efterskole, hvor valghandlingen stadig var i gang.

Hr Kryds tændte fjernsynet og satte sig foran det, mens Lille Streg passede sig selv på sit værelse. Hr Kryds satte fjernsynet på Kanal X og fulgte med i Krydsilden, men den kedede ham, så han valgte Cross Channel, hvor han så en musikvideo fra UXA med Kryss Krystoffersen.

Så ringede det på døren.

Det var Kilo og Gram og deres 5-årige datter Anti-Kilo, der kom på uventet besøg. Kilo mente det ville være hyggeligt at følge med i valghandlingerne på tv i samlet flok. De havde medbragt en pose kaffe og en bærepose med x-mas.

Kilo og Hr Kryds havde tidligere været forlovede, før Hr Kryds mødte Eks og længe før Hr Kryds mødte fru Kryds. De havde været unge den gang. Nu havde Kilo mødt sin Gram og med ham avlet datteren Anti-Kilo. Anti-Kilo og Lille Streg havde derfor kendt hinanden siden de var spæde. Man kom jævnligt hos hinanden.

Hr Kryds og Gram var glade for hinandens selskab, god mad, vin og især x-mas.
Man satte sig omkring fjernsynet, Anti-Kilo og Lille Streg på gulvet.

Krydsilden på Kanal X afløstes af en partilederdebat og en foreløbig prognose, mens Gram og Hr Kryds drak x-mas og fortalte valganekdoter. Kilo holdt øje med børnene, mens mændene drak x-mas.

Da Fru Kryds kom hjem efter at have afgivet sin stemme på Kryssinge Efterskole, hvor valghandlingen stadig var i gang, blev hun mødt i døren af Kilo og Anti-Kilo, der trak hende med ud i køkkenet.

Deres muntre stemmer fra køkkenet forstyrrede ikke Hr Kryds og Gram, der efterhånden havde indtaget for mange x-mas til at bekymre sig om larm. Der blev også råbt i stuen, især når Lille Streg rejste sig op foran fjernsynet eller kom med utidige forlangender. Bordet foran dem blev efterhånden fyldt op af brød, bragt til dem fra køkkenet af Ant-Kilo og Lille Streg, der belv bedt om at hjælpe. Anti-Kilo, Kilo og Fru Kryds havde tilberedt brødet med ost, skinke, ribbenssteg i skiver og masser af smør.

Gram rejste sig og gik ud af terassedøren for at slå en streg i mørket. Han tænkte på de ca 4000 Kryds han lige havde sat til på en dum investering i Nykøbing X, mens han stod ved busken under månen.

Kilo kom ind fra køkkenet og satte sig hos Hr Kryds i sofaen. Hr Kryds havde længe søbet i sin x-mas; han havde fået rigeligt, og det kedede ham at følge med i valghandlingen på tv.

"Jeg gi'r, fandeme, x procent af min løn til dét lort!" brummede Hr Kryds.

Da Kilo kyssede ham på panden, gik der et jag gennem Hr Kryds. Pludselig var han tilbage på Kryssinge Efterskole, dengang for længe siden, hvor han og Kilo havde mødtes første gang. Åh, de dufte.

Gram kommer ind i stuen og Kilo retter sig op.

Hun rejser sig og forlader stuen, hvor Gram slår sig ned. Hr Kryds er pludselig mere rolig. Han har knappet en ny x-mas op. Kapslen ligger på bordet. Lille Streg sidder og hænger i sofaen, mens Anti-Kilo læser en bog om X-men. Alt er roligt.

Udenfor huset lusker Z omkring. Snart vil han kravle ind i huset til Anti-Kilo, Lille Streg, Kilo, Fru Kryds, Gram og Hr Kryds og ånde på deres øjne.

Sov godt allesammen.

At mangle "det"

Når jeg engang imellem ikke uden stolthed i stemmen erklærer, at jeg ikke læser bøger, så er det faktisk rigtigt.

Jeg går ofte i gang med at læse en bog, og i de fleste tilfælde med alle intentioner om at læse den færdig. Mine motiver for at påbegynde læsningen er naturligvis interesse, enten i forfatteren eller i bogen, en interesse, der er blevet vækket af andres omtale. Mit problem er, at jeg yderst sjældent får læst bøgerne færdig. På et eller andet tidspunkt sker der noget, der gør, at jeg må lægge bogen fra mig, og det ender gerne med, at jeg glemmer, at jeg var i gang med at læse den. Og når jeg så pludselig kommer i tanke om bogen, så er det for sent, og jeg har glemt, hvor langt jeg er kommet, hvem og hvad bogen handlede om, og jeg står i den situation, at jeg, for at få noget ud af fortsat læsning, bliver nødt til at starte forfra, hvilket jeg finder absurd.

Jeg har mange bøger stående på reolen, som jeg har læst første halvdel eller en tredjedel af, men som jeg sådan set ikke kender slutningen på - medmindre jeg af andre har fået den genfortalt.

Sådan har det ikke altid været.

Der var engang, hvor jeg sagtens kunne sidde en hel weekend fordybet i en bog, forsvinde ind i denne anden verden og opleve handlingen sammen med personerne, som var jeg selv til stede. Men på et eller andet tidspunkt er der sket et eller andet med mig, der gør, at jeg ganske enkelt ikke kan holde koncentrationen længe nok til at læse en hel bog. Hvad der har gjort dette og hvornår det skete, skal jeg ikke kunne sige, og jeg finder det heller ikke nødvendig at afse beløb til terapeutisk vejledning i anledning af denne dysfunktion, men det er dog interessant, da jeg er så interesseret i det skrevne sprog, at jeg jævnligt selv anvender denne kommunikationsform.

Uden at være ekspert kan jeg dog godt se visse lighedstegn mellem dette forhold og andre forhold i mit liv. For eksempel det faktum, at jeg, selvom jeg har skrevet på et næsten dagligt plan siden jeg begyndte i skolen, endnu ikke har færdiggjort et manuskript, som jeg mener ville være egnet til udgivelse. Bortset fra en digtsamling, som jeg har udgivet på eget forlag forrige år, er der således aldrig udkommet noget fra min ellers flittige pen.

Det er jo ellers ikke ideer jeg mangler, og jeg ved også, at jeg er i besiddelse af et vist talent.

Det jeg mangler er ambition.

Denne absolutte mangel på ambition har tegnet mit livsforløb i en grad, som jeg ofte finder foruroligende, men som jeg har måttet forlige mig med, fordi jeg ganske enkelt ikke ved, hvad jeg skal gøre for at udvikle ambition. Den har vist sig i fx de uafsluttede uddannelsesforløb, jeg er påbegyndt og i den kendsgerning, at jeg ikke kan 'holde' fast arbejde i mere end tre-fire år. Den stræben efter at blive bedre og klogere og rigere, som jeg ser stort set alle andre end mig, blive drevet af i deres tilværelse - ja, den har jeg ganske enkelt ikke.

Dette gør, at jeg har svært ved at forstå lige præcist hvad det er der driver andre mennesker - og således i sagens natur hele vort samfund. Det konkurrence-gen, som jeg ikke skal gå længere end til min egen familie for at finde i fuld flor, er ganske enkelt udeblevet hos mig. Jeg har aldrig fundet nogen spænding i spil eller konkurrencesport, hvorfor jeg heller ikke her har udfoldet mig med udmærkelser. I det hele taget er det småt med udmærkelser i mit liv, hvis man ser bort fra mine naturlige begavelser - høj intelligens og kreativitet. Talenter, der ligesom ikke rigtig har nogen værdi, når de nu ikke bærer nogen frugt, som sådan.

Måske har jeg gennem tiden, på grund af denne afvigende disposition udviklet en evne til at bilde mig selv ind, at denne mangel på ambition faktisk er en kvalitet. Min undskyldning har altid været, at jeg ikke bryder mig om den kynisme og den albue-mentallitet, der er krævet for at udleve sine ambitioner i vores samfund, det jeg med et negativt udtryk kalder målsætningsreligionen.

Måske har jeg oven i købet ret i dette.

Men det forandrer ikke på facit, der i sin enkelthed fortæller mig, at jeg i en alder af 42 år, og på trods af mine begavelser, aldrig i mit liv har udrettet noget, der vil stå, når jeg er borte. Eneste trøst er, at jeg er far til en 23-årig søn, der heldigvis ikke har arvet sin fars manglende ambition, og derfor, måske, har en chance i rotteræset.

Måske skulle jeg gå i gang med at læse en bog.

Nånej, jeg læser jo ikke bøger...

Antihan

isbjælkecool firserpop

fylder afkommets krop

pludselig stopper den op

musikken når en top

midt i mellem love og shop

det sagde stop: gi op!

ellers får farfar i stolen en prop

der med en prut forlader hans krop

Bedste siger op!

finder et andet job

måske vil han stå i en shop

sælge lidt piber og nogle syrlige drop

lidt marineret edderkop

serveret på en underkop

i Bogarts Sidste Shop

i ly af lufthavnens dimensionshop

og den nærliggende jazz-bars be-bop

eller tage et haglgevær og gå bastok

men han har FG fået nok

og lige før han går i sjok

glider han i sin sok - det pjok

gi ham en stok!

fuck - vi har fået nok

ELEKTROCHOK!

AMOOOOOOOK!

og med et er du barok

mens transistoren spiller stock

firer du i reb dig op

i nøgen overkrop

til jomfruens værelse non-stop

mens hun lytter til party hip hop

som musketer hænger du i en strop

udenpå og ned ad kolossens krop

selvom du syns du har ydmyget dig nok

kravler du o

på tilværelsen ulideligt kolde top

du kom derop - hop! 

vejen til jomfruens værelse kan være sær

men vejen ud igen kan også volde besvær

måske du skulle overveje at la vær

lyt og lær

forbandede farisær

kvægpestbefængt men stadig elitær

LITTERÆR!/LITTERÆR! 

arbejdspædofilonanistsalær 

barnevognsgranitær

elleve sure tæer

åh la vær 

til besvær

negativ millionær

epileptisk med gen for stær

senregulær

amditær

va så dær!

kan du tåle mer?

du får hvad du ser

fucking lallende lykkeper

pistolpakkende søn af en mær

grim, syg ulv i alfonsens klær

især tertiær 

evolutionskapitelær kommissær

Willy Brandt milliardær 

for nær?

kom ikke hær, do dær

syns du jeg er go - well, baby, jeg har mer

nu skal du bare se noget blær

til din stær, kommissær

jeg har været her før

slå lapperne ud og hør

hvad det er jeg lægger på dig for jeg er kugleskør

du æder mine rim som friskkernet smør

når jeg siger jeg er glad for mit gode humør

og det vil ikke holde op 

nej, ikke flere rim! STOP!

vi har fået nok

put i din mund en sok

slå dig selv over benene med din krykkestok

gi dig selv et chok!

for der er flere rim på lager

bliv ved, hvis I tør

der er frisk vand i hanen og iskoldt smør

der er lidt til de kloge og en del til de skør

lissom henne i Favør, 

hvad er det jeg hør

kan man tjene ti øre

det er noget der kører, hr parkeringsinspektør

hvor er Deres gode humør, hr Inspektør

hvad siger De, skal jeg holde mit på det tørre?

det kan De ikke mene, hr Inspektør

og hvem er De egentlig, at De tør spør?

en åndssvag svanset kontrollør

mon-sig-ni-ør inspektør

unskyld jeg spør

har du hørt sangen før?

Faldet

Før alt det andet hændte,

som jeg muligvis vil berette om senere,

snublede jeg på fortovet.




Jeg var vanvittigt beruset,

det havde regnet hele dagen,

og slidbanerne på mine støvler var glatte som et køkkengulv.




Der var uden tvivl også andre årsager.



I det hele taget må dette uheld have været konsekvensen

af et helt komplex af omstændigheder og vilkår

i hvilket de nævnte kun indgik som de for mig mest åbenbare

og derfor er dem jeg husker.



Men det ændrer ikke på det faktum,

at min snublen var umiddelbart uheldig,

især fordi jeg ikke var alene på fortovet

og dermed, ved min akavede tilstedeværelse

og min ufrivilligt akrobatiske optræden,

stillede andre fodgængere i det ubehagelige dilemma,

som enhver tilskuer til et uheld uvægerligt vil befinde sig i.



Det kom derfor heller ikke som en overraskelse,

at ingen kom mig til undsætning.



Ikke fordi denne mangel på opmærksomhed

og almindelig dannelse

på nogen måde berørte mig;

jeg havde, som man velsagtens kan forstå,

andre ting at beskæftige mig med,

idet mit ansigt var i stort set frit fald

med retning mod fortovets kantsten.



Det ville ikke være i overensstemmelse med sandheden

eller i det hele taget fremmende for denne beretnings troværdighed

at påstå, at mit liv ligefrem passerede revy,

men det er sandt,

at mine tanker kortvarigt gik til den bærepose med fem uåbnede pilsnerøl

som jeg på tidspunktet bar i min ene hånd.



Mine tankers orientering nåede dog ikke at ændre sig,

før faldet nåede sit klimaks.



Når jeg i denne forbindelse anvender ordet kortvarigt om denne tanke,

er det altså helt bevidst;

som nævnt var den faste grund,

for at være helt præcis det føromtalte fortov,

forsvundet under mine fødder,

og mit ansigt

var i stort set frit fald.


Jeg vidste,

at i løbet af ganske kort tid,

ja, indenfor få sekunder,

ville min krop igen blive forenet med den faste grund,

og jeg vidste samtidigt,

at bæreposen med de fem uåbnede pilsnerøl

efter al sandsynlighed at dømme

ville lide samme skæbne.



Så det, at min bekymring for bæreposen og især dens indhold

var kortvarig,

er af betydning,

da denne tankes varighed står i perfekt forhold

til hele forløbets samlede varighed, -

fra det øjeblik,

jeg mærkede fortovet forsvinde under mine støvlers slidbaner

til det øjeblik

mit ansigts frie fald blev stoppet af samme fortov.



Det sidste sanseindtryk,

som blev opfattet af min bevidsthed

var således, foruden smerten i mit ansigt,

den velkendte og derfor dybt forstemmende lyd

af fyldte ølflasker,

der smadres mod et fortov.



Men før denne sansning,

mens mit ansigt

stadig var på vej gennem luften,

under min kortvarige bekymring angående bæreposen og dens indhold,

blev min bevidsthed ført vidt omkring.



Jeg skal ikke påstå,

at bevidstheden som sådan forlod min krop,

skønt det meget vel kan være sandt,

men tiden blev ligesom standset,

mens min krop hang frit i luften,

i bevægelse mod fortov og kansten.

Og mens tiden var standset

drev min bevidsthed på togt gennem mange verdener

og besøgte steder som den ikke siden har set,

gjorde ting som jeg aldrig før eller siden har tilladt den at gøre.



Min bevidsthed konverserede Ghandi og drak te med Buddha,

flettede tæer med den Lille Havfrue

og voldtog Skipper Skræk.

Den dræbte fem spædbørn i Bangkok med koldt blod

og skændede deres mødre med varme omslag.

Den satte ild til en Bibel og pissede på en børnebog.

Den elskede titusinde skønne kvinder i Paris

og skrev femtenhundrede dårlige digte i Berlin.

Den græd et ocean af længselstårer

og hylede mod Månen på et slidt og krøllet postkort.

Den fik Anders And tvangsindlagt og bæltefikseret,

og lå på lur med lange objektiver for at tage afslørende billeder af Kristus,

og bagefter sælge dem til Judas for en bakke æg.



Min bevidsthed kom, som sagt, vidt omkring

i dette korte spænd af øjeblikke.



Det var umiddelbart uheldigt, -

sådan et fortovsfald kan være fatalt

for pilsnerøl såvel som fodgænger,

men ikke desdo mindre

giver begivenheden mig nu,

mange år senere,

længe efter alt det andet hændte, -

som jeg muligvis vil berette om senere, -

inspiration til langvarige tanker,

og når tiden og historien således lukker sig omkring sig selv

og de blødende sår i mit ansigt forlængst er helede

ved jeg at forholdet mellem fortov, støvlesåler og pilsnerøl,

ansigt og kantsten,

bevidsthed og tidsforløb,

ikke var betydningsløst;

at samtalen med Ghandi

og min bevidstheds kortvarige affære

med en københavnsk bronzeskulptur

på ingen måde var forgæves.




Og det giver mig håb.

Om Krig

   

I Auschwitz købte jeg et postkort

Jeg pakkede det ud ved søen bag krematoriet

Det var sort/hvidt

I Hiroshima købte jeg et postkort

Jeg pakkede det ud på bænken ved Den Evige Bøns Fontæne

Det var i farver

 

Treenigheden

der står tre kopper på mit bord

de er alle tomme

det vil sige:

de indeholder ikke væske

altså udfylder ingen af dem potentialet

de lever ikke op til rationalet

jeg anvender dem alternativt

og beviser derved den evne for innovation

som gør mig til menneske

der ligger et snavset håndklæde i min vindueskarm

hvad det bestiller dér

har jeg ingen anelse om

mysteriet er lige så stort for mig

som hvorfor man i sin tid rejste monolitter

på salisbury sletten

håndklædet udgør en mindre del

af det samlede rod i værelset

der beviser det overblik

som gør mig til menneske

der hænger et billede af en afklædt kvinde

på væggen i rummet

hendes blik er slået ned

og hun smiler uskyldigt

billedet beviser den æstetiske sans

som gør mig til menneske

og bekræfter den seksualitet

der sætter mig i stand til

i dette beskedne liv

at sætte spor i evigheden

  

  

Digter og tosse

Egentlig er det til grin

at skrive digte, altså.

På mange måder er det jo

ren og skær spild af tid,

jævn misbrug af ressourcer

at sidde og skrive digte.

Sidde hér, midt om natten,

bøjet ind over bordet

med krum ryg og skrive.

Hvad ligner dét?

Det er jo i grunden fuldkommen åndssvagt,

himmelråbende galimattias,

kort sagt: til grin.

Men hvordan kan det da være,

at jeg, som jeg sidder hér,

er i en tilstand af lykke?

Hvordan kan det være,

at jeg, som jeg digter,

spilder min tid og er til grin,

lever mere intenst

end ellers?

Er jeg, teknisk set, en tosse?

Men det er godt

at forsvinde i sprog,

lade det ene ord tage det andet

i fortsatte geledder,

side op og side ned.

Helt ind i sindets dybeste kamre 

kan det mærkes,

når altså det er det man ønsker,

når det lige eksakt

er dén brønd, man fisker i,

for det kan da også til sin tid

være tilfredsstillende og jævnt morsomt

blot at lade ordene kildre overfladen,

umærkeligt kærtegne fimrehårene,

ligesom det i små doser,

når det synes at passe ind i konteksten,

også kan være lækkert

bare at sætte et enkelt ord ind

som en tåfiser fra midtbanen

direkte ind i trekanten over keeperens skulder

som f.eks. analsex eller tis

eller andet fra nederste skuffe.

Men okay, vi har fastslået,

at digteren er en tosse,

sådan lidt tilbage i udviklingen

med hans ord og hans grammatik.

Men han er det jo på den fede måde,

for det er jo kunst, han arbejder med.

På trods af denne

socialt og kulturelt accepterede kendsgerning

ryster jeg på hovedet igen og igen,

af mig selv, skal siges

- jeg er ikke skadefro,

undrer mig over det absurde,

jeg er i gang med i dette nu,

sidder hér og skriver

- hvad skal det til for?

Okay, det er jo bare zen:

at hengive sig 100 %

til absolut idioti.

Det er jo såre mærkværdigt

med vi mennesker,

som f.eks. nu,

hvor jeg sidder krampagtigt og skriver,

stålsat besluttet, determineret

til at svine papiret til

med blå filtpen,

samtidig med at jeg ryster på hovedet

over min egen idioti,

det groteske spild af tid

situationen umiddelbart udgør.

Jeg kunne lige så godt

bare tænke højt,

sidde og snakke med mig selv

- det er jo ikke strengt nødvendigt

at notere disse tanker;

jeg er jo ikke på nogen måde tvunget

til dét hér.

Men jeg har prøvet

at snakke med mig selv i stedet

- det er en hel anden praksis.

Så er der jo pludseligt

tale om dialog

og ikke den enetale,

den maniske monolog

som det at digte er.

Ekstasen opnås sluttelig

i meditativ maraton

1.30 torsdag morgen

og pennen lægges

glødende varm, udslidt med flosset spids

og siderne lægges bort

sammen med den hemmelige identitet:

digter og tosse.

Normal adfærd påkrævet.

Heksen i gårdhaven

Danser i ring omkring majstangen

i stadig ring omkring.

Støvlerne tramper i jorden og folk udstøder hanegal.

Foråret er begyndt

- det er den årlige hippiefest i kollektivet "Komover":

kombineret koncert og garden party,

minifestival i gården, Århus Midtby.

Mange dage i forvejen

er der blevet delt ud

af flyers og anden løbesod

i anledning af majstang og rockwool.

Kabinetterne hvæser omkring den diminutive scene,

og "Sleeping 500 Years Away" spiller for fuld udblæsning,

åbner liv i hjørnet,

hvor Torben Hjælpeløs danser alene med sig selv,

en fuldespasservals i hjørnet.

Uganda Kurt med fortænderne og overskægget

deler ud af hjemmedyrket pot,

direkte fra en altankasse i vestbyen.

Blonde Vision sidder alene,

festens eneste synlige vampyr,

sidder alene i havemøblet af træ,

varm, på trods af småregn,

i sin praktiske skindbeklædning,

lurer efter ofre og rivaler,

planlægger skumle forehavender,

bag Gucci Galore Ultra Shades.

Og Gudrun nede fra bageren

kommer jævnligt med gammelt brød,

så festen kan fuldende endnu en kostcirkel

og månens lys igen bliver tålelig.

Ind træder en vakseægte heks

med farver i hatten,

iklædt kåbe fra skulder til fod.

Heksens smukke, ravgule øjne

afmønstrer hurtigt lokalet,

og finder mit blik i mængden.

Tak skæbne! 

Fastlåst igen,

parforhold og kødben.

Seksualoplysning og besøg på fertilitetsklinikken,

ukendt årsag, delvis steril.

Fortvivlelse! 

Min monastiske tilværelse er sat over styr!

Hjælpeløs flyder jeg rundt i begærets strøm.

Heksen øjne hviler på mig,

og hun smiler heksesmilet,

viser mig små spidse kindtænder

og afslører frækt en tungespids.

Havefestheks med rododendron-paryk,

gør mig syg af lykke med sin dans.

Faldne eunuk, husk hvad det gælder!

Åndens renhed skal findes

via sindets fordybelse

punktum komma streg

sådan tegnes nikolai.

Tak for festen og guteby

Idé til meningsløst Tidsfordriv

1/ Forberedelse

Man tager


1 zinkbalje, 70 l.

og fylder den med


1 fuldstændigt stel fajanceservice til tolv kuverter

6 serveringsfade

stålbestik til 12 personer (incl. kagegafler)

35 rødvinsglas.

Derefter tager man


2 jernkæder a 6 m. længde

og monterer dem på den fyldte balje ved hjælp af baljens hanke.

2/ Udførsel

A)

Omkring midnat på en hverdags aften trækker man baljen og indhold gennem byens gader med kurs mod banegården for hér at vente på det sidste nattog, som man stiger på. Af hensyn til passagererne bærer man varsomt baljen og indhold gennem vognene til man kommer til sovevognen, hvor man placerer baljen på gangens gulv og trækker den frem og tilbage gennem vognen op til fem gange.

B)

Når man er blevet bedt om at forlade toget står man af og tager en taxa til nærmeste sygehus med balje og indhold. Her sniger man sig ind, tager en elevator til intensiv afdelingen, hvor man placerer baljen med indhold på gulvet og trækker den frem og tilbage gennem gangen op til fem gange.

For både a og b gælder det, at enhver indblanding af udenforstående personer skal mødes med højtråbende protester og støjende adfærd.

Resten af natten improviserer man over temaet. Det anbefales at man afslutter begivenheden ved at kaste baljen og det resterende indhold ud fra en høj bygning i tæt beboelse.

God fornøjelse.

   

Hundested Revisited

Tag dig nok en plebajer, bonderøv,

jeg kan se, at du er tørstig.

Markerne bli'r nok også gule i år.

Dét dér EU bli'r heldigvis

heller ikke til noget denne gang.

Skål for det!

Tag et vue over brakmarken,

og send en tanke til dine brasillianske kolleger,

for markerne bli'r nok også gule i år.

Hvis du er heldig holder tørken

og du kan undgå at sprøjte hveden for fodsvamp,

slå en handel af med din kvikgræs

og send en tanke til Venstre

- markerne bli'r nok også gule i år

Ørlen er Landet

kalder hundested

kalder hundested

vi har et problem

selvom vi både har tykke dragter

vanter og støvler

vil ingen af vore mænd

under nogen omstændigheder

forlade kapslen

hvad skal vi gøre, hundested?

kalder hundested

kalder hundested

vi har et problem

Eastcoast Brok

christianitter og andet rakkerpak i tv

henning larsen fra christianshavn indleder med rød bandana

hvad er dette ramaskrig af en event

og hvorfor forurenes skal vi af det

dette intellektuelle slam om fællesskab og værdier

hvad fanden er det for noget

og komme og påstå og tro man er noget

med nye ideer og tilmed at få lov

det burde ikke kunne ske i kongens danmark

men gjort er gjort og således også med lort

sender de i tv SERIEN igen

verdenskendt i danmark ligesom atomteorien

med ham den seje tavse med det magre ansigt, morten?

stig? jens? von taber, ypsilon, imaginær fanatisme

fascistoid propaganda

a la muskelmænd ved store maskiner

mange wardburger senere forfremmet til ny-christianit

med cirkler på trøjen hen over brysterne

ja der er jo stadig dem der danser the hot

og dermed mener de får rørt lårbasserne ("Det er så fantastisk!")

de vrikker med røven på hælene i skidestilling

vrikker akavede rundt som anskudte strudsekyllinger

og vi ser dem i SERIEN folde sig ud

og i barbersalonens lekture genkender vi de hidsende scener

der tidligere lagde gaderne øde

når ham med det magre ansigt (bo?)

udtaler sig om jordens alder og principperne for aldersbestemmelsen

de tre radioaktive familier og moderstoffets udvikling

halveringstider og uran-radium gruppen

på side 206 (sidst i afsnit 56)

afsluttes dommerens udredning

og de titusinde kroner var hjemme

vognstyreren endte på risø og det var mange penge dengang

nå men siden udvidede herlighederne sig jo i omfang

kærlighedsfilm overtog lærrederne og det hele blev til balling

som før i stuen med kvinden bag planten

og vistnok geværsaks i hånden

hov den faldt sørme ned

lad os sende en ny af sted

kid kreole danser sin sidste hot og stepper solo til afslutning

hans niggerfjæs ligger lokalerne øde

med de skinnende pearly whites

og slipsenålen lang og gylden

Dagens Analyse

Det kan blive småt for enhver.

Kaster vi os ud i en analyse af dette gamle, hæderkronede proverbum, møder vi først et 'det', der som bekendt er et bestemt stedord betegnende noget ganske særligt og intet andet end netop dette.

Det næste vi møder er ordstillingen 'kan blive', der beskriver en potentiel ændring af den givne tilstand. Var der tale om uændrede forhold ville man erstatte 'kan blive' med 'kan være' eller 'forbliver'. Dette vender vi tilbage til.

Vi er nu blevet så kloge, at vi kan sige, at det mystiske 'det' står i stedet for en tilstand, som det er muligt at ændre. Valget af 'kan' i stedet for eksempelvis 'vil' viser os samtidigt, at ændringen af tilstanden er eventuel, ikke given. Der rejser sig et naturligt spørgsmål: Vil ændringen ske ved en handling eller vil ændringen ske netop på grund af manglende handling? Under alle omstændigheder må vi gå ud fra, at ændringen er årsagsbestemt. Dette udvider vor forståelse af vort 'det' ved at antyde, 'det' er i stand til at ændre sig. Vort 'det' er altså ikke en stationær størrelse.

Næste ord kaster lys over præcis hvilken ændring vort 'det' muligvis vil blive udsat for, nemlig en markant negativ vækst.

Vi står nu med udsagnet: 'Det kan blive småt', som er fuldt forståeligt, selvom vi stadig ikke ved, hvad der er tale om. Det ligger op til refleksion. Der er dælme mange ting som kan blive små.

Tilføjelsen 'for enhver', er et klimaks. Pludselig gøres udsagnet relevant, ja, personligt, idet vi nu selv kommer på bane. Vi tillægges med ét ansvar og forpligtelser og det bliver tvingende nødvendigt for os, at vide hvad vort 'det' står i stedet for. Da vi står i den ulykkelige situation, at udsagnet nu er komplet og i analytisk forstand uden forankring, må vi ty til vore egne referencerammer og begive os ud i spekulationer, især fordi udsagnet har mistænkelig lighed med en konkret advarsel.

Hvis ikke vort 'det's negative vækst er uhensigtsmæssigt, hvorfor så overhovedet gøre opmærksom på det?

For at forhindre den truende negative vækst bliver vi derfor nødt til at vende tilbage til dens årsag. Uanset hvor meget vi reflekterer over denne årsag vil vi kun kunne nå til den konklusion at den negative vækst er forårsaget af 1) en handling eller 2) manglende handling.

Dette er et uløseligt dilemma.

Præstation - en lydcollage

DYS !

dys mig der og dys mig her

dys mig alle vegne

dys mig under dys mig over dys mig igennem

og dys mig til ro

diagnosen til trods

dysser jeg disdus med dinesen

mens den dyssende debbedidum

misformes af kvarterets bisser

dyster dunkende diskobas fra dytten

dys min rose dys mit kvæg dys også du, min hjord

dionysos dys deorama

dys de domino de arde de dys

dys mig alle vegne

dys mig under huden, skat, det kildrer så godt

dys ikke under min stol

for da dysser du forgæves 

dys heller ikke pludseligt i mit øre

jeg får et svimlende chok - DYS! - hver gang

dys mig hellere i hjemmesko og badekåbe

dys med vinflaske og dys med glas

distanceret, velafbalanceret, harmoni hysterikum house

dys min mambo, sambo, dys mig mer

dys din familie og lad os være dys

(hvad ville dy sige til at være dys?)

dys mig op og ned ad ryggen ligesom du plejer

hold dig endelig ikke tilbage med dine tentakler

dys mig i skridtet (hvor det også kildrer)

dyssende hvisken i højre øre kælent, dys

dys da dutten, ditte, dab da duddidut, emma

dys da nederlandene og deres frihandlen

dys diskotekerne og stripbarene

dys diagnosen og dys dødeligheden

dys dinesen (før ukendt) der hermed er afdysset

afdysset ligeledes de førnævnte undulater i vindueskarmen

og amensaxofonen, der ligger glimtende på altret

næst ved den majestætiske kalk og det lille bundt svovlstikker

dys dem alle, altre og den slags

dys gennem alle deres ormehuller

og alle deres skævvredne knastornamenter

dys dit desmerdyr, dys det én gang for alle

afdys det stille og roligt

mens det stadigvæk dysser fra dets krop

dys derefter (nybarberet) amanda, der venter dig på side 12

dys igen dinesen (afdysset) og sidst men ikke mindst:

dys dig selv!

Lisbeth Salander står ved min Havelåge

Lisbeth Salander står ved min havelåge

Jeg kan se hende i lyset fra gadelampen. 

Røgen fra hendes cigaret. 

Jeg har slukket lyset i stuen, 

håber hun ikke ser mig, 

men ved, hun kan lugte min frygt, 

min dårlige ånde, 

min skyldfølelse, 

gennem termoglas og nattefrost. 

Jeg nærer ingen naive håb. 

Jeg løj for min mor, 

og Lisbeth Salander ved det. 

Jeg stjal min mors penge og knuste hendes hjerte. 

Jeg kaldte hende navne og fik hende til at græde, 

og nu har jeg Lisbeth Salanders udelte opmærksomhed, 

som hun står ved min havelåge og ryger, 

tilsyneladende tålmodigt afventende, 

velorvervejet, 

ifølge planen.

Lisbeth Salander står ved min hoveddør, 

svagt skrævende i bikerboots. 

Hun ryger ikke mere, 

og det burde vel bekymre mig. 

Jeg står i den mørklagte stue i skjul bag yukapalme og messinglysestage, 

mens jeg stinker af skam og frygt. 

Lisbeth Salander kender navnet på 

den rødhårede pige, jeg mødte til skolefesten i niende klasse 

og ved hvad jeg gjorde med hende, 

mod hende; 

det jeg ville have og som jeg tog 

og hvad jeg efterfølgende undlod at gøre. 

Gennem mørket, 

på trods af yukapalme og messinglysestage, 

kan jeg mærke Lisbeth Salanders blik, 

som omvendt dagslysterapi.

Lisbeth Salander er i min opgang. 

Lydløst bevæger hun sig op ad trappen. 

Jeg ved det, 

kan mærke hende, 

lugte hende, 

og alligevel bliver jeg stående i den mørklagte stue, 

afventende, 

ifølge planen. 

De eneste lyde er urets hektiske tikken 

og min nabos regelmæssige hosteanfald. 

Lisbeth Salander er her på vegne af 

Susanne, Birgitte og Hanne 

og Tove og Anne 

og Lizzie og Kiss, 

foruden Agnete, Eliza og Grethe 

og Anne-Merete 

og Molly og Lis. 

Jeg husker dem alle. 

Deres skuffede blikke, 

lugten af deres angst, 

forvirring og sorg, 

og jeg hader dem for det, 

men jeg kan ikke længere høre deres gråd. 

Alt er stille. 

Jeg lukker mine øjne for mørket 

og sukker af lettelse, da det banker på min dør.

Nat I Oktober

Novelle

Det er ved at blive aften. Oktoberaften.

Himmelen var indtil for omkring en time siden blå, som på en dejlig sommerdag, men skyer er nu gledet ind foran solen og den blå himmel; skiffergrå, fosforiscerende skyer, der varsler andet end blot køligere vejr.

Skikkelsen, der sidder på kirkens trappe, ved godt, hvad de grå skyer betyder for de mennesker, der kigger på dem. Han ved det fordi han kender menneskene; han ved hvor skrøbelige de er. Det er derfor han elsker dem.

For den heldige, der lige nu sidder ved sit spisebord i sit trygge hus med adgang til lys og varme betyder skyerne på himmelen blot, at endnu en nat er på vej, en blæsende nat med lidt regn måske, men for ham, der sidder ved spisebordet omgivet af familiens glade stemmer og duften af mad, er det også alt, hvad disse skyer betyder.

jeg er ingen igen

selvom min fader tvivlede

og på trods af hans rynkede pande

blev jeg til noget

min mor bakkede da fint op

det er slet ikke det

og jeg blev også til noget

da jeg havde været noget

i nogle år

fik jeg ligesom blod på tanden

og det resulterede i

at jeg blev til nogen

opgraderede om man så kan sige fra noget til nogen

det hjalp også på økonomien

man tjener jo noget når man er nogen

og populær var jeg også

kom i avisen og på TV

de skal jo bruge nogen

så fandt ham den skaldede ud af noget

altså mellem os sagt grunden til at jeg blev til noget

og senere opgraderede til nogen

nu er jeg ingen igen

og det er godt det samme

Kære Brevkasse,

Jeg er en ung dame på 42, som lever sammen med min mand og vore børn og husdyr på et lille husmandssted i Kvalm. I snart toogtyve år har vi levet hér i ro og fred og uden utidig indblanding i vor dagligdag af fremmede eller andet udefrakommende. Selvfølgelig kommer vor nabo, Jan-Ejnar, af og til på besøg til en kop kaffe, og så plejer jeg gerne at bage en æbletærte eller nogle boller. Jan-Ejnar er så forfærdelig glad for sukatkager, især dem med kommen. Sidst jeg serverede et fad for ham, spiste han en seks-syv stykker, og dagen efter måtte min mand være ham behjælpelig, da han blev ramt af et frygteligt maveonde og måtte have sin dagsration brændevin bragt til nathuset, hvor han tilbragte den udslagne dag. Med andre ord: vi lever i fred og idyl. Det vil sige, det gør vi desværre ikke længere... Siden for omkring en fjorten dages tid siden har vi levet ikke blot i frygt for vor sjælefred, men i direkte frygt for vort liv. Det er disse unge lømler og deres knallerter, som jeg hentyder til. Jeg er sikker på, at De kender til problemet, som jeg ved ikke blot er et problem i Kvalm og nærmeste omegn. Det er en katastrofe. De drikker sig sanseløse i hjemmebrændt, ryger tobak og spiller negermusik på deres transistorer, mens de gør grusveje og gårdspladser usikre med deres udborede knallerter. Og dette endog midt om natten! Man kan snart ikke gå i gården for at forrette hvad man er nødt til efter mørkets frembrud uden at blive forulempet af unge mænd, som rager rundt i mørket halvt bevidstløse af druk. Forleden fandt jeg således én af lømlerne siddende i dyb søvn på vort das med benklæderne hængende om haserne og en tom bajersflaske i hånden. 

Hvad skal vi gøre?

                    Kærlig hilsen: 

                    Bente Larsen, Kvalm Overdrev

Tom

Jakke af læder,

tusser og kæder

ændrer ikke på det faktum,

at Tom er sengevæder

Om at have Ben

Ofte stod jeg ved en bro

tænkte: "Skal jeg gå over?

Af ben har jeg, trods alt, to

også selvom det ene sover.

Af denne årsag kan jeg gå

og det har længe kunnet.

Så hvorfor blir jeg ved at stå,

som om mine ben var bundet?"

Så skændte jeg, som Jeppe,

på disse mine ben.

Vidste godt, det hjælper næppe,

men jeg er en stridig een.

Og, Guds trods, de stadig står,

faste fod ved fod,

her har jeg stået mange år

som slog jeg i jorden rod. 

Og alt i mens jeg vegeterer,

folk løber rask forbi.

Det siges skal, jeg observerer,

at de fleste plumper i.

egedes paradoks

Kjeldsen Live In Odense

tango

i det lavloftede lokale

kun du og jeg

alene i mængden

i trængslen af mig selv

sidder jeg i hjørnet

tilbagetrukket og derfor i en enestående position

og betragter din nakke

du ser mig ikke

ved ikke af

at jeg er bag dig

og er ligeledes håbløst uvidende om

min opmærksomhed

skønt den omgiver dig

massiv og intens

som bandoneonens længselsfulde gråd

jeg har vaklet som død

pasodoble

gennem Buenos Aires' gader

slået næsen til blods på byens stenbro

rejst mig og drukket videre

og nu sidder jeg her

ikke mindre fattig end sidst

det er dit hår som det falder langs med din nakke

ned over og forbi dine nøgne skuldre

det er ideen

om dette hår

som det falder

bølgende og tykt

ned over og forbi dine nøgne skuldre

det er ideen

og dermed hele konceptet

i farver og med lyd

jeg har danset som død

pasodoble

gennem Buenos Aires' gader

drukket og digtet

sunget og elsket

og stadig sidder jeg her

som før og som altid

oh, bandoneone

denne tango

sælsomme længsel

det er dit hår

som dig

afgjort indefor rækkevidde

men derfor ikke mindre uopnåelig

det er dit hår

min ide om dit hår

og min ide alene

ikke engang du er her

til at dele ideen med mig

og skønt du er genstanden for min opmærksomhed

min længsel

og min fascination

oh, bandoneone, græd for mig

er du stadig uskyldsren uvidende

om min intense interesse

sætter mig uanstændigvis i dit sted

hvor må de føles bløde disse lokker

som de falder ned over og forbi dine nøgne skuldre

denne ide

som stadig er min og min alene

det er ikke sex og det er ikke længslen

efter din ungdom

det er ikke lyst og det er ikke sult

der er et bånd imellem din nakke

og mit ansigt

som var vi af samme slægt

og det kan gerne være

jeg har elsket som en død

pasodoble

i Buenos Aires' gader

og mødt kvinder hvis navne

jeg siger jeg har glemt

skønt jeg måske i virkeligheden

aldrig har kendt dem

og stadig sidder jeg her

til evig tid og aldrig mere

tangoen begraver ikke sine døde

Fredagsfactor

Fræk Frøkjær-klon fraterniserer frankofil filmmager

før Fanden får formiddagskaffe.

Formfuldendte frivole fraser flyder

fra frikadellens fuldskæg.

Fornøjet fniser føromtalte Frøkjær-klon.

Firser-fænomenet, Flora Fri,

forhenværende forfatter/frihedskæmper,

frontfigur for Falsk Folkeparti

(forventet flertal)

fremfører farverige fremtidsfantasier.

Fascinerende!

Fritstående forbereder frodige Frederik

fra Falseled

flere frikadeller.

Frank fra Flensborg friserer,

farligt fjantende,

fire funklende filmstjerner.

Fornemt!

Faktisk forrygende fantastisk!

Fem fagotspillende familiefædre fra Falster

fuldender festen, fygende fuga!

Flot finale.

Forøvrigt, fuck fjernsyn!

Fantasien frembringer federe frikadeller.

Man siger,

at Gud tog en lerklump

og af denne formede mennesket

i sit eget billede.

Jeg er ham personligt taknemmelig

for dette valg.

Nu kan man med rette

stille spørgsmålstegn ved det kreative

i Hans valg af model.

Så vidt vides

var Han alene

og havde derfor ingen alternativer.

Han kunne naturligvis have

taget udgangspunkt i sin fantasi,

men enhver der blot har beskæftiget sig

overfladisk med abstrakt tænkning ved,

at fantasien tager udgangspunkt i virkeligheden,

og Guds virkelighed

var på dette tidspunkt stærkt begrænset.

I en verden hvor alt er muligt findes intet.

Eksistens er i sig selv en abstrakt idé,

da alt stadig blot er muligt.

I denne verden tog Han en lerklump,

formede den i sit eget billede og åndede på den.

Det var Hans valg.

Han kunne have undladt at handle.

Han kunne have set ud over verden

og fundet at alt var godt

og have ladet det være ved dette,

men Han traf et andet valg.

Med dette valg

beseglede han sit skaberværks skæbne.

Vi mener at vide,

at skabelsen af det første menneske

var afslutningen af Hans skaberværk,

at Han derefter ikke skabte mere.

Denne viden, korrekt eller ikke,

besegler vores egen skæbne,

definerer om vi vil det eller ej vor eksistens.