Om Krig

   

I Auschwitz købte jeg et postkort

Jeg pakkede det ud ved søen bag krematoriet

Det var sort/hvidt

I Hiroshima købte jeg et postkort

Jeg pakkede det ud på bænken ved Den Evige Bøns Fontæne

Det var i farver

 

Treenigheden

der står tre kopper på mit bord

de er alle tomme

det vil sige:

de indeholder ikke væske

altså udfylder ingen af dem potentialet

de lever ikke op til rationalet

jeg anvender dem alternativt

og beviser derved den evne for innovation

som gør mig til menneske

der ligger et snavset håndklæde i min vindueskarm

hvad det bestiller dér

har jeg ingen anelse om

mysteriet er lige så stort for mig

som hvorfor man i sin tid rejste monolitter

på salisbury sletten

håndklædet udgør en mindre del

af det samlede rod i værelset

der beviser det overblik

som gør mig til menneske

der hænger et billede af en afklædt kvinde

på væggen i rummet

hendes blik er slået ned

og hun smiler uskyldigt

billedet beviser den æstetiske sans

som gør mig til menneske

og bekræfter den seksualitet

der sætter mig i stand til

i dette beskedne liv

at sætte spor i evigheden

  

  

Digter og tosse

Egentlig er det til grin

at skrive digte, altså.

På mange måder er det jo

ren og skær spild af tid,

jævn misbrug af ressourcer

at sidde og skrive digte.

Sidde hér, midt om natten,

bøjet ind over bordet

med krum ryg og skrive.

Hvad ligner dét?

Det er jo i grunden fuldkommen åndssvagt,

himmelråbende galimattias,

kort sagt: til grin.

Men hvordan kan det da være,

at jeg, som jeg sidder hér,

er i en tilstand af lykke?

Hvordan kan det være,

at jeg, som jeg digter,

spilder min tid og er til grin,

lever mere intenst

end ellers?

Er jeg, teknisk set, en tosse?

Men det er godt

at forsvinde i sprog,

lade det ene ord tage det andet

i fortsatte geledder,

side op og side ned.

Helt ind i sindets dybeste kamre 

kan det mærkes,

når altså det er det man ønsker,

når det lige eksakt

er dén brønd, man fisker i,

for det kan da også til sin tid

være tilfredsstillende og jævnt morsomt

blot at lade ordene kildre overfladen,

umærkeligt kærtegne fimrehårene,

ligesom det i små doser,

når det synes at passe ind i konteksten,

også kan være lækkert

bare at sætte et enkelt ord ind

som en tåfiser fra midtbanen

direkte ind i trekanten over keeperens skulder

som f.eks. analsex eller tis

eller andet fra nederste skuffe.

Men okay, vi har fastslået,

at digteren er en tosse,

sådan lidt tilbage i udviklingen

med hans ord og hans grammatik.

Men han er det jo på den fede måde,

for det er jo kunst, han arbejder med.

På trods af denne

socialt og kulturelt accepterede kendsgerning

ryster jeg på hovedet igen og igen,

af mig selv, skal siges

- jeg er ikke skadefro,

undrer mig over det absurde,

jeg er i gang med i dette nu,

sidder hér og skriver

- hvad skal det til for?

Okay, det er jo bare zen:

at hengive sig 100 %

til absolut idioti.

Det er jo såre mærkværdigt

med vi mennesker,

som f.eks. nu,

hvor jeg sidder krampagtigt og skriver,

stålsat besluttet, determineret

til at svine papiret til

med blå filtpen,

samtidig med at jeg ryster på hovedet

over min egen idioti,

det groteske spild af tid

situationen umiddelbart udgør.

Jeg kunne lige så godt

bare tænke højt,

sidde og snakke med mig selv

- det er jo ikke strengt nødvendigt

at notere disse tanker;

jeg er jo ikke på nogen måde tvunget

til dét hér.

Men jeg har prøvet

at snakke med mig selv i stedet

- det er en hel anden praksis.

Så er der jo pludseligt

tale om dialog

og ikke den enetale,

den maniske monolog

som det at digte er.

Ekstasen opnås sluttelig

i meditativ maraton

1.30 torsdag morgen

og pennen lægges

glødende varm, udslidt med flosset spids

og siderne lægges bort

sammen med den hemmelige identitet:

digter og tosse.

Normal adfærd påkrævet.

Heksen i gårdhaven

Danser i ring omkring majstangen

i stadig ring omkring.

Støvlerne tramper i jorden og folk udstøder hanegal.

Foråret er begyndt

- det er den årlige hippiefest i kollektivet "Komover":

kombineret koncert og garden party,

minifestival i gården, Århus Midtby.

Mange dage i forvejen

er der blevet delt ud

af flyers og anden løbesod

i anledning af majstang og rockwool.

Kabinetterne hvæser omkring den diminutive scene,

og "Sleeping 500 Years Away" spiller for fuld udblæsning,

åbner liv i hjørnet,

hvor Torben Hjælpeløs danser alene med sig selv,

en fuldespasservals i hjørnet.

Uganda Kurt med fortænderne og overskægget

deler ud af hjemmedyrket pot,

direkte fra en altankasse i vestbyen.

Blonde Vision sidder alene,

festens eneste synlige vampyr,

sidder alene i havemøblet af træ,

varm, på trods af småregn,

i sin praktiske skindbeklædning,

lurer efter ofre og rivaler,

planlægger skumle forehavender,

bag Gucci Galore Ultra Shades.

Og Gudrun nede fra bageren

kommer jævnligt med gammelt brød,

så festen kan fuldende endnu en kostcirkel

og månens lys igen bliver tålelig.

Ind træder en vakseægte heks

med farver i hatten,

iklædt kåbe fra skulder til fod.

Heksens smukke, ravgule øjne

afmønstrer hurtigt lokalet,

og finder mit blik i mængden.

Tak skæbne! 

Fastlåst igen,

parforhold og kødben.

Seksualoplysning og besøg på fertilitetsklinikken,

ukendt årsag, delvis steril.

Fortvivlelse! 

Min monastiske tilværelse er sat over styr!

Hjælpeløs flyder jeg rundt i begærets strøm.

Heksen øjne hviler på mig,

og hun smiler heksesmilet,

viser mig små spidse kindtænder

og afslører frækt en tungespids.

Havefestheks med rododendron-paryk,

gør mig syg af lykke med sin dans.

Faldne eunuk, husk hvad det gælder!

Åndens renhed skal findes

via sindets fordybelse

punktum komma streg

sådan tegnes nikolai.

Tak for festen og guteby

Idé til meningsløst Tidsfordriv

1/ Forberedelse

Man tager


1 zinkbalje, 70 l.

og fylder den med


1 fuldstændigt stel fajanceservice til tolv kuverter

6 serveringsfade

stålbestik til 12 personer (incl. kagegafler)

35 rødvinsglas.

Derefter tager man


2 jernkæder a 6 m. længde

og monterer dem på den fyldte balje ved hjælp af baljens hanke.

2/ Udførsel

A)

Omkring midnat på en hverdags aften trækker man baljen og indhold gennem byens gader med kurs mod banegården for hér at vente på det sidste nattog, som man stiger på. Af hensyn til passagererne bærer man varsomt baljen og indhold gennem vognene til man kommer til sovevognen, hvor man placerer baljen på gangens gulv og trækker den frem og tilbage gennem vognen op til fem gange.

B)

Når man er blevet bedt om at forlade toget står man af og tager en taxa til nærmeste sygehus med balje og indhold. Her sniger man sig ind, tager en elevator til intensiv afdelingen, hvor man placerer baljen med indhold på gulvet og trækker den frem og tilbage gennem gangen op til fem gange.

For både a og b gælder det, at enhver indblanding af udenforstående personer skal mødes med højtråbende protester og støjende adfærd.

Resten af natten improviserer man over temaet. Det anbefales at man afslutter begivenheden ved at kaste baljen og det resterende indhold ud fra en høj bygning i tæt beboelse.

God fornøjelse.

   

Hundested Revisited

Tag dig nok en plebajer, bonderøv,

jeg kan se, at du er tørstig.

Markerne bli'r nok også gule i år.

Dét dér EU bli'r heldigvis

heller ikke til noget denne gang.

Skål for det!

Tag et vue over brakmarken,

og send en tanke til dine brasillianske kolleger,

for markerne bli'r nok også gule i år.

Hvis du er heldig holder tørken

og du kan undgå at sprøjte hveden for fodsvamp,

slå en handel af med din kvikgræs

og send en tanke til Venstre

- markerne bli'r nok også gule i år

Ørlen er Landet

kalder hundested

kalder hundested

vi har et problem

selvom vi både har tykke dragter

vanter og støvler

vil ingen af vore mænd

under nogen omstændigheder

forlade kapslen

hvad skal vi gøre, hundested?

kalder hundested

kalder hundested

vi har et problem

Eastcoast Brok

christianitter og andet rakkerpak i tv

henning larsen fra christianshavn indleder med rød bandana

hvad er dette ramaskrig af en event

og hvorfor forurenes skal vi af det

dette intellektuelle slam om fællesskab og værdier

hvad fanden er det for noget

og komme og påstå og tro man er noget

med nye ideer og tilmed at få lov

det burde ikke kunne ske i kongens danmark

men gjort er gjort og således også med lort

sender de i tv SERIEN igen

verdenskendt i danmark ligesom atomteorien

med ham den seje tavse med det magre ansigt, morten?

stig? jens? von taber, ypsilon, imaginær fanatisme

fascistoid propaganda

a la muskelmænd ved store maskiner

mange wardburger senere forfremmet til ny-christianit

med cirkler på trøjen hen over brysterne

ja der er jo stadig dem der danser the hot

og dermed mener de får rørt lårbasserne ("Det er så fantastisk!")

de vrikker med røven på hælene i skidestilling

vrikker akavede rundt som anskudte strudsekyllinger

og vi ser dem i SERIEN folde sig ud

og i barbersalonens lekture genkender vi de hidsende scener

der tidligere lagde gaderne øde

når ham med det magre ansigt (bo?)

udtaler sig om jordens alder og principperne for aldersbestemmelsen

de tre radioaktive familier og moderstoffets udvikling

halveringstider og uran-radium gruppen

på side 206 (sidst i afsnit 56)

afsluttes dommerens udredning

og de titusinde kroner var hjemme

vognstyreren endte på risø og det var mange penge dengang

nå men siden udvidede herlighederne sig jo i omfang

kærlighedsfilm overtog lærrederne og det hele blev til balling

som før i stuen med kvinden bag planten

og vistnok geværsaks i hånden

hov den faldt sørme ned

lad os sende en ny af sted

kid kreole danser sin sidste hot og stepper solo til afslutning

hans niggerfjæs ligger lokalerne øde

med de skinnende pearly whites

og slipsenålen lang og gylden

Dagens Analyse

Det kan blive småt for enhver.

Kaster vi os ud i en analyse af dette gamle, hæderkronede proverbum, møder vi først et 'det', der som bekendt er et bestemt stedord betegnende noget ganske særligt og intet andet end netop dette.

Det næste vi møder er ordstillingen 'kan blive', der beskriver en potentiel ændring af den givne tilstand. Var der tale om uændrede forhold ville man erstatte 'kan blive' med 'kan være' eller 'forbliver'. Dette vender vi tilbage til.

Vi er nu blevet så kloge, at vi kan sige, at det mystiske 'det' står i stedet for en tilstand, som det er muligt at ændre. Valget af 'kan' i stedet for eksempelvis 'vil' viser os samtidigt, at ændringen af tilstanden er eventuel, ikke given. Der rejser sig et naturligt spørgsmål: Vil ændringen ske ved en handling eller vil ændringen ske netop på grund af manglende handling? Under alle omstændigheder må vi gå ud fra, at ændringen er årsagsbestemt. Dette udvider vor forståelse af vort 'det' ved at antyde, 'det' er i stand til at ændre sig. Vort 'det' er altså ikke en stationær størrelse.

Næste ord kaster lys over præcis hvilken ændring vort 'det' muligvis vil blive udsat for, nemlig en markant negativ vækst.

Vi står nu med udsagnet: 'Det kan blive småt', som er fuldt forståeligt, selvom vi stadig ikke ved, hvad der er tale om. Det ligger op til refleksion. Der er dælme mange ting som kan blive små.

Tilføjelsen 'for enhver', er et klimaks. Pludselig gøres udsagnet relevant, ja, personligt, idet vi nu selv kommer på bane. Vi tillægges med ét ansvar og forpligtelser og det bliver tvingende nødvendigt for os, at vide hvad vort 'det' står i stedet for. Da vi står i den ulykkelige situation, at udsagnet nu er komplet og i analytisk forstand uden forankring, må vi ty til vore egne referencerammer og begive os ud i spekulationer, især fordi udsagnet har mistænkelig lighed med en konkret advarsel.

Hvis ikke vort 'det's negative vækst er uhensigtsmæssigt, hvorfor så overhovedet gøre opmærksom på det?

For at forhindre den truende negative vækst bliver vi derfor nødt til at vende tilbage til dens årsag. Uanset hvor meget vi reflekterer over denne årsag vil vi kun kunne nå til den konklusion at den negative vækst er forårsaget af 1) en handling eller 2) manglende handling.

Dette er et uløseligt dilemma.

Præstation - en lydcollage

DYS !

dys mig der og dys mig her

dys mig alle vegne

dys mig under dys mig over dys mig igennem

og dys mig til ro

diagnosen til trods

dysser jeg disdus med dinesen

mens den dyssende debbedidum

misformes af kvarterets bisser

dyster dunkende diskobas fra dytten

dys min rose dys mit kvæg dys også du, min hjord

dionysos dys deorama

dys de domino de arde de dys

dys mig alle vegne

dys mig under huden, skat, det kildrer så godt

dys ikke under min stol

for da dysser du forgæves 

dys heller ikke pludseligt i mit øre

jeg får et svimlende chok - DYS! - hver gang

dys mig hellere i hjemmesko og badekåbe

dys med vinflaske og dys med glas

distanceret, velafbalanceret, harmoni hysterikum house

dys min mambo, sambo, dys mig mer

dys din familie og lad os være dys

(hvad ville dy sige til at være dys?)

dys mig op og ned ad ryggen ligesom du plejer

hold dig endelig ikke tilbage med dine tentakler

dys mig i skridtet (hvor det også kildrer)

dyssende hvisken i højre øre kælent, dys

dys da dutten, ditte, dab da duddidut, emma

dys da nederlandene og deres frihandlen

dys diskotekerne og stripbarene

dys diagnosen og dys dødeligheden

dys dinesen (før ukendt) der hermed er afdysset

afdysset ligeledes de førnævnte undulater i vindueskarmen

og amensaxofonen, der ligger glimtende på altret

næst ved den majestætiske kalk og det lille bundt svovlstikker

dys dem alle, altre og den slags

dys gennem alle deres ormehuller

og alle deres skævvredne knastornamenter

dys dit desmerdyr, dys det én gang for alle

afdys det stille og roligt

mens det stadigvæk dysser fra dets krop

dys derefter (nybarberet) amanda, der venter dig på side 12

dys igen dinesen (afdysset) og sidst men ikke mindst:

dys dig selv!

Lisbeth Salander står ved min Havelåge

Lisbeth Salander står ved min havelåge

Jeg kan se hende i lyset fra gadelampen. 

Røgen fra hendes cigaret. 

Jeg har slukket lyset i stuen, 

håber hun ikke ser mig, 

men ved, hun kan lugte min frygt, 

min dårlige ånde, 

min skyldfølelse, 

gennem termoglas og nattefrost. 

Jeg nærer ingen naive håb. 

Jeg løj for min mor, 

og Lisbeth Salander ved det. 

Jeg stjal min mors penge og knuste hendes hjerte. 

Jeg kaldte hende navne og fik hende til at græde, 

og nu har jeg Lisbeth Salanders udelte opmærksomhed, 

som hun står ved min havelåge og ryger, 

tilsyneladende tålmodigt afventende, 

velorvervejet, 

ifølge planen.

Lisbeth Salander står ved min hoveddør, 

svagt skrævende i bikerboots. 

Hun ryger ikke mere, 

og det burde vel bekymre mig. 

Jeg står i den mørklagte stue i skjul bag yukapalme og messinglysestage, 

mens jeg stinker af skam og frygt. 

Lisbeth Salander kender navnet på 

den rødhårede pige, jeg mødte til skolefesten i niende klasse 

og ved hvad jeg gjorde med hende, 

mod hende; 

det jeg ville have og som jeg tog 

og hvad jeg efterfølgende undlod at gøre. 

Gennem mørket, 

på trods af yukapalme og messinglysestage, 

kan jeg mærke Lisbeth Salanders blik, 

som omvendt dagslysterapi.

Lisbeth Salander er i min opgang. 

Lydløst bevæger hun sig op ad trappen. 

Jeg ved det, 

kan mærke hende, 

lugte hende, 

og alligevel bliver jeg stående i den mørklagte stue, 

afventende, 

ifølge planen. 

De eneste lyde er urets hektiske tikken 

og min nabos regelmæssige hosteanfald. 

Lisbeth Salander er her på vegne af 

Susanne, Birgitte og Hanne 

og Tove og Anne 

og Lizzie og Kiss, 

foruden Agnete, Eliza og Grethe 

og Anne-Merete 

og Molly og Lis. 

Jeg husker dem alle. 

Deres skuffede blikke, 

lugten af deres angst, 

forvirring og sorg, 

og jeg hader dem for det, 

men jeg kan ikke længere høre deres gråd. 

Alt er stille. 

Jeg lukker mine øjne for mørket 

og sukker af lettelse, da det banker på min dør.

Nat I Oktober

Novelle

Det er ved at blive aften. Oktoberaften.

Himmelen var indtil for omkring en time siden blå, som på en dejlig sommerdag, men skyer er nu gledet ind foran solen og den blå himmel; skiffergrå, fosforiscerende skyer, der varsler andet end blot køligere vejr.

Skikkelsen, der sidder på kirkens trappe, ved godt, hvad de grå skyer betyder for de mennesker, der kigger på dem. Han ved det fordi han kender menneskene; han ved hvor skrøbelige de er. Det er derfor han elsker dem.

For den heldige, der lige nu sidder ved sit spisebord i sit trygge hus med adgang til lys og varme betyder skyerne på himmelen blot, at endnu en nat er på vej, en blæsende nat med lidt regn måske, men for ham, der sidder ved spisebordet omgivet af familiens glade stemmer og duften af mad, er det også alt, hvad disse skyer betyder.

jeg er ingen igen

selvom min fader tvivlede

og på trods af hans rynkede pande

blev jeg til noget

min mor bakkede da fint op

det er slet ikke det

og jeg blev også til noget

da jeg havde været noget

i nogle år

fik jeg ligesom blod på tanden

og det resulterede i

at jeg blev til nogen

opgraderede om man så kan sige fra noget til nogen

det hjalp også på økonomien

man tjener jo noget når man er nogen

og populær var jeg også

kom i avisen og på TV

de skal jo bruge nogen

så fandt ham den skaldede ud af noget

altså mellem os sagt grunden til at jeg blev til noget

og senere opgraderede til nogen

nu er jeg ingen igen

og det er godt det samme

Kære Brevkasse,

Jeg er en ung dame på 42, som lever sammen med min mand og vore børn og husdyr på et lille husmandssted i Kvalm. I snart toogtyve år har vi levet hér i ro og fred og uden utidig indblanding i vor dagligdag af fremmede eller andet udefrakommende. Selvfølgelig kommer vor nabo, Jan-Ejnar, af og til på besøg til en kop kaffe, og så plejer jeg gerne at bage en æbletærte eller nogle boller. Jan-Ejnar er så forfærdelig glad for sukatkager, især dem med kommen. Sidst jeg serverede et fad for ham, spiste han en seks-syv stykker, og dagen efter måtte min mand være ham behjælpelig, da han blev ramt af et frygteligt maveonde og måtte have sin dagsration brændevin bragt til nathuset, hvor han tilbragte den udslagne dag. Med andre ord: vi lever i fred og idyl. Det vil sige, det gør vi desværre ikke længere... Siden for omkring en fjorten dages tid siden har vi levet ikke blot i frygt for vor sjælefred, men i direkte frygt for vort liv. Det er disse unge lømler og deres knallerter, som jeg hentyder til. Jeg er sikker på, at De kender til problemet, som jeg ved ikke blot er et problem i Kvalm og nærmeste omegn. Det er en katastrofe. De drikker sig sanseløse i hjemmebrændt, ryger tobak og spiller negermusik på deres transistorer, mens de gør grusveje og gårdspladser usikre med deres udborede knallerter. Og dette endog midt om natten! Man kan snart ikke gå i gården for at forrette hvad man er nødt til efter mørkets frembrud uden at blive forulempet af unge mænd, som rager rundt i mørket halvt bevidstløse af druk. Forleden fandt jeg således én af lømlerne siddende i dyb søvn på vort das med benklæderne hængende om haserne og en tom bajersflaske i hånden. 

Hvad skal vi gøre?

                    Kærlig hilsen: 

                    Bente Larsen, Kvalm Overdrev

Tom

Jakke af læder,

tusser og kæder

ændrer ikke på det faktum,

at Tom er sengevæder

Om at have Ben

Ofte stod jeg ved en bro

tænkte: "Skal jeg gå over?

Af ben har jeg, trods alt, to

også selvom det ene sover.

Af denne årsag kan jeg gå

og det har længe kunnet.

Så hvorfor blir jeg ved at stå,

som om mine ben var bundet?"

Så skændte jeg, som Jeppe,

på disse mine ben.

Vidste godt, det hjælper næppe,

men jeg er en stridig een.

Og, Guds trods, de stadig står,

faste fod ved fod,

her har jeg stået mange år

som slog jeg i jorden rod. 

Og alt i mens jeg vegeterer,

folk løber rask forbi.

Det siges skal, jeg observerer,

at de fleste plumper i.

egedes paradoks

Kjeldsen Live In Odense

tango

i det lavloftede lokale

kun du og jeg

alene i mængden

i trængslen af mig selv

sidder jeg i hjørnet

tilbagetrukket og derfor i en enestående position

og betragter din nakke

du ser mig ikke

ved ikke af

at jeg er bag dig

og er ligeledes håbløst uvidende om

min opmærksomhed

skønt den omgiver dig

massiv og intens

som bandoneonens længselsfulde gråd

jeg har vaklet som død

pasodoble

gennem Buenos Aires' gader

slået næsen til blods på byens stenbro

rejst mig og drukket videre

og nu sidder jeg her

ikke mindre fattig end sidst

det er dit hår som det falder langs med din nakke

ned over og forbi dine nøgne skuldre

det er ideen

om dette hår

som det falder

bølgende og tykt

ned over og forbi dine nøgne skuldre

det er ideen

og dermed hele konceptet

i farver og med lyd

jeg har danset som død

pasodoble

gennem Buenos Aires' gader

drukket og digtet

sunget og elsket

og stadig sidder jeg her

som før og som altid

oh, bandoneone

denne tango

sælsomme længsel

det er dit hår

som dig

afgjort indefor rækkevidde

men derfor ikke mindre uopnåelig

det er dit hår

min ide om dit hår

og min ide alene

ikke engang du er her

til at dele ideen med mig

og skønt du er genstanden for min opmærksomhed

min længsel

og min fascination

oh, bandoneone, græd for mig

er du stadig uskyldsren uvidende

om min intense interesse

sætter mig uanstændigvis i dit sted

hvor må de føles bløde disse lokker

som de falder ned over og forbi dine nøgne skuldre

denne ide

som stadig er min og min alene

det er ikke sex og det er ikke længslen

efter din ungdom

det er ikke lyst og det er ikke sult

der er et bånd imellem din nakke

og mit ansigt

som var vi af samme slægt

og det kan gerne være

jeg har elsket som en død

pasodoble

i Buenos Aires' gader

og mødt kvinder hvis navne

jeg siger jeg har glemt

skønt jeg måske i virkeligheden

aldrig har kendt dem

og stadig sidder jeg her

til evig tid og aldrig mere

tangoen begraver ikke sine døde

Fredagsfactor

Fræk Frøkjær-klon fraterniserer frankofil filmmager

før Fanden får formiddagskaffe.

Formfuldendte frivole fraser flyder

fra frikadellens fuldskæg.

Fornøjet fniser føromtalte Frøkjær-klon.

Firser-fænomenet, Flora Fri,

forhenværende forfatter/frihedskæmper,

frontfigur for Falsk Folkeparti

(forventet flertal)

fremfører farverige fremtidsfantasier.

Fascinerende!

Fritstående forbereder frodige Frederik

fra Falseled

flere frikadeller.

Frank fra Flensborg friserer,

farligt fjantende,

fire funklende filmstjerner.

Fornemt!

Faktisk forrygende fantastisk!

Fem fagotspillende familiefædre fra Falster

fuldender festen, fygende fuga!

Flot finale.

Forøvrigt, fuck fjernsyn!

Fantasien frembringer federe frikadeller.

Man siger,

at Gud tog en lerklump

og af denne formede mennesket

i sit eget billede.

Jeg er ham personligt taknemmelig

for dette valg.

Nu kan man med rette

stille spørgsmålstegn ved det kreative

i Hans valg af model.

Så vidt vides

var Han alene

og havde derfor ingen alternativer.

Han kunne naturligvis have

taget udgangspunkt i sin fantasi,

men enhver der blot har beskæftiget sig

overfladisk med abstrakt tænkning ved,

at fantasien tager udgangspunkt i virkeligheden,

og Guds virkelighed

var på dette tidspunkt stærkt begrænset.

I en verden hvor alt er muligt findes intet.

Eksistens er i sig selv en abstrakt idé,

da alt stadig blot er muligt.

I denne verden tog Han en lerklump,

formede den i sit eget billede og åndede på den.

Det var Hans valg.

Han kunne have undladt at handle.

Han kunne have set ud over verden

og fundet at alt var godt

og have ladet det være ved dette,

men Han traf et andet valg.

Med dette valg

beseglede han sit skaberværks skæbne.

Vi mener at vide,

at skabelsen af det første menneske

var afslutningen af Hans skaberværk,

at Han derefter ikke skabte mere.

Denne viden, korrekt eller ikke,

besegler vores egen skæbne,

definerer om vi vil det eller ej vor eksistens.