tango

i det lavloftede lokale

kun du og jeg

alene i mængden

i trængslen af mig selv

sidder jeg i hjørnet

tilbagetrukket og derfor i en enestående position

og betragter din nakke

du ser mig ikke

ved ikke af

at jeg er bag dig

og er ligeledes håbløst uvidende om

min opmærksomhed

skønt den omgiver dig

massiv og intens

som bandoneonens længselsfulde gråd

jeg har vaklet som død

pasodoble

gennem Buenos Aires' gader

slået næsen til blods på byens stenbro

rejst mig og drukket videre

og nu sidder jeg her

ikke mindre fattig end sidst

det er dit hår som det falder langs med din nakke

ned over og forbi dine nøgne skuldre

det er ideen

om dette hår

som det falder

bølgende og tykt

ned over og forbi dine nøgne skuldre

det er ideen

og dermed hele konceptet

i farver og med lyd

jeg har danset som død

pasodoble

gennem Buenos Aires' gader

drukket og digtet

sunget og elsket

og stadig sidder jeg her

som før og som altid

oh, bandoneone

denne tango

sælsomme længsel

det er dit hår

som dig

afgjort indefor rækkevidde

men derfor ikke mindre uopnåelig

det er dit hår

min ide om dit hår

og min ide alene

ikke engang du er her

til at dele ideen med mig

og skønt du er genstanden for min opmærksomhed

min længsel

og min fascination

oh, bandoneone, græd for mig

er du stadig uskyldsren uvidende

om min intense interesse

sætter mig uanstændigvis i dit sted

hvor må de føles bløde disse lokker

som de falder ned over og forbi dine nøgne skuldre

denne ide

som stadig er min og min alene

det er ikke sex og det er ikke længslen

efter din ungdom

det er ikke lyst og det er ikke sult

der er et bånd imellem din nakke

og mit ansigt

som var vi af samme slægt

og det kan gerne være

jeg har elsket som en død

pasodoble

i Buenos Aires' gader

og mødt kvinder hvis navne

jeg siger jeg har glemt

skønt jeg måske i virkeligheden

aldrig har kendt dem

og stadig sidder jeg her

til evig tid og aldrig mere

tangoen begraver ikke sine døde