Man siger,
at Gud tog en lerklump
og af denne formede mennesket
i sit eget billede.
Jeg er ham personligt taknemmelig
for dette valg.
Nu kan man med rette
stille spørgsmålstegn ved det kreative
i Hans valg af model.
Så vidt vides
var Han alene
og havde derfor ingen alternativer.
Han kunne naturligvis have
taget udgangspunkt i sin fantasi,
men enhver der blot har beskæftiget sig
overfladisk med abstrakt tænkning ved,
at fantasien tager udgangspunkt i virkeligheden,
og Guds virkelighed
var på dette tidspunkt stærkt begrænset.
I en verden hvor alt er muligt findes intet.
Eksistens er i sig selv en abstrakt idé,
da alt stadig blot er muligt.
I denne verden tog Han en lerklump,
formede den i sit eget billede og åndede på den.
Det var Hans valg.
Han kunne have undladt at handle.
Han kunne have set ud over verden
og fundet at alt var godt
og have ladet det være ved dette,
men Han traf et andet valg.
Med dette valg
beseglede han sit skaberværks skæbne.
Vi mener at vide,
at skabelsen af det første menneske
var afslutningen af Hans skaberværk,
at Han derefter ikke skabte mere.
Denne viden, korrekt eller ikke,
besegler vores egen skæbne,
definerer om vi vil det eller ej vor eksistens.
