Digter og tosse

Egentlig er det til grin

at skrive digte, altså.

På mange måder er det jo

ren og skær spild af tid,

jævn misbrug af ressourcer

at sidde og skrive digte.

Sidde hér, midt om natten,

bøjet ind over bordet

med krum ryg og skrive.

Hvad ligner dét?

Det er jo i grunden fuldkommen åndssvagt,

himmelråbende galimattias,

kort sagt: til grin.

Men hvordan kan det da være,

at jeg, som jeg sidder hér,

er i en tilstand af lykke?

Hvordan kan det være,

at jeg, som jeg digter,

spilder min tid og er til grin,

lever mere intenst

end ellers?

Er jeg, teknisk set, en tosse?

Men det er godt

at forsvinde i sprog,

lade det ene ord tage det andet

i fortsatte geledder,

side op og side ned.

Helt ind i sindets dybeste kamre 

kan det mærkes,

når altså det er det man ønsker,

når det lige eksakt

er dén brønd, man fisker i,

for det kan da også til sin tid

være tilfredsstillende og jævnt morsomt

blot at lade ordene kildre overfladen,

umærkeligt kærtegne fimrehårene,

ligesom det i små doser,

når det synes at passe ind i konteksten,

også kan være lækkert

bare at sætte et enkelt ord ind

som en tåfiser fra midtbanen

direkte ind i trekanten over keeperens skulder

som f.eks. analsex eller tis

eller andet fra nederste skuffe.

Men okay, vi har fastslået,

at digteren er en tosse,

sådan lidt tilbage i udviklingen

med hans ord og hans grammatik.

Men han er det jo på den fede måde,

for det er jo kunst, han arbejder med.

På trods af denne

socialt og kulturelt accepterede kendsgerning

ryster jeg på hovedet igen og igen,

af mig selv, skal siges

- jeg er ikke skadefro,

undrer mig over det absurde,

jeg er i gang med i dette nu,

sidder hér og skriver

- hvad skal det til for?

Okay, det er jo bare zen:

at hengive sig 100 %

til absolut idioti.

Det er jo såre mærkværdigt

med vi mennesker,

som f.eks. nu,

hvor jeg sidder krampagtigt og skriver,

stålsat besluttet, determineret

til at svine papiret til

med blå filtpen,

samtidig med at jeg ryster på hovedet

over min egen idioti,

det groteske spild af tid

situationen umiddelbart udgør.

Jeg kunne lige så godt

bare tænke højt,

sidde og snakke med mig selv

- det er jo ikke strengt nødvendigt

at notere disse tanker;

jeg er jo ikke på nogen måde tvunget

til dét hér.

Men jeg har prøvet

at snakke med mig selv i stedet

- det er en hel anden praksis.

Så er der jo pludseligt

tale om dialog

og ikke den enetale,

den maniske monolog

som det at digte er.

Ekstasen opnås sluttelig

i meditativ maraton

1.30 torsdag morgen

og pennen lægges

glødende varm, udslidt med flosset spids

og siderne lægges bort

sammen med den hemmelige identitet:

digter og tosse.

Normal adfærd påkrævet.