lukketid

spredte borde, trægulv, stearin
foroverbøjet, lyttende, iagttagende
drikkende, halvsovende, hjemlængsel

farvel allesammen
det er lukketid
i gav mig intet og dog fik jeg alt
tillykke mig selv og hurtig væk

dansende, vuggende, krop mod krop
tunge ben, slappe lemmer, alkohol
håret i uorden, tøjet noget rod,
tunge ben, ned at sidde

farvel allesammen
det er lukketid
det var så det
men tak for i aften trods alt

talende, mumlende, savlende, snorkende
ørerne stoppet af kabinetternes brusen
disko, fandango, tango, bossa, Tommy og Annika
råbende, skrigende hæst, læber mod øren
fatter ikke
forstår ikke
vil ikke
kan ikke
træthed, resignation, hjemlængsel, Buddha!

farvel allesammen
det er lukketid
venner og romere lad os gå
måske har de åbent henne om hjørnet
måske er der latter og sang

påklædning, udklædning, sidste dråbe på tungen
op at stå, tunge ben, hjerteflimmer, alkohol

i morgen?
åh, hold kæft!
 

hjernebyrd

Som en middelalderlig fange
er jeg tvunget til at bære jern,
ikke om mine ankler og håndled
eller om min hals,
hverken i form
af deciderede lænker
eller i form af rustning
eller helt tredje fysisk stafage.

Nej,
det er dybt i mit hjerte,
at årtusinders jern
er koncentreret i et svimlende punkt,
hvor ingen flamme,
intet lys er at finde,
uden kulden
og det absolutte øde,
det mest koncentrerede intet,
det allermindste af mindst eksisterende.

Dér findes jernet,
det gløder koldt og det er til,
og jeg føler det brænde dybt derinde
og bærer denne byrde, hvor jeg går
med en lethed som intet andet.

 

lunteand

min lille lunteand
hvor er du nu?
du, der så trofast fulgte mig
gennem barndommen
en snottet knægt med fedtet hår og træsko
og lunteand i snor
lunteand
jeg har brug for din nærvær
nu hvor salæret skal udbetales
og jeg skal stå skoleret for kommissionen

 

flæsk og rødgrød

en gummialmanak fortæller mig sandheden

mens jeg bladrer i de nuprede neoprensider

farven er slidt og skriften næsten ulæselig

men jeg ved det er sandheden

mest fordi jeg kender ordlyden

jeg har læst den eks-ekvilibristisk mange gange

den runger for mine øren når jeg synder

med sit budskab om flæsk og rødgrød

og dens uforbeholdne løfter om tungekys og avlsberettiget befrugtning

  

Blålys

Jeg bliver bange,

når jeg møder de andres blik.




Jeg er skræmt af dette lys,

der hviler i deres unge øjne.

Dette blålys,

der gløder i deres øjne,

når de møder mine.




Forsøger de at blænde mig

med deres øjnes lys,

disse mindrebemidlede bønder,

der vover at møde mit blik?

Da skal jeg FG gi dem blålys! -

Så blåt som bjergene

i mit fædreland,

så blåt som månens skær

i den stille skovklædte sø,

så blåt som lyset fra Ezer-strålerne,

når de gennemborer atomets struktur

og sønderlemmer al organisk materiale.




Og min angst for deres blålys forsvinder,

da jeg aner en udvej

og sætter dem et spejl for øjnene, -

disse unge øjne,

at de kan se sig selv med samt deres blålys.

Tilbage i dit fjæs, morfar!




Således vil jeg fortsat vandre gennem

deres myldrende masse

på vej mod endnu et af mine mål

- jeg ved at deres blålys

kan være farligt,

men jeg gir dem blålys igen, -

til deres ansigt

når de ser sig selv i øjnene

i mine potter og pander

mine tallerkener og serveringsfade

- dette livgivende spejl.

glade dage i getthoen

ballademagerstræde genlyder

i dagens anledning

af fysisk funk fra kvistlejligheden

karnappen på etagen under er udsmykket

med afhuggede hønsehoveder på snor

fra altanerne hænger de døde

opsprættede stinkende

og fyldt med glade farver




de mange glasskår

på fortovet og i rendestenene

glimter som juveler i lyset

fra de blå blink




og flammerne springer

fra tag til tag

i dagens anledning




futuristisk funk ned langs med brogade

og ind og ud foran banegården

og ind imellem

om bag og rundt om

de parkerede brændende bilvrag

og det forladte gangstativ ved springvandet