Selvsamtale

Jeg elsker at tale med mig selv.

Jeg har sådan en beroligende stemme,

jeg taler aldrig hurtigere end jeg kan følge med til,

og jeg bruger aldrig vanskelige ord som er svære at forstå.


Jeg elsker at tale med mig selv.

Især fordi der meget sjældent opstår pinlig tavshed.

Der er masser af lange pauser,

og det gør slet ikke noget,

for der er jo ingen grund til at vrøvle løs konstant,

men det bliver aldrig akavet.

Jeg er god til at lytte,

nikker på de rigtige steder

og smiler venligt.

Det er altid rart at tale med en som smiler venligt.


Jeg elsker at tale med mig selv.

Jeg bliver ikke afbrudt,

jeg misforstår ikke,

jeg stiller ikke dumme spørgsmål eller betvivler mine motiver.

Tvært imod ved jeg,

at jeg forstår hvad jeg siger,

og at jeg ofte faktisk allerede selv har tænkt det samme

og derfor hverken har brug for overflødige forklaringer

eller klodsede uddybninger.


Jeg elsker at tale med mig selv,

fordi jeg allerede kender sandheden

og derfor ikke behøver hverken at protestere eller blive fornærmet

over mine løgne og mine bortforklaringer.

Jeg ved jo, hvad der skete i virkeligheden

og kan være overbærende,

og det er ærligt talt rart

at kunne få lov at lyve uden at det har konsekvenser,

bare en gang imellem.


Jeg elsker at tale med mig selv,

også fordi mine hyppige komplimenter bliver modtaget med taknemmelighed,

ja, nærmest respekt,

også selvom de af og til er lidt overdrevne,

skønt velmente, naturligvis.

Det er rart at kunne give komplimenter,

uden at modtageren bliver mistænksom og tænker

hvad er han ude på.

Jeg ved jo godt,

hvad jeg er ude på,

og har forlængst lært at afvise mig selv

uden at føle mig krænket.


Jeg elsker at tale med mig selv,

men gør det kun når jeg er alene.

Jeg har altid været bedst til konversationer i mindre selskaber,

og selskabet kan dårligt blive mindre end når der kun er mig.

Og så laver jeg en virkelig god kaffe,

og bliver ikke generet af tobaksrøg.


Jeg elsker at tale med mig selv.