Faldet

Før alt det andet hændte,

som jeg muligvis vil berette om senere,

snublede jeg på fortovet.




Jeg var vanvittigt beruset,

det havde regnet hele dagen,

og slidbanerne på mine støvler var glatte som et køkkengulv.




Der var uden tvivl også andre årsager.



I det hele taget må dette uheld have været konsekvensen

af et helt komplex af omstændigheder og vilkår

i hvilket de nævnte kun indgik som de for mig mest åbenbare

og derfor er dem jeg husker.



Men det ændrer ikke på det faktum,

at min snublen var umiddelbart uheldig,

især fordi jeg ikke var alene på fortovet

og dermed, ved min akavede tilstedeværelse

og min ufrivilligt akrobatiske optræden,

stillede andre fodgængere i det ubehagelige dilemma,

som enhver tilskuer til et uheld uvægerligt vil befinde sig i.



Det kom derfor heller ikke som en overraskelse,

at ingen kom mig til undsætning.



Ikke fordi denne mangel på opmærksomhed

og almindelig dannelse

på nogen måde berørte mig;

jeg havde, som man velsagtens kan forstå,

andre ting at beskæftige mig med,

idet mit ansigt var i stort set frit fald

med retning mod fortovets kantsten.



Det ville ikke være i overensstemmelse med sandheden

eller i det hele taget fremmende for denne beretnings troværdighed

at påstå, at mit liv ligefrem passerede revy,

men det er sandt,

at mine tanker kortvarigt gik til den bærepose med fem uåbnede pilsnerøl

som jeg på tidspunktet bar i min ene hånd.



Mine tankers orientering nåede dog ikke at ændre sig,

før faldet nåede sit klimaks.



Når jeg i denne forbindelse anvender ordet kortvarigt om denne tanke,

er det altså helt bevidst;

som nævnt var den faste grund,

for at være helt præcis det føromtalte fortov,

forsvundet under mine fødder,

og mit ansigt

var i stort set frit fald.


Jeg vidste,

at i løbet af ganske kort tid,

ja, indenfor få sekunder,

ville min krop igen blive forenet med den faste grund,

og jeg vidste samtidigt,

at bæreposen med de fem uåbnede pilsnerøl

efter al sandsynlighed at dømme

ville lide samme skæbne.



Så det, at min bekymring for bæreposen og især dens indhold

var kortvarig,

er af betydning,

da denne tankes varighed står i perfekt forhold

til hele forløbets samlede varighed, -

fra det øjeblik,

jeg mærkede fortovet forsvinde under mine støvlers slidbaner

til det øjeblik

mit ansigts frie fald blev stoppet af samme fortov.



Det sidste sanseindtryk,

som blev opfattet af min bevidsthed

var således, foruden smerten i mit ansigt,

den velkendte og derfor dybt forstemmende lyd

af fyldte ølflasker,

der smadres mod et fortov.



Men før denne sansning,

mens mit ansigt

stadig var på vej gennem luften,

under min kortvarige bekymring angående bæreposen og dens indhold,

blev min bevidsthed ført vidt omkring.



Jeg skal ikke påstå,

at bevidstheden som sådan forlod min krop,

skønt det meget vel kan være sandt,

men tiden blev ligesom standset,

mens min krop hang frit i luften,

i bevægelse mod fortov og kansten.

Og mens tiden var standset

drev min bevidsthed på togt gennem mange verdener

og besøgte steder som den ikke siden har set,

gjorde ting som jeg aldrig før eller siden har tilladt den at gøre.



Min bevidsthed konverserede Ghandi og drak te med Buddha,

flettede tæer med den Lille Havfrue

og voldtog Skipper Skræk.

Den dræbte fem spædbørn i Bangkok med koldt blod

og skændede deres mødre med varme omslag.

Den satte ild til en Bibel og pissede på en børnebog.

Den elskede titusinde skønne kvinder i Paris

og skrev femtenhundrede dårlige digte i Berlin.

Den græd et ocean af længselstårer

og hylede mod Månen på et slidt og krøllet postkort.

Den fik Anders And tvangsindlagt og bæltefikseret,

og lå på lur med lange objektiver for at tage afslørende billeder af Kristus,

og bagefter sælge dem til Judas for en bakke æg.



Min bevidsthed kom, som sagt, vidt omkring

i dette korte spænd af øjeblikke.



Det var umiddelbart uheldigt, -

sådan et fortovsfald kan være fatalt

for pilsnerøl såvel som fodgænger,

men ikke desdo mindre

giver begivenheden mig nu,

mange år senere,

længe efter alt det andet hændte, -

som jeg muligvis vil berette om senere, -

inspiration til langvarige tanker,

og når tiden og historien således lukker sig omkring sig selv

og de blødende sår i mit ansigt forlængst er helede

ved jeg at forholdet mellem fortov, støvlesåler og pilsnerøl,

ansigt og kantsten,

bevidsthed og tidsforløb,

ikke var betydningsløst;

at samtalen med Ghandi

og min bevidstheds kortvarige affære

med en københavnsk bronzeskulptur

på ingen måde var forgæves.




Og det giver mig håb.