tirsdag den 15. marts 2011

Dagens Analyse



Det kan blive småt for enhver.

Kaster vi os ud i en analyse af dette gamle, hæderkronede proverbum, møder vi først et 'det', der som bekendt er et bestemt stedord betegnende noget ganske særligt og intet andet end netop dette.

Det næste vi møder er ordstillingen 'kan blive', der beskriver en potentiel ændring af den givne tilstand. Var der tale om uændrede forhold ville man erstatte 'kan blive' med 'kan være' eller 'forbliver'. Dette vender vi tilbage til.

Vi er nu blevet så kloge, at vi kan sige, at det mystiske 'det' står i stedet for en tilstand, som det er muligt at ændre. Valget af 'kan' i stedet for eksempelvis 'vil' viser os samtidigt, at ændringen af tilstanden er eventuel, ikke given. Der rejser sig et naturligt spørgsmål: Vil ændringen ske ved en handling eller vil ændringen ske netop på grund af manglende handling? Under alle omstændigheder må vi gå ud fra, at ændringen er årsagsbestemt. Dette udvider vor forståelse af vort 'det' ved at antyde, 'det' er i stand til at ændre sig. Vort 'det' er altså ikke en stationær størrelse.

Næste ord kaster lys over præcis hvilken ændring vort 'det' muligvis vil blive udsat for, nemlig en markant negativ vækst.

Vi står nu med udsagnet: 'Det kan blive småt', som er fuldt forståeligt, selvom vi stadig ikke ved, hvad der er tale om. Det ligger op til refleksion. Der er dælme mange ting som kan blive små.

Tilføjelsen 'for enhver', er et klimaks. Pludselig gøres udsagnet relevant, ja, personligt, idet vi nu selv kommer på bane. Vi tillægges med ét ansvar og forpligtelser og det bliver tvingende nødvendigt for os, at vide hvad vort 'det' står i stedet for. Da vi står i den ulykkelige situation, at udsagnet nu er komplet og i analytisk forstand uden forankring, må vi ty til vore egne referencerammer og begive os ud i spekulationer, især fordi udsagnet har mistænkelig lighed med en konkret advarsel.

Hvis ikke vort 'det's negative vækst er uhensigtsmæssigt, hvorfor så overhovedet gøre opmærksom på det?

For at forhindre den truende negative vækst bliver vi derfor nødt til at vende tilbage til dens årsag. Uanset hvor meget vi reflekterer over denne årsag vil vi kun kunne nå til den konklusion at den negative vækst er forårsaget af 1) en handling eller 2) manglende handling.

Dette er et uløseligt dilemma.



Præstation - en lydcollage

DYS !



dys mig der og dys mig her
dys mig alle vegne
dys mig under dys mig over dys mig igennem
og dys mig til ro
diagnosen til trods
dysser jeg disdus med dinesen
mens den dyssende debbedidum
misformes af kvarterets bisser
dyster dunkende diskobas fra dytten
dys min rose dys mit kvæg dys også du, min hjord
dionysos dys deorama
dys de domino de arde de dys
dys mig alle vegne
dys mig under huden, skat, det kildrer så godt
dys ikke under min stol
for da dysser du forgæves 
dys heller ikke pludseligt i mit øre
jeg får et svimlende chok - DYS! - hver gang
dys mig hellere i hjemmesko og badekåbe
dys med vinflaske og dys med glas
distanceret, velafbalanceret, harmoni hysterikum house
dys min mambo, sambo, dys mig mer
dys din familie og lad os være dys
(hvad ville dy sige til at være dys?)
dys mig op og ned ad ryggen ligesom du plejer
hold dig endelig ikke tilbage med dine tentakler
dys mig i skridtet (hvor det også kildrer)
dyssende hvisken i højre øre kælent, dys
dys da dutten, ditte, dab da duddidut, emma
dys da nederlandene og deres frihandlen
dys diskotekerne og stripbarene
dys diagnosen og dys dødeligheden
dys dinesen (før ukendt) der hermed er afdysset
afdysset ligeledes de førnævnte undulater i vindueskarmen
og amensaxofonen, der ligger glimtende på altret
næst ved den majestætiske kalk og det lille bundt svovlstikker
dys dem alle, altre og den slags
dys gennem alle deres ormehuller
og alle deres skævvredne knastornamenter
dys dit desmerdyr, dys det én gang for alle
afdys det stille og roligt
mens det stadigvæk dysser fra dets krop
dys derefter (nybarberet) amanda, der venter dig på side 12
dys igen dinesen (afdysset) og sidst men ikke mindst:
dys dig selv!



Lisbeth Salander står ved min Havelåge



Lisbeth Salander står ved min havelåge
Jeg kan se hende i lyset fra gadelampen. 
Røgen fra hendes cigaret. 
Jeg har slukket lyset i stuen, 
håber hun ikke ser mig, 
men ved, hun kan lugte min frygt, 
min dårlige ånde, 
min skyldfølelse, 
gennem termoglas og nattefrost. 
Jeg nærer ingen naive håb. 
Jeg løj for min mor, 
og Lisbeth Salander ved det. 
Jeg stjal min mors penge og knuste hendes hjerte. 
Jeg kaldte hende navne og fik hende til at græde, 
og nu har jeg Lisbeth Salanders udelte opmærksomhed, 
som hun står ved min havelåge og ryger, 
tilsyneladende tålmodigt afventende, 
velorvervejet, 
ifølge planen.

Lisbeth Salander står ved min hoveddør, 
svagt skrævende i bikerboots. 
Hun ryger ikke mere, 
og det burde vel bekymre mig. 
Jeg står i den mørklagte stue i skjul bag yukapalme og messinglysestage, 
mens jeg stinker af skam og frygt. 
Lisbeth Salander kender navnet på 
den rødhårede pige, jeg mødte til skolefesten i niende klasse 
og ved hvad jeg gjorde med hende, 
mod hende; 
det jeg ville have og som jeg tog 
og hvad jeg efterfølgende undlod at gøre. 
Gennem mørket, 
på trods af yukapalme og messinglysestage, 
kan jeg mærke Lisbeth Salanders blik, 
som omvendt dagslysterapi.

Lisbeth Salander er i min opgang. 
Lydløst bevæger hun sig op ad trappen. 
Jeg ved det, 
kan mærke hende, 
lugte hende, 
og alligevel bliver jeg stående i den mørklagte stue, 
afventende, 
ifølge planen. 
De eneste lyde er urets hektiske tikken 
og min nabos regelmæssige hosteanfald. 
Lisbeth Salander er her på vegne af 
Susanne, Birgitte og Hanne 
og Tove og Anne 
og Lizzie og Kiss, 
foruden Agnete, Eliza og Grethe 
og Anne-Merete 
og Molly og Lis. 
Jeg husker dem alle. 
Deres skuffede blikke, 
lugten af deres angst, 
forvirring og sorg, 
og jeg hader dem for det, 
men jeg kan ikke længere høre deres gråd. 
Alt er stille. 
Jeg lukker mine øjne for mørket 
og sukker af lettelse, da det banker på min dør.