Lisbeth Salander står ved min Havelåge

Lisbeth Salander står ved min havelåge

Jeg kan se hende i lyset fra gadelampen. 

Røgen fra hendes cigaret. 

Jeg har slukket lyset i stuen, 

håber hun ikke ser mig, 

men ved, hun kan lugte min frygt, 

min dårlige ånde, 

min skyldfølelse, 

gennem termoglas og nattefrost. 

Jeg nærer ingen naive håb. 

Jeg løj for min mor, 

og Lisbeth Salander ved det. 

Jeg stjal min mors penge og knuste hendes hjerte. 

Jeg kaldte hende navne og fik hende til at græde, 

og nu har jeg Lisbeth Salanders udelte opmærksomhed, 

som hun står ved min havelåge og ryger, 

tilsyneladende tålmodigt afventende, 

velorvervejet, 

ifølge planen.

Lisbeth Salander står ved min hoveddør, 

svagt skrævende i bikerboots. 

Hun ryger ikke mere, 

og det burde vel bekymre mig. 

Jeg står i den mørklagte stue i skjul bag yukapalme og messinglysestage, 

mens jeg stinker af skam og frygt. 

Lisbeth Salander kender navnet på 

den rødhårede pige, jeg mødte til skolefesten i niende klasse 

og ved hvad jeg gjorde med hende, 

mod hende; 

det jeg ville have og som jeg tog 

og hvad jeg efterfølgende undlod at gøre. 

Gennem mørket, 

på trods af yukapalme og messinglysestage, 

kan jeg mærke Lisbeth Salanders blik, 

som omvendt dagslysterapi.

Lisbeth Salander er i min opgang. 

Lydløst bevæger hun sig op ad trappen. 

Jeg ved det, 

kan mærke hende, 

lugte hende, 

og alligevel bliver jeg stående i den mørklagte stue, 

afventende, 

ifølge planen. 

De eneste lyde er urets hektiske tikken 

og min nabos regelmæssige hosteanfald. 

Lisbeth Salander er her på vegne af 

Susanne, Birgitte og Hanne 

og Tove og Anne 

og Lizzie og Kiss, 

foruden Agnete, Eliza og Grethe 

og Anne-Merete 

og Molly og Lis. 

Jeg husker dem alle. 

Deres skuffede blikke, 

lugten af deres angst, 

forvirring og sorg, 

og jeg hader dem for det, 

men jeg kan ikke længere høre deres gråd. 

Alt er stille. 

Jeg lukker mine øjne for mørket 

og sukker af lettelse, da det banker på min dør.