Nat I Oktober

Novelle

Det er ved at blive aften. Oktoberaften.

Himmelen var indtil for omkring en time siden blå, som på en dejlig sommerdag, men skyer er nu gledet ind foran solen og den blå himmel; skiffergrå, fosforiscerende skyer, der varsler andet end blot køligere vejr.

Skikkelsen, der sidder på kirkens trappe, ved godt, hvad de grå skyer betyder for de mennesker, der kigger på dem. Han ved det fordi han kender menneskene; han ved hvor skrøbelige de er. Det er derfor han elsker dem.

For den heldige, der lige nu sidder ved sit spisebord i sit trygge hus med adgang til lys og varme betyder skyerne på himmelen blot, at endnu en nat er på vej, en blæsende nat med lidt regn måske, men for ham, der sidder ved spisebordet omgivet af familiens glade stemmer og duften af mad, er det også alt, hvad disse skyer betyder.

Skikkelsen, der nu rejser sig fra kirkens trappe, ved, at der er andre, mindre heldige for hvem skyerne på himmelen har større betydning. Han ved, at der er mennesker omkring ham, i dette land, i denne by, hvis blikke dvæler længere ved skyerne end blikket hos manden ved spisebordet i det lyse, varme hus. Denne mand har måske et godt arbejde, god indtjening, kommer fra en god familie, har taget en god uddannelse, hans børn går på byens bedste skoler, hans kvinde er klædt i silke og guld. Denne mand har betydning, måske endda magt. Han er heldig.

Skikkelsen, der står foran kirken, har ingen interesse i denne mand. Mandens magt og held er ham ubetydelig.

Der er arbejde at gøre.

Han kigger op på den gamle kirkes tårn, som det aftegner sig, kantet og hårdt mod det tiltagende mørke på himmelen. Men han har ingen øjne, og det han ser er hverken kirkens gamle sten eller himmelens skyer. Han ser kun den gerning, som mænd har gjort, da de rejste sten på sten for at bygge et hus til deres skabers ære. Som han står der kunne man godt tro, at han lyttede, men han har ingen øren, og det han hører er ikke vindens susen eller lydene af byens trafik.

I byen bor menneskene; de lever, sover, elsker, græder, ler og arbejder omkring ham, som de altid har gjort. Det er som om disse samfund, menneskene har udvirket og opbygget af bjergenes sten og skovens træer er velsmurte og velfungerende maskiner, der uden operatør, uden brug for vedligeholdelse eller eftersyn bare virker videre, til tider langsommelige og træge, som sad noget fast i hjulene, til andre tider hastige og næsten ustyrlige. Men altid videre. Videre.

Denne vedholdenhed har han altid beundret. Denne evne menneskene har, der får dem til, uanset modgang og forhindringer, konflikt og strid, vinter og regn, altid at haste fremad, fremad; så og høste, bryde ned og bygge op, som flittige myrer i skovens bund eller bierne i bondens stager, skønt menneskene ikke er tvunget af naturens bånd, som insekterne. Denne lyst, denne drift, der driver menneskene mod nye erobringer, nye opfindelser, får dem til at tænke og studere, denne naive tro på deres egen betydning, som enkeltpersoner og i fællesskab, deres kærlighed til store gerninger og magt; det er dette, der gør, at han elsker dem. Dette at de, skønt de ved, at deres dage på jorden er afmålte, stræber og kæmper videre. Det er deres skønhed.

Han kender menneskene.

Skulle nogen se ham, så ville de straks vide, hvem han var; det har altid været sådan. Nogle flygter i frygt, når de ser ham og deres sind vil hurtigt slette synet fra deres hukommelse; andre hilser på ham, som man hilser på en gammel ven eller et fjernt familiemedlem, oftest med et næppe synligt nik, som han altid gengælder. Men de fleste vender blot ansigterne bort og fortsætter deres gerning. Det er som om synet af hans figur ikke fæstner sig hos dem, som om de ikke kan forstå og derfor ikke se.

Han kender menneskene og de ham.

Lige så længe, der har været mennesker til i denne verden, ja, og før, har han vandret på jorden. Og han har endnu mange mil at gå.

Han sukker, og samler sit redskab op fra det sted, hvor han lod det ligge på kirketrappens nederste trin. Han føler intet, og det er ikke kulde han mærker i sine knoglefingre, da de knyttes om leens frønnede skæfte.

Der er arbejde at gøre.

II

Han er ikke usynlig, som man måske ville tænke sig, nu han står frit foran byens gamle kirke. Vist har han evnen til at gøre sig usynlig for mennesker og dyr, men han anvender den sjældent. Ja, han husker dårligt, hvornår han sidst benyttede sig af den. Det er ikke nødvendigt. Ingen magt i denne verden vil kunne forhindre ham i at gøre, hvad han gør og altid har gjort. Han kender ingen frygt. Så hvorfor skulle han besvære sig.

For længe siden, da han endnu ikke kendte menneskene, før Skaberen satte dem i verden, var der en tid, hvor han troede sig mægtig og større end noget andet. Mægtig nok til at anvende alle de evner, der hører med embedet. Han fløj over skovene, gennem bjergenes slugter. Han skød hurtigere end en laks gennem verdenshavene, op ad floder og rundt i søernes stille vand. Han dansede i ilden. Usynligt vandrede han omkring på stepperne mellem de store flokke af dyr, uset og smilende. Han tog dyrenes skikkelse, når han ville, og færdedes blandt dem som een af dem. Der var også dage, hvor han lod svovl regne fra himmelen, antændte skove med et åndedræt, lod kæmpebølger rejse sig fra havet og skylle træer og dyr bort, slængede sin kappe over dybderne og bandt jorden i frost. Der var dage, hvor han søgte tilflugt og adspredelse i at antage groteske og frygtelige skikkelser af ild og mørke kun for at skræmme og indgyde angst.

Men ikke så ofte mere.

Når han nu husker tilbage på den tid undslipper et lattermildt fnys hans næsehuller. Så naivt og så arrogant. At han dengang var i besiddelse af de samme egenskaber, som han senere skulle komme til at elske ved menneskene, gør kun kærligheden til dem større.

Han har intet hjerte, men havde han ville det banke for dem.

Leen ligger over hans skulder, som han vandrer gennem byens gader.

De levende flytter sig for ham, men skænker ham ikke yderligere opmærksomhed; det er som om de ikke ser, som om de vælger at ignorere denne skikkelse, der dog skiller sig ud med sin størrelse og sine klæder. Måske er der i dem indbygget en genkendelse af ham, måske virker i dem en medfødt accept af hans nærvær og tilstedeværelse imellem dem. Kun få reagerer med råb eller fagter, og disse bliver af andre mødt med forstående blikke og berøringer. Kun meget sjældent henvender de levende sig til ham og når det sker er det oftest børn eller meget gamle mennesker. Børnene synes ikke at have samme frygt for ham som de voksne eller måske er deres videbegær blot stærkere end deres angst; hvad det end skyldes, sker det, at et barn trækker ham i kappen og henvender sig til ham, spørger, hvem han er og hvad han bestiller.

Men han har ingen tunge og det er ikke med ord, han forklarer sit ærinde.

De gamle møder ham ofte med smil og til tider med stor venlighed; de byder ham indenfor i deres hjem, sætter ham til bords. For nogle er det ikke første gang, de møder ham, andre har længe ventet hans besøg, andre igen har forgæves kaldt på ham i mange nætter og dage.

Møder han fra tid til andet en levende, der afkræver ham samtale, så sætter han sig hos dette menneske og lytter til spørgsmålene. Det er gerne det samme, man vil kende og høre om. Om Dødsriget. Om hvad der venter de levende efter livet. Menneskene tænker og føler og taler sammen, ustandseligt og vedholdende. De danner skoler i tænkning, tyder drømme, stiller spørgsmål og søger at besvare dem, ikke kun hos hinanden men også i de billeder, de så gerne gør af Skaberen og de mange usynlige væsener, menneskene har befolket verden med. De fortæller historier, sår og dyrker løgn og sandhed i samme bed, uden selv at kende forskel. Det er begribeligt, at de i deres sidste stund ønsker svar.

Og hver gang må han skuffe. Føler han nogensinde pine ved noget, så er det i disse øjeblikke. Et levende menneske har opbygget det fornødne mod til at afkræve ham de mange svar, der har plaget mennesket gennem hele dets liv, og så er der kun det ene, han kan svare.

Om de levende i glimtet fra leens skarpe æg, før den afslutter deres virke på jorden, finder de svar, de søger, ja, hvordan skulle han kunne vide det?

Der er også de levende, der ikke ønsker svar, blot ønsker at lette deres samvittighed en sidste gang, inden de skal bort. Havde han hjerte ville han vide, hvor dette behov har hjemme. Således har han lyttet til mange betroelser, tilståelser og indrømmelser, siddet overfor mennesker, der grædende og rystende har bekendt de mest uhyggelige og frygtelige gerninger og tanker. Og han er blevet bedt om at tilgive; åh, så mange tusinde gange har de levende tryglet ham om tilgivelse. Han forstår at denne tilgivelse er af såre stor værdi for menneskene, især i deres yderste stund, men han ved ikke af tilgivelsen, kender hverken dens natur eller dens mening, kan kun forsøge at begribe dens betydning for de levende og de døende.

Skulle han i tidens fylde få mulighed for at stille menneskene blot ét spørgsmål skulle det blive tilgivelsens natur, han ville søge opklaret.

Han sukker. Og hans frosne ånde bliver til iskrystaller i det tiltagende tusmørke foran hans ansigt.

Havde han haft tunge og kendt til tale, ja, hvad skulle han i så fald sige? Han ville ikke kede eller såre med unødvendig løgn og fantasi. Hvorfor skulle han det? Han ville heller ikke bebyrde de levende med den sandhed, han dog kender; den ville blot besvære deres virke.

Dertil elsker han dem for højt.

Havde han følelser, om han var i stand til at føle ubehag, så ville det være i selskab med de døende for hvem hans besøg synes at komme ubelejligt. Der er i deres opfindsomhed, den fantasi og skaberkraft, som de udviser i deres forsøg på at forhandle med ham, en umådelig, næsten fantastisk arrogance, der oftest efterlader ham i tankefuld undren, men også kan få en sjælden vrede til at fylde hans knogler.

Livskraftig kamp er han vant til, overalt og til alle tider har levende væsener forsøgt at byde ham trods med livtag; ofte kan disse kampe vare længe, og ikke sjældent fordi han lader dem kæmpe, lader dem udleve denne sidste vrede, hvor forgæves den end må være, som netop udtrykker deres glæde ved livet, den glæde, der så længe har holdt ham borte. Deres slag og spark og deres våbens stik mærker ham ikke og denne deres døds-kamp er hans gave til dem.

Men de, der smilende og med sleske miner, med stor overbevisning og denne arrogance, som til stadighed forundrer ham og pirrer hans vrede; de der forsøger at indgå aftaler, aflægge løfter, indsætte stedfortrædere - ja, der findes enddog de, der lover ham guld og magt - overfor disse er hans bæger fyldt. Og han overraskes over den kraft, der er i hans arme, når han lader leens æg falde over disse.

Er der een menneskelig egenskab, der er ham modbydelig, så er det hovmodet.

Resten kan hans tålmodighed rumme. Nok mangler han øjne, øren, tunge og hjerte, men tålmodighed mangler han ikke.

Der er arbejde at gøre.

III

Han standser foran en enorm bygning, hvis facade synes at være gjort af sten og glas, samlet i kvadrater og firkanter, så det næsten er uforståeligt, hvordan det har kunnet lade sig gøre. Så tætte er samlingerne, så solid er konstruktionen, at der vil gå århundreder, før bygningen er grus. Men det vil ske. Og han vil være der til at bevidne det. Første gang han var på dette sted var der kun den bare mark. Og en dag vil der igen kun være græs og mos. Det er menneskets lod at bygge for blot at se det byggede smuldre. Og de bærer denne lod uden besvær, som de bærer mange andre.

Det er derfor han elsker dem.

Om dagen er bygningen fyldt af unge mennesker. De mange korridorer genlyder af deres hvisken, deres råb og deres skridt. Her bliver de undervist. De levendes nysgerrighed får dem til at betragte naturen, studere og udforske den. Ikke kun den natur, der findes omkring dem, og som de er en del af, skønt de frygter den, men også den natur, der findes dybt i dem og som de frygter endnu mere. Ved at kortlægge og opmåle naturen søger de levende at overkomme deres frygt. Oftest forgæves, fordi det de finder ofte gør deres forvirring endnu større. Hvad de levende anerkender som sandhed kan han kun se som forklaringer.

De anvender disse forklaringer til at rejse huse, blot for at dø indespærret i dem, tømre skibe blot for at gå under med dem, bygge civilisationer blot for at falde med dem. Disse for de levende så værdifulde forklaringer, som de skriver ned i tykke bøger, taler om og handler med og underviser hinanden i, anvender de enddog til at skabe stedse større og mere effektive ødelæggelsesmaskiner, som de bruger mod hinanden i deres idelige stræben efter magt.

De kalder det 'videnskab', og skikkelsen, der står foran den gamle skole i den tiltagende finregn beundrer dem for denne deres største interesse, dette nyfigne videbegær, der ansporer og driver så mange mennesker i deres virke. Det er ikke deres forklaringer, han beundrer, han er for gammel og derfor for klog til at anerkende dem som andet end fantasier, skønt menneskene selv mener dem solide nok til at kalde dem sandhed og danne samfund på deres fundament.

For ham der kender til verden - og til mere end den - er disse forklaringer i bedste fald kun spæde forsøg på at forstå og derfor interesserer de ham ikke, men de studerendes virkelyst, denne idelige stræben efter viden, hvor omsonst den end må være, kan han kun beundre.

I denne bygning, som i andre verden over, bliver unge mennesker oplært i kunsten at betragte og studere naturen, forstå og forklare, ligesom der også udgår formidling fra den i form af den magt de levende kalder 'viden'.

Han lægger leens blad om halsen, æggen presser sig ind mellem de nøgne knoglehvirvler; han hæver armene over sit hovede og svæver langsomt og jævnt op langs med bygningens facade. Hans kappe slår i den friske nattebrise, kulden glider ind under hans klæder, hvor den stivner og dirrende bliver stående et øjeblik, inden den hastigt søger ud igen. De første dråber af nattens finregn rammer hans hætte og fryses til krystaller i samme sekund, hvorefter de som bittesmå blomster daler ned gennem natten.

Han genkender sit spejlbillede i de mørke glasruder, der passerer forbi ham, tågeagtig, mørk og farveløs. Det er sjældent han betragter sit spejlbillede, han finder ingen tilflugt i synet, søger den heller ikke. Det er ikke nødvendigt for ham at iagttage sin egen skikkelse, da den har været uforandret i årmillioner. Han har ingen øjne, og det er ikke et spejlbillede han ser. Han ser kun sine egne gerninger, gjorte og ugjorte, flimrende bag det sorte glas. Rundt om ham hersker mørket, fortættet og forstærket af lyset fra byen under ham. Så længe har Mørket været hans ledsagerske, på hans natlige togter, så længe har hun fulgt ham, dækket ham og givet ham læ; han elsker hende, som også hun elsker ham, og deres berøringer er kærlige, deres favntag ømme.

Ud i mørket skinner lyset fra det åbne vindue, hvor han har en aftale med en levende, hvor hans næste gerning skal udføres. Hun sidder derinde, alene i et stort rum, næsten øverst i den mørklagte bygning. Alle hendes kolleger har forladt hende; de mænd og kvinder, der dagen lang har hastet omkring, udført eksperimenter, skrevet, regnet og opmålt naturen, dens største og dens mindste dele, det allerinderste og det alleryderste, søgt sandheden for blot at finde forklaringer, disse landets højeste tænkere og dybeste filosoffer har forladt hende, efterladt hende her, for at gå hjem til deres familier, deres børn, deres trygge hjem, lugten af mad og lyden af barnestemmer. Men ikke hende.

Hun har en aftale. Hun venter ham.

Hængende i mørket udenfor vinduet kan han lugte hendes fortvivlelse. Den driver gennem rummets tørre varme og ud gennem vinduessprækken, ind gennem hans næsehuller. Hun ved han er derude, hun længes efter hans komme. Længes efter den forløsning, hun forventer han vil bringe hende.

Med leens blad tvinger han vinduet åbent og han træder ind. Det elektriske lys fra lampen på hendes bord flimrer, da kulden fra hans kappe tager rummet i besiddelse.

"Er det dig?"

Hendes stemme er dyb, men uden kraft. Han ved, at hun som ikke mange andre kan tale. Med en kraft, der kan få et fyldt auditorium til skiftevis at måbe af undren, rynke panderne i tvivl, spærre øjnene op i glæde over oplysningens befrielse og le uforbeholdent og ærligt over forklaringens enkelthed. Men den faste tro på sandheden, der hidtil har givet hendes stemme styrke og klang er nu tonet ud til fordel for en umådelig træthed, der har lagt sig på hendes tunge. Han kender hende, ikke bedre end han kender alle mennesker i verden, men som kun han kan kende et menneske og derfor bedre end nogen anden.

Og han ved, hvorfor hun er fortvivlet.

Men han svarer ikke, for han kan ikke svare.

Lampen på hendes bord er det eneste lys. Under lampen står et hvidt bæger. Bægerets låg ligger på bordpladen. Et par hvide tabletter, ikke større end snefnug fuldender dette tavse tableau.

Han forstår.

Han sukker. Lyden får hende til at dreje sig i stolen. Hendes krop kryber sammen ved synet. "Åh," stønner hun. "Det er dig..."

En stærk lugt af alkohol kommer fra hendes mund og det glas hun holder i den ene hånd. Hendes hånd er knuget om dette glas, som var det et dyrebart og sjældent klenodie. Hun tømmer det i et drag.

"Tag mig blot," siger hun og breder sine arme ud, som ønsker hun hans omfavnelse. "Jeg har intet ærinde mere..." Hun tøver, og han forstår, at hun ikke er færdig, at der er mere hun vil sige. Hun læner sig frem i stolen, hendes albuer hviler på knæene. Ansigtet glider ind i skyggen.

"Der var så meget jeg gerne ville have gjort," siger hun. Stemmen er træt, det er som om hun må tvinge den afsted, som en rygter må med dovne dyr. "Og jeg ved godt, at du nok vil sige, at jeg stadig vil kunne gøre det - købe et hus på landet, anlægge den lille have, jeg altid har drømt om med søen og... møde en dejlig mand..." Hun ler, men det er en bitter latter. "Hvad er det jeg siger," fortsætter hun. "Det er jo lige meget nu..." Hun sætter glasset fra sig og rækker hånden ud mod pilleglasset. Hun fejlbedømmer bevægelsen og bægeret triller om på bordet.

Hun ler tørt og lavt.

"Er der bedre, der hvor jeg skal hen? Svar mig, du må jo vide det?"

Men han svarer ikke, for han kan ikke svare.

I stedet sætter han sig ned på kanten af bordet; det tunge møbel knager og giver sig under hans vægt; tråde af rimfrost breder sig over mahognipladen fra de områder, hvor kappen finder hvile, som rækker af smådyr, der søger flugt fra deres hidtidige fangenskab i kappens folder. Han rækker ud efter hendes glas og griber om det med sine knokkelfingre, hæver det op foran sit ansigt og betragter den hinde af vædske, der ligger på glassets bund.

Hendes blik er fæstnet på glasset.

"Jeg har hørt, at den er sikker, når man skyller dem ned med whisky. Og jeg nyder gerne et sidste glas. Der har været mange før det. Mange sejre er skyllet ned og mange nederlag er blevet druknet, men oftere det første end det sidste, hvis du tillader ubeskedenhed." Hun ler. Hendes stemme er belagt af beruselse og forgiftning. "Man kan finde mange sandheder ved at studere vædsker i et mikroskop, og man kan finde mange sandheder ved at vende kikkerten mod verdensrummets stjerner, men ingen sandhed er så sikker, som den man finder, når man kigger i glasset."

Han sætter glasset fra sig, rækker en finger ud og knuser med et let tryk een af de små, hvide tabletter på bordet. Han snuser til fingerspidsen.

Hendes finger dirrer, da hun igen griber om glasset. Hun fører det mod sine læber, men det er tomt. Hun vil nikke, men det bliver kun til en dirren. Et øjeblik er der ingen anden bevægelse i rummet end denne dirren.

"Var det ikke for det arbejde denne institution har fuldført under min ledelse, så var dette præparat aldrig blevet opfundet. Manden, hvis firma producerer disse piller var ikke blot een af de største bidragsydere, når det gælder finansiering af vore projekter, han var også en personlig ven. Indtil du en aften for snart ti år siden kom forbi hans hus. Fortæl mig, du som må vide alt, om der ikke er ironi i den skæbne, jeg har fundet ved at skrue låget af det glas?" Hun nikker. "Men du ved vel, hvad jeg har gjort, hvad jeg har på samvittigheden... Ikke?"

Han svarer ikke. Han er ubevægelig og tavs. Leen hviler på hans knæ.

Så ryster han på hovedet.

Hun stivner. "Hvad mener du?"

Han sukker og rejser sig.

"Tal til mig!" fortsætter hun, desperationen giver hendes stemme kraft, men en dybere og meget stærkere følelse holder kraften i ave. Giften har nået hendes organer. Nedbrydelsen er sat i værk. "Tal til mig..." Hendes stemme forvandles til en gurglende serie af host.

Hun forsøger at rejse sig, men glider kraftesløs tilbage i stolens mørke sæde igen.

I et øjeblik, der synes at vride og strække sig på tværs af tid og rum, stirrer hun ham i ansigtet.

Så falder leen med et sus af kulde. Glasset glider ud af kvindens hånd og splintres i tusinde stykker mod gulvet. Splinterne bliver et med mørket og forsvinder.

Stilhed. Kun regnens lyd mod gesimsen foran vinduet.

Længe betragter han den døde krop i stolen, så vender han sig om og går mod vinduet, men foran vinduet standser han. Med ryggen til kvindens døde krop står han ubevægelig med leen i sin knyttede hånd. Udenfor falder regnen tyk og dråberne løber som floder af tårer ned over den mørke rude.

Så drejer han lydløst omkring. Hurtigere end vinden er han igen hos kvinden, leen ligger i mørket på gulvet. Med den ene hånd tvinger han hendes kæber fra hindanden, den anden hånds fingre stikker han ind mellem hendes tænder. Ivrig og hastig søger hans fingre rundt i hendes mund, så flår han hendes tunge ud og slipper hendes krop.

Et øjeblik betragter han det trofæ, han nu holder mellem knoglefingrene. Blodet drypper fra de afrevne årer ned over hans håndryg.

Uden at tøve yderligere åbner han sine kæber og lægger tungen ind i sin mund.

Et øjeblik står han som stivnet. Kuttens folder er som forstenede.

Så ler han.

Først en knurrende, næppe hørlig gnækken, lidt forundret, lidt forvirret, så bliver stemmen stærkere, den får kraft og til sidst runger en mægtig buldrende latter gennem skolens tomme korridorer. Han hæver sit ansigt, hætten glider bort og ned ad kuttens ryg, afslørende hans gulnede isse. Han ler og ler. Han breder begge arme ud, kulden, der hvilede i dragtens folder siver ud i rummet. Leens halvmåne fanger lyset fra lampen og jager flygtende lysvæsener over vægge og loft. Lampen på bordet flimrer febrilsk indtil pæren kortslutter med et smæld og mørket lukker sig omkring ham. Og han bare ler og ler.

For første gang i evigheden.

Men ikke længe.

Et jag går gennem hans bevidsthed og får ham til øjeblikkeligt at tie. Den bløde tunge, der nu ligger i hans mund slappes og lægger sig til hvile. Latterens ekko toner ud.

Han står igen ubevægelig i mørket. Armene falder langsomt på plads ned langs hans sider, leens fod finder hvile mellem hans støvler.

Han nikker.

Nu har han tunge og kan tale.

IV

Styrtregnen er begyndt.

Den er taget til gennem den sidste halve time. Han iler gennem byen, ud og ind mellem bygninger, rundt om hjørner, gennem kældre og under gaden i kloaksystemet.

Han færdes overalt uden hindring. Frostbrud og kuldegys fylder alt, hvad den sortgrå kappe berører på hans vej gennem de smalle, mørke gader. Planter visner bag ham, bladene falder fra træerne og hvirvler rundt i kappens slipvind, rotter og ræve kryber frysende sammen, når de føler hans nærhed, hunde vender snuderne mod den kulsorte nattehimmel og hyler, insekter falder hvirvlende til jorden, fugleunger falder fra rederne, rimfrosten breder sine fangarme over butiksruderne; hvor han end går, færdes også denne kulde.

Han kender kun een vej, og kun han kender den, for det er hans vej og hans alene. Denne vej vil altid føre ham dertil, hvor han skal hen, ingen mur kan standse ham, ingen afgrund, intet bjerg, hverken hav eller ørken kan forhindre ham i at nå derhen, hvor det er hans bestemmelse at være.

Lige nu, i denne oktobernat, som ikke mere er blot endnu en nat for ham, er han på vej tilbage til byens gamle kirke.

Som han stryger over et tag i byens havnekvarter, stadig med kurs mod kirken, må han pludselig standse. Tanker fylder hans hovedskal.

Han ved at de levende er glade for at besøge kirkerne, men selv færdes han kun ugerne i disse såkaldte gudshuse. De mange billeder han genkender under kirkernes buer gør ham urolig. Benrade og lemlæstede kroppe. Forvredne ansigter. Djævle. Ildspyende uhyrer og brændende lig. Alle disse billeder bevæger ham, for han ved, at de er udtryk for menneskets frygt; deres angst stillet til beskuelse.

At hans eget portræt som regel er at finde mellem disse djævle og dansende dødninge er ham vederstyggeligt. Han, den ene, med hvem intet levende og intet eksisterende kan sidestille sig, han der besegler skæbner og afgør krige og revolutioner ved blot at lade sin le falde, han hvis navn hviskes af konger og kejsere, paver og præsidenter, når de ligger alene vågne i natten, han burde ikke være genstand for de levendes trang til at gøre billeder. Men da det åbenbart ikke kan være anderledes kunne han gerne ønske, at disse billeder ydede ham større retfærdighed.

De levende bør ikke frygte ham, som de frygter Den Onde og hans horder, for han er ikke deres fjende; det er ikke af had og lede, han gør, hvad han gør, tværtimod. Han må kry sig for disse billeder på kirkernes lofte og vægge.

De levende tildeler ham egenskaber og embeder, han aldrig har haft og aldrig vil få. De tror sig at vide, at det er ham, der afgør deres skæbne, og at han er den hvormed der skal forhandles, de søger at udsætte deres endeligt ved overenskomster og aftaler med ham. Han kan kun ryste på hovedskallen over disse de dødeliges vildfarelser. 

Dette at de til det sidste vægrer sig for at tage ansvaret for deres egen skæbne og fejlagtigt ligger det i hans hænder.

Det er ikke hans regnskab.

Kun få synes at forstå, at også han blot følger sin skæbne og udfylder sin bestemmelse med de evner, Skaberen har tildelt ham. Ville han, ønskede han, fra tid til anden, at gå en dør forbi og tildele et døende menneske blot een eneste sidste dag, og gjorde han det, ja, hvilke konsekvenser det ville få, kan han kun gisne om, og det er ikke hans lod at drage gisninger. Hans ærinde er at følge det bud, som har været det samme fra den dag Skaberen satte ham i embede. At gøre det eneste han kan. Uden at tvivle, uden at tøve og uden at stille spørgsmål. Hvem, der skal falde, hvorfor og hvornår er ikke op til ham; han følger blot dette bud, vedholdende og loyalt, som ethvert andet væsen på jorden må følge sine bud.

Og han har kun dette ene.

Således at få tildelt ansvar, som ikke er hans, gør hvert fiber i hans gamle knogler ondt.

Men det er ikke dette ubehag, der får ham til at standse.

Han mener at kende Skaberen. Han er dog det af alle jordiske væsener, der har eksisteret længst i Skaberens verden. Er det rigtigt af ham, sådan at handle upassende? At tilegne sig bytte er bestemt ikke noget, han har gjort før, men det forekommer ham hverken forkert eller perverst at han har gjort det. Det er jo ikke for at fuske de levende efter deres næring, at han har gjort denne undtagelse. Det, der får ham til at standse, er den ide, der opstod hos ham, som var motivet for hans gerning og som nu er blevet et brændende ønske i hans gamle knogler. 

Ønsket om at få et svar.

For hvad nu hvis det svar han skal få ikke vil gøre ham klogere?

Han kender jo til forholdet mellem spørgsmål og svar fra de levende, og ved at det kun er sjældent, at de svar som de levende høster ved deres granskning af naturen er tilfredsstillende for dem. Så ofte har han set dem skuffes af den sandhed, de finder. Skal dette også blive hans skæbne?

Han fnyser og fortsætter gennem byen.

Regnen danner floder af mudder i rendestenene, frost dannes hastigt i hans kappes folder, men krakelerer og falder lige så hastigt til jorden. Pust af is og krystalstøv stødes ud i mørket, når hans støvlehæl fra tid til anden strejfer gadens våde sten.

Han bevæger sig gennem parker, over torve, og finder da slutteligt sig selv stående igen ved foden af trappen op til byens gamle kirke.

Han snuser i luften. Færten af fugtig jord hviler i vinden. I mørket kan han ane det utydelige omrids af stenene og de stedsegrønne buske bag kirkegårdsmuren.

Her skal han finde hvad han søger. Og det skal finde ham.

De levende ofrer gerne deres hele livsgerning for hinanden, men oftest er det under påskud af at tjene en sag, som de mener større og vigtigere end både levned og liv. Ikke sjældent er det det land, deres afgrøde og huse er forankret i og som de derfor mener at besidde, som er omdrejningspunktet for disse sager, som de også dræber, stjæler og lyver for, om de finder det nødvendigt. Men det kan også være ideer, drømme og visioner, uden forbillede i noget virkeligt eksisterende, forjættende og fortryllende fantasier om fremtidige verdener uden vold, uretfærdighed og død, der er så insisterende for de levende at de med stolthed ofrer sig i de uden undtagelse forgæves bestræbelser for at nå dertil.

Han mangler måske både sanser og blod, men ironien i disse de levendes konstante spild af kræfter er dét, der bærer hans smil.

De kalder det at digte: at forestille sig hændelser og motiver som aldrig har fundet sted og aldrig vil finde sted og fortælle andre om det. Eventyr, fortællinger, myter, gåder, drømme, sange og digte, alle disse manifestationer af menneskets fantasi har altid fascineret ham. Han har haft tid nok til at studere og observere menneskene, og han mener at vide, at det kræver andet end tunge at gøre menneskene denne kunst efter.

Den kutteklædte bevæger sig langs kirkegårdsmuren. Her finder han læ for regnen, der nådesløst og hårdt hamrer mod de tunge sten.

Derinde ligger de døde under jorden. Her har man begravet dem. Mange levende tror, at kirkegården har hans særlige interesse og bevågenhed; mange søger ham endda mellem stenene. Men for ham er kirkegården ikke mere end en hvilken som helst anden have. De døde, der sover deres tavse søvn i mulden interesserer ham ikke. Det er de levende, der har hans opmærksomhed. Omend konsekvensen af hans besøg hos de levende uvægerligt har været adskillige nedgravede kadavre, og skønt han ved, at uden ham ville disse iøvrigt nydelige haver ikke eksistere, så bevæger det ham kun lidet at vandre mellem gravene.

Mennesker dør. Al liv er udmålt i tid. Der har endnu ikke i verden eksisteret noget levende, hvis liv ikke på et tidspunkt er ophørt.

Han ved at det er sådan, fordi det netop er hans næring, og hans næring alene. Han begiver sig ikke af med afvikling. Det må stå som de levendes eget ansvar at færdiggøre deres forskellige ærinder, før hans besøg. Han ved, det ofte er ubelejligt og forstyrrende for menneskene, når han banker på deres døre, netop fordi de stadig ikke mener at have udfyldt deres bestemmelse, men det bevæger ham ikke. Han kender kun sin egen bestemmelse.

Uden undtagelse afstedkommer hvert eneste dødsfald, hos menneskene såvel som hos dyrene og planterne sorg og lidelse for de efterladte såvel som for den døende. Han hører de levendes gråd, deres hulken og deres skrig, og disse er det akkompagnement til hvilket han udfører sin dåd. Han har lært at modtage og omfavne disse udtryk som den applaus, han dog mener at fortjene. Selv ukvemsord, fornærmelser og trusler indgår i denne musik, og dog er den sød og vederkvægende, for han ved, at skønt de levende hader og frygter ham, mens de lever, så vil de til sidst, i øjeblikket før de udånder, vide, at han ikke mener dem ondt. Han kender ikke til retfærdighed og kræver derfor ingen løn for sin gerning, men skulle de levende lære at møde ham uden sorg, da ville hans virke blive tungere. For hver tåre, der rammer jorden vokser hans virkelyst, for hvert fortvivlet skrig stiger hans styrke.

Gennem glasmosaikken ser han ind i det sparsomt oplyste kirkeskib. Han har ingen øjne, så mørket derinde forhindrer ham ikke i at se. Den store bog ligger på det skinnende alter med dets billede af den korsfæstede, 

Menneskesønnen som de kalder ham.

Skikkelsen, der hænger og duver udenfor det høje vindue husker naturligvis denne menneskesøn; de har trådt de samme støvede stier i ørknerne mod syd, gået side om side. Konge, Herre, ja, endog Frelser er blandt de mange navne man har givet ham. Skikkelsen, der snuser i luften for at lokalisere den åbning fra hvilken han mærker duften af kærter og støv, sad hos Menneskesønnen, mens denne led på korset. Han hørte den døendes sidste ord. Om forræderi og svigt. Hørte de forbandelser og bønner, som lå på den korsfæstedes sidste åndedræt.

Men de bevægede ham ikke dengang og heller ikke nu.

Det er ikke hans regnskab.

Tavs og uden unødvendig støj glider han bort fra kirken og ind over gravenes sten. Han kender den plads, hvor man samme eftermiddag begravede den unge digter. Det er ikke længere siden end at han husker sit eget besøg i den unge mands ydmyge kammer.

Lugten af fugtig, frisk opgravet jord, bliver stærkere som han nærmer sig digterens grav og da han ankommer til sit bestemmelsessted rammes han af ro. Nej, han har ingen kvaler. Nej, der er ingen anfægtelser, der forhindrer ham i at gennemføre sit forehavende.

Dernede, under jorden i en hvid kiste ligger en mand hvis liv og virke blev så kort som det overhovedet er muligt for et virke at blive. Knap tyve somre var hvad Skaberen skænkede dette liv.

Men han var digter.

Den grå skikkelse stiller varsomt sit redskab fra sig og vender sig mod den stadig løse jord på digterens grav. Så stikker han sine knoglehænder ned i jorden og giver sig til at grave.

Han har tunge og kan tale. Nu vil han også have hjerte - så han kan se.