Kære Brevkasse,

Jeg er en ung dame på 42, som lever sammen med min mand og vore børn og husdyr på et lille husmandssted i Kvalm. I snart toogtyve år har vi levet hér i ro og fred og uden utidig indblanding i vor dagligdag af fremmede eller andet udefrakommende. Selvfølgelig kommer vor nabo, Jan-Ejnar, af og til på besøg til en kop kaffe, og så plejer jeg gerne at bage en æbletærte eller nogle boller. Jan-Ejnar er så forfærdelig glad for sukatkager, især dem med kommen. Sidst jeg serverede et fad for ham, spiste han en seks-syv stykker, og dagen efter måtte min mand være ham behjælpelig, da han blev ramt af et frygteligt maveonde og måtte have sin dagsration brændevin bragt til nathuset, hvor han tilbragte den udslagne dag. Med andre ord: vi lever i fred og idyl. Det vil sige, det gør vi desværre ikke længere... Siden for omkring en fjorten dages tid siden har vi levet ikke blot i frygt for vor sjælefred, men i direkte frygt for vort liv. Det er disse unge lømler og deres knallerter, som jeg hentyder til. Jeg er sikker på, at De kender til problemet, som jeg ved ikke blot er et problem i Kvalm og nærmeste omegn. Det er en katastrofe. De drikker sig sanseløse i hjemmebrændt, ryger tobak og spiller negermusik på deres transistorer, mens de gør grusveje og gårdspladser usikre med deres udborede knallerter. Og dette endog midt om natten! Man kan snart ikke gå i gården for at forrette hvad man er nødt til efter mørkets frembrud uden at blive forulempet af unge mænd, som rager rundt i mørket halvt bevidstløse af druk. Forleden fandt jeg således én af lømlerne siddende i dyb søvn på vort das med benklæderne hængende om haserne og en tom bajersflaske i hånden. 

Hvad skal vi gøre?

                    Kærlig hilsen: 

                    Bente Larsen, Kvalm Overdrev