Som en middelalderlig fange
er jeg tvunget til at bære jern,
ikke om mine ankler og håndled
eller om min hals,
hverken i form
af deciderede lænker
eller i form af rustning
eller helt tredje fysisk stafage.
Nej,
det er dybt i mit hjerte,
at årtusinders jern
er koncentreret i et svimlende punkt,
hvor ingen flamme,
intet lys er at finde,
uden kulden
og det absolutte øde,
det mest koncentrerede intet,
det allermindste af mindst eksisterende.
Dér findes jernet,
det gløder koldt og det er til,
og jeg føler det brænde dybt derinde
og bærer denne byrde, hvor jeg går
med en lethed som intet andet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar