mandag den 21. marts 2011

Treenigheden


der står tre kopper på mit bord
de er alle tomme
det vil sige:
de indeholder ikke væske
altså udfylder ingen af dem potentialet
de lever ikke op til rationalet
jeg anvender dem alternativt
og beviser derved den evne for innovation
som gør mig til menneske

der ligger et snavset håndklæde i min vindueskarm
hvad det bestiller dér
har jeg ingen anelse om
mysteriet er lige så stort for mig
som hvorfor man i sin tid rejste monolitter
på salisbury sletten
håndklædet udgør en mindre del
af det samlede rod i værelset
der beviser det overblik
som gør mig til menneske

der hænger et billede af en afklædt kvinde
på væggen i rummet
hendes blik er slået ned
og hun smiler uskyldigt
billedet beviser den æstetiske sans
som gør mig til menneske
og bekræfter den seksualitet
der sætter mig i stand til
i dette beskedne liv
at sætte spor i evigheden
  
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar