At mangle "det"

Når jeg engang imellem ikke uden stolthed i stemmen erklærer, at jeg ikke læser bøger, så er det faktisk rigtigt.

Jeg går ofte i gang med at læse en bog, og i de fleste tilfælde med alle intentioner om at læse den færdig. Mine motiver for at påbegynde læsningen er naturligvis interesse, enten i forfatteren eller i bogen, en interesse, der er blevet vækket af andres omtale. Mit problem er, at jeg yderst sjældent får læst bøgerne færdig. På et eller andet tidspunkt sker der noget, der gør, at jeg må lægge bogen fra mig, og det ender gerne med, at jeg glemmer, at jeg var i gang med at læse den. Og når jeg så pludselig kommer i tanke om bogen, så er det for sent, og jeg har glemt, hvor langt jeg er kommet, hvem og hvad bogen handlede om, og jeg står i den situation, at jeg, for at få noget ud af fortsat læsning, bliver nødt til at starte forfra, hvilket jeg finder absurd.

Jeg har mange bøger stående på reolen, som jeg har læst første halvdel eller en tredjedel af, men som jeg sådan set ikke kender slutningen på - medmindre jeg af andre har fået den genfortalt.

Sådan har det ikke altid været.

Der var engang, hvor jeg sagtens kunne sidde en hel weekend fordybet i en bog, forsvinde ind i denne anden verden og opleve handlingen sammen med personerne, som var jeg selv til stede. Men på et eller andet tidspunkt er der sket et eller andet med mig, der gør, at jeg ganske enkelt ikke kan holde koncentrationen længe nok til at læse en hel bog. Hvad der har gjort dette og hvornår det skete, skal jeg ikke kunne sige, og jeg finder det heller ikke nødvendig at afse beløb til terapeutisk vejledning i anledning af denne dysfunktion, men det er dog interessant, da jeg er så interesseret i det skrevne sprog, at jeg jævnligt selv anvender denne kommunikationsform.

Uden at være ekspert kan jeg dog godt se visse lighedstegn mellem dette forhold og andre forhold i mit liv. For eksempel det faktum, at jeg, selvom jeg har skrevet på et næsten dagligt plan siden jeg begyndte i skolen, endnu ikke har færdiggjort et manuskript, som jeg mener ville være egnet til udgivelse. Bortset fra en digtsamling, som jeg har udgivet på eget forlag forrige år, er der således aldrig udkommet noget fra min ellers flittige pen.

Det er jo ellers ikke ideer jeg mangler, og jeg ved også, at jeg er i besiddelse af et vist talent.

Det jeg mangler er ambition.

Denne absolutte mangel på ambition har tegnet mit livsforløb i en grad, som jeg ofte finder foruroligende, men som jeg har måttet forlige mig med, fordi jeg ganske enkelt ikke ved, hvad jeg skal gøre for at udvikle ambition. Den har vist sig i fx de uafsluttede uddannelsesforløb, jeg er påbegyndt og i den kendsgerning, at jeg ikke kan 'holde' fast arbejde i mere end tre-fire år. Den stræben efter at blive bedre og klogere og rigere, som jeg ser stort set alle andre end mig, blive drevet af i deres tilværelse - ja, den har jeg ganske enkelt ikke.

Dette gør, at jeg har svært ved at forstå lige præcist hvad det er der driver andre mennesker - og således i sagens natur hele vort samfund. Det konkurrence-gen, som jeg ikke skal gå længere end til min egen familie for at finde i fuld flor, er ganske enkelt udeblevet hos mig. Jeg har aldrig fundet nogen spænding i spil eller konkurrencesport, hvorfor jeg heller ikke her har udfoldet mig med udmærkelser. I det hele taget er det småt med udmærkelser i mit liv, hvis man ser bort fra mine naturlige begavelser - høj intelligens og kreativitet. Talenter, der ligesom ikke rigtig har nogen værdi, når de nu ikke bærer nogen frugt, som sådan.

Måske har jeg gennem tiden, på grund af denne afvigende disposition udviklet en evne til at bilde mig selv ind, at denne mangel på ambition faktisk er en kvalitet. Min undskyldning har altid været, at jeg ikke bryder mig om den kynisme og den albue-mentallitet, der er krævet for at udleve sine ambitioner i vores samfund, det jeg med et negativt udtryk kalder målsætningsreligionen.

Måske har jeg oven i købet ret i dette.

Men det forandrer ikke på facit, der i sin enkelthed fortæller mig, at jeg i en alder af 42 år, og på trods af mine begavelser, aldrig i mit liv har udrettet noget, der vil stå, når jeg er borte. Eneste trøst er, at jeg er far til en 23-årig søn, der heldigvis ikke har arvet sin fars manglende ambition, og derfor, måske, har en chance i rotteræset.

Måske skulle jeg gå i gang med at læse en bog.

Nånej, jeg læser jo ikke bøger...