psyko brahe

indonesiske billeder af oprørte ruinbyer

ophober straksperioder i det limbiske system

og nedbrydelsen af seotonin afsluttes

billeder fra sri lanka ligeledes ude af

fokus vibrerende kamera utydeligt nøgne kroppe liggende




et par århundreder tilbage i tiden

ser vi ham stå og betragte det glødende metal

med et sælsomt ejendommeligt begær i gluggerne blå

den skæggede gubbe har fundet svaret i det metal

som smeden hver dag ved essen nede i stalden

nyvundet det fundne nok igen måske men ingen guld heller ikke da

heller ikke selvom heller ikke ikke at han brugte for det var det han gjorde

en sele om natten til at holde skæggets tveform

nu hvor det igen var på mode og pibekraven næsten krævede det




et par århundreder senere

og, ja, vi er tilbage i det første årti

sidder enlige herrer og onanerer på hotelværelser

yngre mænd finder lykken i skovens dybe ro

under træerne til vennen stråler af glæde




godnat, århundreder der gik

måske ses vi engang, når også jeg bliver et med horisonten

og mit sinds vildeste cross-rytter i den mest snirklede off-piste dødsdrom

vover sin hals en sidste gang og kysser pigen på billedet held og lykke




bryggen står på bordet - jeg kan bare drikke

den er lunken, lidt over 35 grader celcius

den er brygget efter alkymisk tradition overleveret gennem tiderne

og bønnerne er nyklassiske, aromaen pæn og ikke for skarp

ligesom paracelsus prøvede jeg kræfter

med miksturmageriet og den slags kunster

der ikke har noget at gøre med østerlandsk filosofi

eller andet af den skuffe, den langhårede skuffe, du ved

ikke mere fra den, nej, vel?




som dengang for tohundrede år siden

ja, dengang gubben sov med sele til skægget

og kviksølv var noget mærkeligt flygtigt noget,

der, opvarmet, havde samme fascinerende glans som guld

dengang, hvor der ikke fandtes termometre

til at stikke derop og derefter aflæse

dengang parykkerne bar præg af lus og mus

dengang livet i alperne den hvide hest var det rene sus og dus

dengang pigerne og drengene også dengang drak dus

ja det var tider det var det sgu det kan ingen benægte

man skulle have levet dengang og så videre af samme

skuffe med store suk og fugtige øjenkroge

lige så fugtige som revnen på en ludder fredag aften

i krinolinerne og parykkernes utugtige paris