Intet ord om valghandlingens resultat

Notat

Hr Kryds gik hen til bageren og købte fire brød. De to af brødene gav Hr Kryds til ænderne i Anlæggets dam. De to sidste brød tog Hr Kryds med hjem til sin lejlighed på Fridtjoffs Allé i Kryssinge.

Da han havde kysset fru Kryds, der lige var kommet hjem fra arbejde i vuggestuen og lagt de to brød i kassen, tog Hr Kryds sin paraply og gik ned på Kryssinge Efterskole, hvor valghandlingen var i gang.

Med sig i lommen havde Hr Kryds kun sine kontanter, i alt 678 Kryds.

I stemmebox i efterskolens aula valgte Hr Kryds et navn på en liste og satte sit tegn. Derefter gik Hr Kryds ud i regnen og slog sin paraply op.

Han brugte i alt 50 Kryds på en café, hvor han drak x-mas med Eks.

Eks havde siden deres brud været enlig og havde derfor og ofte før søgt tilflugt hos Hr Kryds i disse stunder. Eks og Hr Kryds' parforhold på otte år havde givet dem Lille Streg, der nu var 6 år gammel. Eks havde ved mødet med Hr Kryds på caféen medbragt Lille Streg i en klapvogn. Eks havde tidligere som Hr Kryds afgivet stemme, men i Nykøbing X, hvor Lille Streg gik i børnehaveklasse.

Eks kyssede Lille Streg på panden og overlod ham uden videre til Hr Kryds.

Hr Kryds gik med Lille Streg i klapvogn gennem Kryssinge, forbi Efterskolen, hvor valghandlingen stadig var i gang. Et par store krydsere med lav undervogn og alufælge holdt parkeret foran hovedbygningen.

I Krydset standsede Hr Kryds med Lille Streg i klapvogn for rødt X. Da det grønne X lyste op passerede Hr Kryds med Lille Streg i klapvogn gaden. På det andet fortov fortsatte Hr Kryds med Lille Streg i klapvognen, hjem til fru Kryds, der ventede dem i hoveddøren.

Lille Streg blev indkvarteret på sit værelse hos fru Kryds og Hr Kryds. Værelset havde været hans, siden huset blev bygget færdigt, som det sidste af den lange række nye huse, der udgjorde vestsiden af Fridtjoffs Allé, Kryssinge. Fru Kryds og Hr Kryds havde boet i huset i 4 år.

Fru Kryds kyssede Hr Kryds på panden, greb paraplyen og forlod huset, for at afgive sin stemme på Kryssinge Efterskole, hvor valghandlingen stadig var i gang.

Hr Kryds tændte fjernsynet og satte sig foran det, mens Lille Streg passede sig selv på sit værelse. Hr Kryds satte fjernsynet på Kanal X og fulgte med i Krydsilden, men den kedede ham, så han valgte Cross Channel, hvor han så en musikvideo fra UXA med Kryss Krystoffersen.

Så ringede det på døren.

Det var Kilo og Gram og deres 5-årige datter Anti-Kilo, der kom på uventet besøg. Kilo mente det ville være hyggeligt at følge med i valghandlingerne på tv i samlet flok. De havde medbragt en pose kaffe og en bærepose med x-mas.

Kilo og Hr Kryds havde tidligere været forlovede, før Hr Kryds mødte Eks og længe før Hr Kryds mødte fru Kryds. De havde været unge den gang. Nu havde Kilo mødt sin Gram og med ham avlet datteren Anti-Kilo. Anti-Kilo og Lille Streg havde derfor kendt hinanden siden de var spæde. Man kom jævnligt hos hinanden.

Hr Kryds og Gram var glade for hinandens selskab, god mad, vin og især x-mas.
Man satte sig omkring fjernsynet, Anti-Kilo og Lille Streg på gulvet.

Krydsilden på Kanal X afløstes af en partilederdebat og en foreløbig prognose, mens Gram og Hr Kryds drak x-mas og fortalte valganekdoter. Kilo holdt øje med børnene, mens mændene drak x-mas.

Da Fru Kryds kom hjem efter at have afgivet sin stemme på Kryssinge Efterskole, hvor valghandlingen stadig var i gang, blev hun mødt i døren af Kilo og Anti-Kilo, der trak hende med ud i køkkenet.

Deres muntre stemmer fra køkkenet forstyrrede ikke Hr Kryds og Gram, der efterhånden havde indtaget for mange x-mas til at bekymre sig om larm. Der blev også råbt i stuen, især når Lille Streg rejste sig op foran fjernsynet eller kom med utidige forlangender. Bordet foran dem blev efterhånden fyldt op af brød, bragt til dem fra køkkenet af Ant-Kilo og Lille Streg, der belv bedt om at hjælpe. Anti-Kilo, Kilo og Fru Kryds havde tilberedt brødet med ost, skinke, ribbenssteg i skiver og masser af smør.

Gram rejste sig og gik ud af terassedøren for at slå en streg i mørket. Han tænkte på de ca 4000 Kryds han lige havde sat til på en dum investering i Nykøbing X, mens han stod ved busken under månen.

Kilo kom ind fra køkkenet og satte sig hos Hr Kryds i sofaen. Hr Kryds havde længe søbet i sin x-mas; han havde fået rigeligt, og det kedede ham at følge med i valghandlingen på tv.

"Jeg gi'r, fandeme, x procent af min løn til dét lort!" brummede Hr Kryds.

Da Kilo kyssede ham på panden, gik der et jag gennem Hr Kryds. Pludselig var han tilbage på Kryssinge Efterskole, dengang for længe siden, hvor han og Kilo havde mødtes første gang. Åh, de dufte.

Gram kommer ind i stuen og Kilo retter sig op.

Hun rejser sig og forlader stuen, hvor Gram slår sig ned. Hr Kryds er pludselig mere rolig. Han har knappet en ny x-mas op. Kapslen ligger på bordet. Lille Streg sidder og hænger i sofaen, mens Anti-Kilo læser en bog om X-men. Alt er roligt.

Udenfor huset lusker Z omkring. Snart vil han kravle ind i huset til Anti-Kilo, Lille Streg, Kilo, Fru Kryds, Gram og Hr Kryds og ånde på deres øjne.

Sov godt allesammen.

At mangle "det"

Når jeg engang imellem ikke uden stolthed i stemmen erklærer, at jeg ikke læser bøger, så er det faktisk rigtigt.

Jeg går ofte i gang med at læse en bog, og i de fleste tilfælde med alle intentioner om at læse den færdig. Mine motiver for at påbegynde læsningen er naturligvis interesse, enten i forfatteren eller i bogen, en interesse, der er blevet vækket af andres omtale. Mit problem er, at jeg yderst sjældent får læst bøgerne færdig. På et eller andet tidspunkt sker der noget, der gør, at jeg må lægge bogen fra mig, og det ender gerne med, at jeg glemmer, at jeg var i gang med at læse den. Og når jeg så pludselig kommer i tanke om bogen, så er det for sent, og jeg har glemt, hvor langt jeg er kommet, hvem og hvad bogen handlede om, og jeg står i den situation, at jeg, for at få noget ud af fortsat læsning, bliver nødt til at starte forfra, hvilket jeg finder absurd.

Jeg har mange bøger stående på reolen, som jeg har læst første halvdel eller en tredjedel af, men som jeg sådan set ikke kender slutningen på - medmindre jeg af andre har fået den genfortalt.

Sådan har det ikke altid været.

Der var engang, hvor jeg sagtens kunne sidde en hel weekend fordybet i en bog, forsvinde ind i denne anden verden og opleve handlingen sammen med personerne, som var jeg selv til stede. Men på et eller andet tidspunkt er der sket et eller andet med mig, der gør, at jeg ganske enkelt ikke kan holde koncentrationen længe nok til at læse en hel bog. Hvad der har gjort dette og hvornår det skete, skal jeg ikke kunne sige, og jeg finder det heller ikke nødvendig at afse beløb til terapeutisk vejledning i anledning af denne dysfunktion, men det er dog interessant, da jeg er så interesseret i det skrevne sprog, at jeg jævnligt selv anvender denne kommunikationsform.

Uden at være ekspert kan jeg dog godt se visse lighedstegn mellem dette forhold og andre forhold i mit liv. For eksempel det faktum, at jeg, selvom jeg har skrevet på et næsten dagligt plan siden jeg begyndte i skolen, endnu ikke har færdiggjort et manuskript, som jeg mener ville være egnet til udgivelse. Bortset fra en digtsamling, som jeg har udgivet på eget forlag forrige år, er der således aldrig udkommet noget fra min ellers flittige pen.

Det er jo ellers ikke ideer jeg mangler, og jeg ved også, at jeg er i besiddelse af et vist talent.

Det jeg mangler er ambition.

Denne absolutte mangel på ambition har tegnet mit livsforløb i en grad, som jeg ofte finder foruroligende, men som jeg har måttet forlige mig med, fordi jeg ganske enkelt ikke ved, hvad jeg skal gøre for at udvikle ambition. Den har vist sig i fx de uafsluttede uddannelsesforløb, jeg er påbegyndt og i den kendsgerning, at jeg ikke kan 'holde' fast arbejde i mere end tre-fire år. Den stræben efter at blive bedre og klogere og rigere, som jeg ser stort set alle andre end mig, blive drevet af i deres tilværelse - ja, den har jeg ganske enkelt ikke.

Dette gør, at jeg har svært ved at forstå lige præcist hvad det er der driver andre mennesker - og således i sagens natur hele vort samfund. Det konkurrence-gen, som jeg ikke skal gå længere end til min egen familie for at finde i fuld flor, er ganske enkelt udeblevet hos mig. Jeg har aldrig fundet nogen spænding i spil eller konkurrencesport, hvorfor jeg heller ikke her har udfoldet mig med udmærkelser. I det hele taget er det småt med udmærkelser i mit liv, hvis man ser bort fra mine naturlige begavelser - høj intelligens og kreativitet. Talenter, der ligesom ikke rigtig har nogen værdi, når de nu ikke bærer nogen frugt, som sådan.

Måske har jeg gennem tiden, på grund af denne afvigende disposition udviklet en evne til at bilde mig selv ind, at denne mangel på ambition faktisk er en kvalitet. Min undskyldning har altid været, at jeg ikke bryder mig om den kynisme og den albue-mentallitet, der er krævet for at udleve sine ambitioner i vores samfund, det jeg med et negativt udtryk kalder målsætningsreligionen.

Måske har jeg oven i købet ret i dette.

Men det forandrer ikke på facit, der i sin enkelthed fortæller mig, at jeg i en alder af 42 år, og på trods af mine begavelser, aldrig i mit liv har udrettet noget, der vil stå, når jeg er borte. Eneste trøst er, at jeg er far til en 23-årig søn, der heldigvis ikke har arvet sin fars manglende ambition, og derfor, måske, har en chance i rotteræset.

Måske skulle jeg gå i gang med at læse en bog.

Nånej, jeg læser jo ikke bøger...

Antihan

isbjælkecool firserpop

fylder afkommets krop

pludselig stopper den op

musikken når en top

midt i mellem love og shop

det sagde stop: gi op!

ellers får farfar i stolen en prop

der med en prut forlader hans krop

Bedste siger op!

finder et andet job

måske vil han stå i en shop

sælge lidt piber og nogle syrlige drop

lidt marineret edderkop

serveret på en underkop

i Bogarts Sidste Shop

i ly af lufthavnens dimensionshop

og den nærliggende jazz-bars be-bop

eller tage et haglgevær og gå bastok

men han har FG fået nok

og lige før han går i sjok

glider han i sin sok - det pjok

gi ham en stok!

fuck - vi har fået nok

ELEKTROCHOK!

AMOOOOOOOK!

og med et er du barok

mens transistoren spiller stock

firer du i reb dig op

i nøgen overkrop

til jomfruens værelse non-stop

mens hun lytter til party hip hop

som musketer hænger du i en strop

udenpå og ned ad kolossens krop

selvom du syns du har ydmyget dig nok

kravler du o

på tilværelsen ulideligt kolde top

du kom derop - hop! 

vejen til jomfruens værelse kan være sær

men vejen ud igen kan også volde besvær

måske du skulle overveje at la vær

lyt og lær

forbandede farisær

kvægpestbefængt men stadig elitær

LITTERÆR!/LITTERÆR! 

arbejdspædofilonanistsalær 

barnevognsgranitær

elleve sure tæer

åh la vær 

til besvær

negativ millionær

epileptisk med gen for stær

senregulær

amditær

va så dær!

kan du tåle mer?

du får hvad du ser

fucking lallende lykkeper

pistolpakkende søn af en mær

grim, syg ulv i alfonsens klær

især tertiær 

evolutionskapitelær kommissær

Willy Brandt milliardær 

for nær?

kom ikke hær, do dær

syns du jeg er go - well, baby, jeg har mer

nu skal du bare se noget blær

til din stær, kommissær

jeg har været her før

slå lapperne ud og hør

hvad det er jeg lægger på dig for jeg er kugleskør

du æder mine rim som friskkernet smør

når jeg siger jeg er glad for mit gode humør

og det vil ikke holde op 

nej, ikke flere rim! STOP!

vi har fået nok

put i din mund en sok

slå dig selv over benene med din krykkestok

gi dig selv et chok!

for der er flere rim på lager

bliv ved, hvis I tør

der er frisk vand i hanen og iskoldt smør

der er lidt til de kloge og en del til de skør

lissom henne i Favør, 

hvad er det jeg hør

kan man tjene ti øre

det er noget der kører, hr parkeringsinspektør

hvor er Deres gode humør, hr Inspektør

hvad siger De, skal jeg holde mit på det tørre?

det kan De ikke mene, hr Inspektør

og hvem er De egentlig, at De tør spør?

en åndssvag svanset kontrollør

mon-sig-ni-ør inspektør

unskyld jeg spør

har du hørt sangen før?

Faldet

Før alt det andet hændte,

som jeg muligvis vil berette om senere,

snublede jeg på fortovet.




Jeg var vanvittigt beruset,

det havde regnet hele dagen,

og slidbanerne på mine støvler var glatte som et køkkengulv.




Der var uden tvivl også andre årsager.



I det hele taget må dette uheld have været konsekvensen

af et helt komplex af omstændigheder og vilkår

i hvilket de nævnte kun indgik som de for mig mest åbenbare

og derfor er dem jeg husker.



Men det ændrer ikke på det faktum,

at min snublen var umiddelbart uheldig,

især fordi jeg ikke var alene på fortovet

og dermed, ved min akavede tilstedeværelse

og min ufrivilligt akrobatiske optræden,

stillede andre fodgængere i det ubehagelige dilemma,

som enhver tilskuer til et uheld uvægerligt vil befinde sig i.



Det kom derfor heller ikke som en overraskelse,

at ingen kom mig til undsætning.



Ikke fordi denne mangel på opmærksomhed

og almindelig dannelse

på nogen måde berørte mig;

jeg havde, som man velsagtens kan forstå,

andre ting at beskæftige mig med,

idet mit ansigt var i stort set frit fald

med retning mod fortovets kantsten.



Det ville ikke være i overensstemmelse med sandheden

eller i det hele taget fremmende for denne beretnings troværdighed

at påstå, at mit liv ligefrem passerede revy,

men det er sandt,

at mine tanker kortvarigt gik til den bærepose med fem uåbnede pilsnerøl

som jeg på tidspunktet bar i min ene hånd.



Mine tankers orientering nåede dog ikke at ændre sig,

før faldet nåede sit klimaks.



Når jeg i denne forbindelse anvender ordet kortvarigt om denne tanke,

er det altså helt bevidst;

som nævnt var den faste grund,

for at være helt præcis det føromtalte fortov,

forsvundet under mine fødder,

og mit ansigt

var i stort set frit fald.


Jeg vidste,

at i løbet af ganske kort tid,

ja, indenfor få sekunder,

ville min krop igen blive forenet med den faste grund,

og jeg vidste samtidigt,

at bæreposen med de fem uåbnede pilsnerøl

efter al sandsynlighed at dømme

ville lide samme skæbne.



Så det, at min bekymring for bæreposen og især dens indhold

var kortvarig,

er af betydning,

da denne tankes varighed står i perfekt forhold

til hele forløbets samlede varighed, -

fra det øjeblik,

jeg mærkede fortovet forsvinde under mine støvlers slidbaner

til det øjeblik

mit ansigts frie fald blev stoppet af samme fortov.



Det sidste sanseindtryk,

som blev opfattet af min bevidsthed

var således, foruden smerten i mit ansigt,

den velkendte og derfor dybt forstemmende lyd

af fyldte ølflasker,

der smadres mod et fortov.



Men før denne sansning,

mens mit ansigt

stadig var på vej gennem luften,

under min kortvarige bekymring angående bæreposen og dens indhold,

blev min bevidsthed ført vidt omkring.



Jeg skal ikke påstå,

at bevidstheden som sådan forlod min krop,

skønt det meget vel kan være sandt,

men tiden blev ligesom standset,

mens min krop hang frit i luften,

i bevægelse mod fortov og kansten.

Og mens tiden var standset

drev min bevidsthed på togt gennem mange verdener

og besøgte steder som den ikke siden har set,

gjorde ting som jeg aldrig før eller siden har tilladt den at gøre.



Min bevidsthed konverserede Ghandi og drak te med Buddha,

flettede tæer med den Lille Havfrue

og voldtog Skipper Skræk.

Den dræbte fem spædbørn i Bangkok med koldt blod

og skændede deres mødre med varme omslag.

Den satte ild til en Bibel og pissede på en børnebog.

Den elskede titusinde skønne kvinder i Paris

og skrev femtenhundrede dårlige digte i Berlin.

Den græd et ocean af længselstårer

og hylede mod Månen på et slidt og krøllet postkort.

Den fik Anders And tvangsindlagt og bæltefikseret,

og lå på lur med lange objektiver for at tage afslørende billeder af Kristus,

og bagefter sælge dem til Judas for en bakke æg.



Min bevidsthed kom, som sagt, vidt omkring

i dette korte spænd af øjeblikke.



Det var umiddelbart uheldigt, -

sådan et fortovsfald kan være fatalt

for pilsnerøl såvel som fodgænger,

men ikke desdo mindre

giver begivenheden mig nu,

mange år senere,

længe efter alt det andet hændte, -

som jeg muligvis vil berette om senere, -

inspiration til langvarige tanker,

og når tiden og historien således lukker sig omkring sig selv

og de blødende sår i mit ansigt forlængst er helede

ved jeg at forholdet mellem fortov, støvlesåler og pilsnerøl,

ansigt og kantsten,

bevidsthed og tidsforløb,

ikke var betydningsløst;

at samtalen med Ghandi

og min bevidstheds kortvarige affære

med en københavnsk bronzeskulptur

på ingen måde var forgæves.




Og det giver mig håb.

Om Krig

   

I Auschwitz købte jeg et postkort

Jeg pakkede det ud ved søen bag krematoriet

Det var sort/hvidt

I Hiroshima købte jeg et postkort

Jeg pakkede det ud på bænken ved Den Evige Bøns Fontæne

Det var i farver

 

Treenigheden

der står tre kopper på mit bord

de er alle tomme

det vil sige:

de indeholder ikke væske

altså udfylder ingen af dem potentialet

de lever ikke op til rationalet

jeg anvender dem alternativt

og beviser derved den evne for innovation

som gør mig til menneske

der ligger et snavset håndklæde i min vindueskarm

hvad det bestiller dér

har jeg ingen anelse om

mysteriet er lige så stort for mig

som hvorfor man i sin tid rejste monolitter

på salisbury sletten

håndklædet udgør en mindre del

af det samlede rod i værelset

der beviser det overblik

som gør mig til menneske

der hænger et billede af en afklædt kvinde

på væggen i rummet

hendes blik er slået ned

og hun smiler uskyldigt

billedet beviser den æstetiske sans

som gør mig til menneske

og bekræfter den seksualitet

der sætter mig i stand til

i dette beskedne liv

at sætte spor i evigheden

  

  

Digter og tosse

Egentlig er det til grin

at skrive digte, altså.

På mange måder er det jo

ren og skær spild af tid,

jævn misbrug af ressourcer

at sidde og skrive digte.

Sidde hér, midt om natten,

bøjet ind over bordet

med krum ryg og skrive.

Hvad ligner dét?

Det er jo i grunden fuldkommen åndssvagt,

himmelråbende galimattias,

kort sagt: til grin.

Men hvordan kan det da være,

at jeg, som jeg sidder hér,

er i en tilstand af lykke?

Hvordan kan det være,

at jeg, som jeg digter,

spilder min tid og er til grin,

lever mere intenst

end ellers?

Er jeg, teknisk set, en tosse?

Men det er godt

at forsvinde i sprog,

lade det ene ord tage det andet

i fortsatte geledder,

side op og side ned.

Helt ind i sindets dybeste kamre 

kan det mærkes,

når altså det er det man ønsker,

når det lige eksakt

er dén brønd, man fisker i,

for det kan da også til sin tid

være tilfredsstillende og jævnt morsomt

blot at lade ordene kildre overfladen,

umærkeligt kærtegne fimrehårene,

ligesom det i små doser,

når det synes at passe ind i konteksten,

også kan være lækkert

bare at sætte et enkelt ord ind

som en tåfiser fra midtbanen

direkte ind i trekanten over keeperens skulder

som f.eks. analsex eller tis

eller andet fra nederste skuffe.

Men okay, vi har fastslået,

at digteren er en tosse,

sådan lidt tilbage i udviklingen

med hans ord og hans grammatik.

Men han er det jo på den fede måde,

for det er jo kunst, han arbejder med.

På trods af denne

socialt og kulturelt accepterede kendsgerning

ryster jeg på hovedet igen og igen,

af mig selv, skal siges

- jeg er ikke skadefro,

undrer mig over det absurde,

jeg er i gang med i dette nu,

sidder hér og skriver

- hvad skal det til for?

Okay, det er jo bare zen:

at hengive sig 100 %

til absolut idioti.

Det er jo såre mærkværdigt

med vi mennesker,

som f.eks. nu,

hvor jeg sidder krampagtigt og skriver,

stålsat besluttet, determineret

til at svine papiret til

med blå filtpen,

samtidig med at jeg ryster på hovedet

over min egen idioti,

det groteske spild af tid

situationen umiddelbart udgør.

Jeg kunne lige så godt

bare tænke højt,

sidde og snakke med mig selv

- det er jo ikke strengt nødvendigt

at notere disse tanker;

jeg er jo ikke på nogen måde tvunget

til dét hér.

Men jeg har prøvet

at snakke med mig selv i stedet

- det er en hel anden praksis.

Så er der jo pludseligt

tale om dialog

og ikke den enetale,

den maniske monolog

som det at digte er.

Ekstasen opnås sluttelig

i meditativ maraton

1.30 torsdag morgen

og pennen lægges

glødende varm, udslidt med flosset spids

og siderne lægges bort

sammen med den hemmelige identitet:

digter og tosse.

Normal adfærd påkrævet.