1
"... og omkring disse mænd kun deres stank af møg," kom det fra Søster. Det var en strofe fra en gammel soldatervise.
Hun var med Fruen bag sig, just trådt ind fra et silende regnvejr, i den brede, lavloftede ølstue, der udgjorde det første rum i landevejskroen De Vandrendes Hvile. Det var langt fra første gang, damerne besøgte dette etablissement, men i aften var det hverken Maspers grog eller Vespers mjød, der lokkede dem.
Fruen tog føringen og hængte sin kåbe af fed olieskind op på en ledig knag ved døren. Den var tung af regn og rar at komme af med. Hun vendte sig mod forstuen, hvor hun kortvarigt mødte nysgerrige blikke, der hurtigt blev vendt bort. Hun genkendte ingen af de tilstedeværende - et fuldt dusin mænd i mange aldre. Ti af dem sad fem overfor hinanden for enden af ølstuens langbord. To af dem sad alene, den ene ved den tændte pejs i gavlvæggen, den anden i skyggen bag langbordet. De var forskellige mænd, men de havde én fælles egenskab, som hun betragtede deres bortvendte ansigter: de var tavse.
"Nå!" sagde hun, henvendt til flokken. "Vi undskylder, hvis det var ankomsten af en anden slags... piger, herrerne havde forventet, men det var nu engang den gode Marsk og Fruen, der måtte søge læ og derfor må herrerne ta' til gode med disse."
Som på stikord trådte Søster frem i lyset fra ildfadet på langbordet og det bløde, ravfarvede skær gled som et gyldent slør over det okseblodsfarvede læderharnisk, som dækkede Søster fra hage til ankel og ikke afslørede så meget som en tomme bar hud, men indtrykket af hendes fysik kunne ikke have haft større effekt på mændene om hun havde været aldeles afklædt, så tætsiddende var Søsters læder. Hendes altid udslåede manke af dovent faldende mørkt røde lokker glinsede regnvådt i fakkellyset som mørke kobbertråde. Hun bar som sædvanligt ingen synlige våben.
Et kort øjeblik var mændenes ansigter en serie masker med kunstneriske variationer over temaet "forstenet stirren", så tog deres fælles instinkter over, og dæmpede samtaler fortsatte, hvor de var sluppet, terninger blev samlet op og kastet påny, mens genstande og pergamenter blev byttet til fyldte punge af forsigtige hænder i skyggen under bordet, og glas, flasker, karafler, kander og krus blev tømt og fyldt igen.
Hverken Fruen eller den fagre marsk var fremmede gæster i egnens kroer, som normalt blev gæstet af lokale håndværksmestre såvel som kaptajner af Fruens egen hird, og der var veteraner af samme som hver aften drak Fruens gavmilde forsørgelse op i et hjørne i kroen indtil barmhjertige rekrutter fulgte dem hjem, hvis ikke krofatters støvle igen hjalp dem på vej. Det var også i disse lavloftede rum, at man kunne møde interessante fremmede med guld i deres lommer eller, bedre end guld, interessante nyheder om naboer, rivaler, venner og fjender. Det var også hér Fruen normalt afholdt møder med sine kunder: røverkonger og stammehøvdinge, baroner og sheiker, ørkenmænd og skovmænd, banditter og tatere, lejesvende og gadebander - allesammen ønskede de Fruens stål og hun solgte dem, hvad hun kunne undvære.
Fruen gik mod baren, bag hvilken Vesper stod, som en stor, ludende skygge med begge de enorme hænder på disken foran sig. "Frue," brummede han fra et sted i sit skæg, der, som altid, mindede om en meget slidt og møgbeskidt gårdkost i såvel farve som generel tekstur. "Et krus dobbelt mjød, som altid?"
"Jotak, men som du ved, er jeg hér for at møde en herre..."
"... som forventer, at Fruen møder op alene, ikke sandt?" Vesper flyttede lidt på de store næver på disken.
"Marsken er her ikke som ledsager," forsikrede Fruen. "Vi stødte tilfældigt på hinanden på vej hjem fra hvert sit ærinde. Da regnen kom, og jeg alligevel havde en aftale hér i herrens gæstehus, valgte Marsken samme tilflugtssted. Hvilket vel kun kan fornøje herren!"
Vesper lo og vendte sig mod mjødfadet.
Fruen blev pludselig opmærksom på en undselig skikkelse, der længe havde betragtet hende fra en stol ved et bord i lokalet bag baren. Det var en ranglet tøs på omkring de femten med kort, tjavset hår og en bemærkelsesværdig spids hage. Der kunne dårligt være firs pund kød på hendes magre krop, tænkte Fruen.
Der var noget øretæveindbydende næsvist ved pigens udstråling, som hun vedblev at stirre selv efter at Fruen tydeligvis havde bemærket det.
Da Fruen trak en stol frem og satte sig på den ved pigens bord, rettede denne sig op. Hendes selvsikkerhed blegnede. "Jeg er sikker på, at du og jeg har lignende formål hér," sagde Fruen lavmælt. "Jeg foreslår samarbejde, at vi undgår at komme i vejen for hinanden."
Tøsen smilede kort. "Aftale," sagde hun. "Men hvordan ved du hvad jeg bestiller hér?"
Fruen smilede. Hun havde ikke tålmodighed til at dele sind med dette pigebarn, men hun havde til vane at belønne frækhed. "Spidse sko, friske fra læsten." Hun rakte hurtigt en hånd frem og greb om pigens bæltespænde. Hendes tag var nådesløst og pigen gispede. "Fuldnarvet læder, bedste kvalitet." Hun slap og pigen trak sig instinktivt tilbage. En enkelt vredesrynke trådte frem over hendes næseryg. "Du er ingen simpel tyvetøs. Du bærer dit harnisk naturligt og det er spændt af erfarne hænder. Og sidst, men ikke mindst, bærer du ingen synlige våben, fordi du ikke behøver dem for at dræbe."
Fruen rejste sig og skubbede stolen ind under bordet. "Vi venter på samme mand. Jeg ønsker at bemægtige mig hans guld. Du vil tage hans liv. Det er alt, hvad vi har til fælles. Min ære byder mig at indgå forbund før fjendskab." Hun snøftede. "Der kan være - lad os sige et pund sølvstykker - i udsigt... Sig mig dit navn som bekræftelse..."
Tøsen nikkede en enkelt gang. "Tara," sagde hun. "Mit navn er Tara."
Fruen vendte sig mod kroens inderste: den store ølhal med det firkantede ildsted i midten, hvor Masper sad på hug, bøjet over gryden med grog, der fyldte hele rummet med den søde, lokkende duft af gærede bær. På tæpper og skind rundt om ildstedet sad og lå en halv snes gæster, flere af dem sovende. Bag dem, i halvmørket langs væggene sad og lå andre på de solide langbænke. Der var kun enkelte borde, og ved et af disse sad et selskab, som fangede Fruens interesse.
Hun nikkede kort til Søster, som nu stod ved Vespers disk med et krus mjød foran sig. Herfra kunne Søster med sine seks fod og tre tommer med lethed overskue hele etablissementet. Og alle kunne se hende, og mange mænds blikke fandt både hvile og glæde i det, som de så.
Den første af det siddende selskab til at lade sig bemærke med Fruens ankomst rejste sig høfligt. Det var en bedaget herre, der længe havde set sin tresindstyvende vinter, iklædt en tarvelig lærredskjortel og bare fødder.
"Vær hilset, ærede gæst!" sagde han.
Hans selskab vendte simultant ansigterne mod hende. Fire i alt. Hun nikkede en kort hilsen til bordet. "Har alle fyldte krus?" Hun vendte sig mod Vespers disk. "Alt til dette bord er på Fruens regning!"
Vesper nikkede. Søster løftede kruset i hilsen fra sin post, nonchalant lænet op af baren - og tømte det i tre lange slurke.
Fruen satte sig på den anviste tomme plads ved bordet og blev med det samme en del af det halvmørke, der syntes at hvile på bordet mellem dem med en sitren af konspiration.
"Nu da vi er samlet," fortsatte den barfodede gamling, "kan vi lige så godt komme til sagen! Jeg har fire kister guld til den af jer som bringer mig Tigerhjertet!"
2
Næppe havde han udtalt sidste stavelse, før den ene af de ved bordet siddende hastigt rejste sig og med en sådan kraft, at stolen væltede om på det støvede stengulv bag ham, og folk måtte gribe deres ølkrus og kander, at bordets rysten ikke skulle værfe dem omkuld og spilde dyre dråber. Der var en sådan kraft i denne bevægelse, at et gisp undslap Fruen.
Det var en kæmpe af en højlandsbarbar. Som altid halvnøgen - hvilket, til Fruens gentagne fortrydelse, synes at gøre sig gældende for alle ørkenmænd - kun iført, hvad der engang må have været et stort sjal eller en kostbar dug, men som han for længe siden havde svøbt som lændeklæde ved hjælp af det kraftige bælte af ugarvede huder, der lå om hans hofter. Resten af ham var et bundt af muskler under en skurvet og mørkhærdet hud, der gav indtryk af en forvitret klippevæg i ildstedets gyldne skær, og de mange ar og friske skrammer fremstod som forfædrenes kultegninger på hulevæggen, hans krusede kropshår som mosser på samme. Han hævede sit hovede og stålblå øjne lynede under hans mørke pandetjavser. I en lynhurtig pirouette, der fik Fruen til at gispe igen, sprang han, lydløst, som en stor kat, væk og ud af døren. Hun fangede i det korte øjeblik flere glimt af den svære tveæggede slagøkse af rent stål, der hang surret til hans ryg.
I sandhed en vældig kriger! tænkte Fruen. Og hvilken kraft...
De hørte vrinsken og skryden af et kraftigt og enormt ridedyr og en blanding af hovslag og hvinen af vandrende som måtte springe for livet ved dyrets fremfærd. Så blev alt stille, uden regnens dryppen fra tagskægget udenfor den åbne dør.
Den barfodede gamling slog ud med hænderne. "Da vor lille kappestrid ikke kræver hverken signatur eller segl, kan jeg ikke diskvalificere den travle herre som deltager og det tvinger mig til at fremskynde vort møde og melde jagten åben." Da ingen rørte sig, lagde han hænderne på stoleryggen. "Alt for længe har Tigerhjertet, som bekendt været i Den Sorte Hånds varetægt, hvor det forgæves har måttet lade sig begnubbe af simple tyvekoster i banditternes kister." Han tog en dyb indånding. "Jeg varsler en ny tids komme, hvor Tigerhjertet er tilbage hos det folk som det tilhører..."
"Altså, i herrens skatkammer?" konstaterede Fruen skeptisk.
Manden smilede irriteret. "Indtil videre under bevogtning, ja," svarede han. "Men jeg kan forsikre, at så snart en transportrute er sikret, vil Tigerhjertet blive..."
Den unge mand, som havde siddet tavst for bordenden side Fruens ankomst, lænede sig frem. Han var, hvad Fruen uden at blinke ville kalde en fager yngling med dertil hørende lysblonde krøller forsøgt holdt på plads med dyrt voks og en jævn ørkenglød over den tykke hals og de fyldige skuldre. Han bar et ærmeløst messingkyras over en svær lærredskjortel. "Tigerhjertet er meget mere end blot en kostbar sten. Imperier har rejst sig og er faldet i dens skygge. I oldtiden blev Hjertet båret foran hære, hvor dets lys tvang fjender til underkastelse. Det har vist karavaner af flygtninge vej gennem ørkenen, fra oase til oase, langs vandløb mod flod, våget over dem på deres flugt."
"Og det har undervejs tilbragt al for meget af sin tid på bunden af banditters mugne kister," svarede den gamle. "Hvor enhver gemen eventyrer - med al respekt for den unge herre - kan gøre den til sin ved en serie drab. Og dette er jeres simple opgave."
"Men jeg har intet udestående med Hånden," kom det fra kvinden til højre for Fruen. "Og jeg vil nødig starte en hævnkæde på baggrund af en enkelt sten..."
Det var en thuransk kvinde i en farvestrålende, men tarvelig kjole, der nok viste skuldre og barm, men nådigt skjulte både bagdel og lår. Hendes mørke lød og fremmedartede træk gjorde hende umulig at dømme som andet end "eksotisk". Hun bar billige smykker af messing og tin - og alt for mange af dem.
"Som fri røverdronning af blod og ed ser du, naturligvis, stammefred og våbenhvile som det ideelle fundament for handel og vækst." Den barfodede gamling satte hænderne i siden. "Og mit udestående er heller ikke med Hånden, kun dene ene langfingrede svinehund af en høvding!"
"Sjakalen, kalder de ham."
De kiggede op.
3
Stemmen kom fra døren, der endnu stod åben efter barbarens hastige afsked. Den tilhørte en høj kvinde dækket af en lang, mørkegrøn filtkåbe med opslået hætte.
"Jeg beklager min forsinkede ankomst," drævede hun med sin hæse alt, "men fornemmer på den uformelle invitation, at jeg ikke behøver spilde tid på hofetikette." Hun løsnede kåben og hængte den på knagen ved siden af Fruens og bevægede sig ind forbi bardisken mod bordet. Hun strejfede, ligesom tilfældigt, Fruens skulder, da hun gik bagom på vej mod den tomme plads overfor, der stadig var markeret af en væltet stol. "Når man tænker på visse af selskabets gæster, er enhver form for dannede hensyn fuldstændigt overflødige."
Hun samlede med elegance stolen op fra gulvet og satte sig på den i samme bevægelse. "Som de fleste andre ved dette bord, har jeg vel ikke til nød at præsentere mig..."
Røverdronningen ved Fruens side skuttede sig. "Morgana!" fnøs hun. "Heksen fra Corcosa! Enhver kæft fyldes med galde ved smagen af dit navn." Hendes blik var stift rettet mod bordpladen.
Fruen forblev tavs, men hendes blik havde fanget Morganas og holdt det fast. Heksens egne øjne var som tjæret træ og omgivet af sort ansigtsmaling. Fruen havde set kvinderne puste kulstøv i hinandens ansigter under sminkedansen og havde selv båret seermasken. Kvindens lange, ravnsorte hår faldt fra en skarp midterskilning som et dovent tilbagetrukket teatertæppe ned på hver sin side af ansigtets blege markeringer.
Lady Morgana var ubegribeligt smuk. Som altid.
"Og hvem er så denne smukke dreng?" spurgte hun, idet hun uden blusel beundrede den fagre ynglings fysik. "Et sjældent syn i knejper som denne. Lidt ligseom når man finder en sjælden ædelsten i en tyvekiste..."
Ungersvenden følte ingen smiger. Også han kendte Lady Morgana.
"Du kommer for sent," sagde Fruen. "Meldingen er udgået og jagten er begyndt!"
Denne gang var det Morganas tur til at holde Fruens blik fast med sit eget. "Hvem ved... måske har jeg allerede stenen i min lomme... Desuden er det mig bekendt ikke Fruen som har udlagt dusøren!" Hun vendte sig mod den barfodede gamling. "Mester Zarino... Det er mig pålagt at videregive en hjertevarm hilsen fra Baron Fenn på vegne af Majestæten selv."
Zarino var tydeligt smigret. "Jeg takker ydmygst for hilsen. I må venligst hilse Baronen igen og bede ham overbringe min tak til Majestæten for hans gavmilde donation..."
"Baronen beklager ligeledes, at han må sende mig i sit sted. Han har desværre ikke tid til morsomheder... det var ordet, han anvendte."
"Så sender den kryster til Fenn sin heks for at gøre sit arbejde," fnøs røverdronningen og gjorde en obskøn håndbevægelse, som ingen ørkenmand ville misforstå. "Præcis så meget gi'r jeg for hans ære..."
"Jeg er ingen heks, Høvding Lemoria. Hekse forvises af mænd eller pines i hjel af mænd i dybe kældre. Jeg har mænds gunst og opmærksomhed, og det er ikke nødvendigt for mig at anvende trolddom for at få dem til at give mig, hvad jeg ønsker..."
"Og således," fortsatte Fruen. "Ved vi nu alle, at du har såvel baroners som Majestætens øren. Du kunne have valgt at overbringe baronens hilsen til tempelmester Zarino i passende diskretion, men valgte at udbasunere den som en offentlig proklamering. En sand Frue behøver ikke besynge sit eget værd. Sidst jeg havde passiar med Majestæten var, da jeg i foråret hjalp ham med at trække en tolv punds ørred ind og efterfølgende lade den gå tilbage over siden, da det viste sig at være et daggammelt ådsel hans krog havde pilket fra bunden. Skønt anekdotens kvaliteter som... anekdote, føler jeg mig dog ikke tvunget til at fortælle den som det første, sent ankommet til indbudt selskab, endnu før jeg har fundet stol til min smalle røv!" Hun tog et dygtigt drag af den søde mjød.
Røverdronningen lo. En hyæneagtig, gnækken. Selv ungersvenden følte sig tydeligt underholdt.
Ved Vespers bar stod Søster med siden til, lænet op af baren. Hendes fingerspidser hvilede på en tomme blankt metal, der stak ud mellem folderne i hendes harnisk. Vesper var tavs, som kun Vesper kunne være: en ludende skygge i mørket: 240 pund erfaren krofatter.
Morgana smilede, tydeligt irriteret. "Jeg er også glad for at se dig igen, søde," sagde hun. "Hvordan var det nu det var? Jeg husker så dårligt. Brændevin, du ved... Jeg husker, jeg red bort fra vort møde." En bekymret rynke viste sig omkring Morganas sortsminkede øjne. "Mens du måtte gå hjem... Tillad mig at udtrykke min beklagelse."
"Jeg taber ingen ære ved at indrømme et nederlag," svarede Fruen. "Den hulryggede plag var en stakkel, jeg fandt alene i en fold bag en forladt gård. Han kunne knapt holde sig oprejst." Fruen rynkede på næsen. "Og han stank fælt, kan jeg huske. Nej, min gode Morgana, det er mig som beklager dybt, at din gevinst slet ikke levede op til den indsats du lagde for dagen i vor kappestrid."
Morgana kunne ikke finde svar.
Zarino klappede ceremonielt to gange. "Jamen, så vil jeg trække mig tilbage og lade den bedste mand vinde!" Tre af bordets gæster vendte strenge ansigter mod ham. "Jeg undskylder, de damer," tilføjede han med sænket ansigt. Så lænede han sig ind over bordet, idet han rejste sig. "Men hvis jeg var jer, ville jeg se at komme af sted. Barbaren som tog så hastigt af sted kan meget vel allerede være på vej tilbage med Hjertet. Han har forlangt, at jeg ikke afslører hans navn, men det er kendt mange steder og ikke kun her omkring."
De andre nikkede. Ungersvenden rejste sig, og Fruen så, at han ikke kun var ualmindeligt godt bygget, men også stod et halvt hovede højere end hende. "Jo, vi kender ham alle, og der er ingen af os som ønsker at komme i vejen for ham..." Han sænkede blikket. "Det er nok dét som byder os vente... Vi ved, hvem han er..."
Og det gjorde de. Undtagen Fruen som ikke havde hørt om nogen frygtelig barbar. Men hun følte, at det var upassende at røbe i dette høviske selskab.
4
"Der flakker mange rakkere omkring og tilbyder deres tjenester for husly og mad," sagde Søster. "På det sidste lader det til at være på mode for enhver ung ambitiøs højlandskriger at prøve kræfter med ørkenen og dens mænd. Han er kun én af mange..."
"Men du så ham selv," indvendte Fruen. "Du må tilstå, man sjældent ser så vældig en krop bevæge sig så hurtigt! På ingen måder en ung og uprøvet rekrut!"
"Imponerende," indrømmede Søster. "Øksen på hans ryg, og især surringen og de valgte knob tyder på, at han har erfaring med både flod og hav."
"Pirat?"
Søster smilede og løftede sit krus. Det var tomt. "Vis mig den rakker her omkring som ikke har forsøgt sig i kaperfaget. Hvad gør en veteran, når han ikke mere kan passe sin kasernetrøje?" Hun stillede kruset fra sig på bardisken og fangede Fruens blik som hun fastholdt med sine for valesere typiske glasblå øjne - smukkere øjne havde Fruen kun set i sit spejl. "Og hvad gør sandhavets nordligste herskerinde, når hun keder sig?"
Fruen smilede. "To togter..." sagde hun. "Tre, hvis vi medtager min korte men stormfyldte affære med Sorte Manuelo, der dog aldrig bragte os til havs, skønt sejl var sat og vinden gunstig. Vi kom sjældent ud af vort lukaf, vor delte køje." Hun strejfede med en fingerspids sin læbe. "Heldigt, trods alt, Manuelos skib gik ned, vædret af en thuransk galej, året efter. Men jeg har stadig guldstykker og våben i kælderen fra de togter. Pirateri er en indbringende gesjæft."
De sad stadig i De Vandrendes Hvile. De var af forskellige årsager ikke kommet videre.
For det første var vejret ikke blevet bedre og solen var ved at gå ned. For det andet havde både Frue og Marsk søgt at stille tørsten ved både grog og mjød i rigeligt mål, men der måtte være noget ganske særligt ved især Vespers mjød - skulle Fruen mene - som gjorde den ganske ude af stand til at stille hendes tørst, hvorfor hun ikke så anden udvej end at lade ham fylde gavmildt i fra fadet.
Dronning Lemoria af Sølvstjernens klan havde også valgt at forblive i huset. Det var især Maspers grog, hun forsøgte sig med, og tydeligvis uden større held end Fruen. Hun drak groggen af ølkrus.
"Hvor er mine mænd?" råbte hun fra bordet, hvor hun sad med den fagre ungersvend, som kaldte sig Rocco. "Jeg er ikke vant til den generthed, jeg fornemmer fra dette selskab. Mine mænd drikker som mænd og synger og slås som mænd! Ikke som mumlende får i ulvens skygge... Syng, mænd! Syng!" Hun løftede sit krus.
Da rejste den vakre yngling sig op og sang:
"Da gik den fagre ungersvend
i skovens gyldne gry,
på vej mod kro og mjød og kød
i Storhallens lune ly!"
Han løftede sit bæger og tømte det. Skum løb fra hans hage.
"Da mødte han på vejen
et udyr, grimt og fælt
som slugte hans hest med sadel og sko
og vendte sig om mod vor helt!"
Han gik ned i knæ og skar en grimasse og stak hænderne frem med krumme fingre. Kroens gæster havde rejst sig, og man stimlede vaklende sammen omkring Rocco.
"Da greb vor helt om knivens hjalt
og huk! og hak! den lede faldt!"
Han stivnede med en dramatisk grimasse. Han stirrede på sit publikum.
"Da så den fagre ungersvend
på bæstet død på jord,
og forbandede sit held og sit liv og sit syn,
da han så, det var hans svigermor."
Og koret rejste sig, enhver soldat fra ethvert regiment, enhver ung stammekriger, enhver garvet veteran kendte dette omkvæd, og mænd kom fortumlede men hurtigt på benene fra deres søvn på gulvet, svedende og svimle, for at stemme i:
"Så hulk, dog, gamle moder,
i krig han måtte gå,
for at møde sin skæbne på fjendens spyd,
- det skulle være så!"
Selv Fruen blev grebet og satte i med sin bedste sopran.
"Så hulk dog, fagre jomfru,
i krig han måtte gå.
Du finder vel en anden at malke for mønt
- det skulle være så!"
Lyden af Maspers drone havde akkompagneret sidste strofe. Han sprang ud på gulvet som det vilde dyr han var, mens han drejede på sin fele og lavede ansigter og gjorde sig skeløjet. Variationer over melodiens tema sprang fra felens strenge, mens mænd begyndte at trampe rytmen i gulvet og hamre med bægre i borde og bænke.
"Så rejs dig knægt, min søn, " stemte alle i. Søster trådte ud på gulvet og påtog sig rollen som forsanger, mens ungersvenden, Rocco, gik omkring med krummede fingre og greb ud efter publikum som det udyr, grimt og fælt.
Søsters stemme brød sammen, og hun valgte at recitere resten af visen:
"Så rejs dig, knægt, min søn,
udfyld din skæbne og bed din bøn.
Grib dit sværd, grib din økse,
grib din jomfru, grib din mor!
I morgen venter os blodets mark
og på den skal vi høste vor løn."
Røverdronningen Lemoria af Sølvstjernens klan rejste sig fra stolen og hengav sig til en vanvittig dans bestående af hug og vrid med hofter og arme og fejende, vuggende trin. De mange smykker og ringe om hals, arme og ankler rislede og raslede i akkompagnement til felens drone og tamp på borde.
Rocco lod sit vilddyr betage af den dansende; han forblev i rollen, som underholdt han begejstrede børn, for det var, hvad de var: børn sprunget af lejligheden, natten og regnen udenfor; mørket og kulden og den fæle, grimme ondskab var på afstand, blod og lemmer og blikke slørede af rusmidler; som uskyldige børn af verden og af guderne dansede de omkring og sang og tampede i gulv og borde - ørkenens værste udskud og rovmorder arm i arm med den pensionerede gendarm, tyv båret på havnebissens ryg, begge med hævede krus - i rendyrket helle, total våbenhvile, i skæret af krostuens ildsted. En øltønde og fire fad grog blev sendt fra mand til mand fra Vesper ved baren, og blev sat på gulvet. Med ivrige knive blev toppene brudt, og man ilede til med kander og krus.
"Alt er på Fruens regning!" råbte Fruen med den eneste stemme i ørkenen som kunne gøre enhver mand tavs. "Men med måde, mine herrer! I morgen drager vi af sted mod Sjakalens rede for at dræbe ham og hans hunde og stjæle hans bytte!"
Hun sprang op på bordet, sparkede kander og krus på gulvet. "Ved alle djævle, jeg betaler et pund sølvmønter til alle som vil følge mig!" Hun tav og lod sit blik glide over de mange ansigter omkring hende. Sang og dans var standset ved ordet "sølvmønter". Hun hev efter vejret, vidste, at hun sandsynligvis ville tabe på denne satsning. "Er I med mig, drenge?"
Alle brød ud i gjalderbrøl og hujen. Masper genoptog sit overgreb på felen, man skrålede, hujede og trampede i gulvet. Foran Fruen stod røverdronningen og ungersvenden Rocco. Deres ansigter var fyldt af bebrejdelse. Ingen af dem havde midler nok til at kunne iværksætte så stor en operation. De var skuffede over Fruens åbenlyse snyderi.
Fruen blinkede til dem og lo. "Tilbuddet gælder alle tilstedeværende. Skål!"
Og i hjørnet sad en undselig skikkelse - en tarvelig tøs på vel omkring de femten med kort, pjusket hår. Hendes mørke klæder gjorde hende ét med mørket - og i dette mørke lurede skarpt stål.
5
Drømmen var ikke uventet, men det gjorde den ikke mindre uvelkommen. Siden hun, for snart mange år siden, havde fundet og samlet de syv sten, som lå i deres kæder mod hendes bryst og holdt Smittens symptomer på afstand, havde Fruens drømme været hjemsøgt af sælsomme gæster.
I nat var det ham, hun kaldte Vogteren. Og som altid mødte hun ham bagbundet på knæ i hans verden af kaos; af smeltende bjerge hvis dråber og bobler af glødende metal svævede omkring højt oppe på den stålgrå himmel, og af grå, tornede og giftsivende stængler og stammer, krybende og kravlende som snublefælder omkring hende. Sektioner af enorme bygninger skød op langt borte over en unaturlig flad steppe. En usund og tæt tåge lå overalt, som røg af den ulmende brandtomt, hendes umiddelbare omgivelser åbenlyst udgjorde.
Ind i denne verden trådte Vogteren.
Han var langt over ti fod høj, bred som porten til en mægtig krypt og lige så massiv at se til. Det skifergrå lysskær fra et sted ude over steppen afslørede hans omrids i silhouet og de tornede ornamenter på hans hjelm og over hans rustning fik ham til at fremstå som et grotesk pansret væsen mere end som en rustningsklædt kriger. Det var som sivede der tråde og dråber af mørke ud under hans rustnings plader; strømmene gled omkring ham og blev til tågevinger, der snoede sig om den tavse og ubevægelige skikkelse som flygtige mørke klæder, og udviskede enhver detalje.
"Barn, har du glemt din bestemmelse? Har du glemt dit kald?" Han gik ned på hug foran hende. Bevægelsen fik ujævne revner i hans harnisk til at åbne sig og afsløre hans glødende hud. Hans visir var fem lodrette stållameller, og dét var hans ansigt. "Åh, den søde mjød, åh, de stærke bær," sagde han med sin tordnende bas. "Åh, de bitre svampe og den stærke røg fra de tørrede urter... Syltede fisk... Rådne fugleæg... Sprit..." Han lo. Som et bjerg ville le. "Findes overhovedet det bær eller den spire Fruen ikke har tygget eller ladet indgå i sin bryg i jagten på en ny rus?"
Hans store, behandskede hænder slog langsomt ud i en opgivende gestus, puf og pust af mørke stod fra hans led. "Er den kraft jeg deler med dig da helt og aldeles spildt?"
Han rystede langsomt på hovedet i skuffelse.
"Da har jeg vel kun det valg at løfte arkanaen fra din hals og lade Korruptionen overtage din krop..."
"Nej, vent!" råbte hun og sled i sine reb. "Jeg har ikke glemt! Jeg kender min bestemmelse og hensigten med mit virke! Jeg har kun øje for ét formål!" Hun sænkede blikket. "Men dette guld kan blive mit i morgen, og med det guld kan jeg købe mænd, som vil tjene dig til døden, herre!"
"Igen disse forsøg på at forhandle, at forklare, at forvisse. Skønt farven på min dragt og min stank af autoritet har jeg aldrig udgivet mig for dommer eller rådsmand. Ej heller har jeg til nøds at rådføre mig med jura eller jury. Jeg er Vogteren og du er min tjener!" Han rejste sig. Slagger af glødende metal løb fra rustningens plader og dryppede på jorden med hidsige hvæs. "Jeg er dog ikke døv for min tjeners undskyldning eller blind for potentialet i tjenerens plan. Jeg vil lade dig ride mod din skæbne med dit slæng af købte mænd..." Han lo, som når bjerge håner hinanden under deres slagsmål. "Sølvmønter! Læderposer fyldt af det fattigste og usleste metal i universet. Sølv!"
"Mænd vil kæmpe for mindre," mumlede hun, ikke henvendt til Vogteren. "Kød og brød og et sted at sove kan være formål og bestemmelse nok for de fleste mænd! Jeg stiller dem dette til rådighed til gengæld for deres tjeneste! Sølvmønterne er symbolet som lægger den passende afstand mellem borgfrue og staldknægt og samtidigt brolægningen under den markedsplads som holder hele Sydørkenen og nærmeste omegns handel og vandel i vækst og bevægelse! Det hele er gjort i dit navn - alt, nådige herre..."
"Nu også tryglende," brummede Vogteren. "Selv efter, jeg har skænket nåde og udtrykt tilgivelse... Jeg kan sløve tjenerens knive, forøge udfordringen og dermed tjenerens indsats... Jeg kan stryge tjenerens hest med feber og hoste... Tjeneren skal bare sige til, jeg er også til tjeneste." Han satte de enorme næver i siden. De kunne hver især med et simpelt dask ikke blot slå døren ind men fjerne det hele hus med tag og kælder fra verdenskortet.
"Hån mig ikke. Det har jeg, trods alt, ikke fortjent." Hun knejsede. "Giv mig dagen i morgen og... i overmorgen med..."
"Der kommer en morgen og måske er det allerede den morgen, du nu vågner til, hvor hverken kældre fulde af sølv og guld eller ædle stene med mytiske kræfter vil række som dækning. En krig som aldrig vil standse. En krig som vil blive den sidste, fordi den aldrig standser. En krig uden taber. En krig som aldrig bliver målt i faldne, da ingen vil leve til at tælle."
Hun havde hørt hans prædiken før. I mange drømme. I forskellige variationer, skønt alle som én lige kedelige og dunkle. Om denne krig som han ville have skulle blive den sidste. En krig bag den port som han vogtede. En port i tiden, rummet eller i selve det fundament hvorpå verdensaltet hvilede, som han påstod kunne springe åben hvert øjeblik og opsluge denne verden i en blodrus af uendelig og ustandselig krig. Han kunne blive ved længe, minutter, måneder, årtier - i drømmen var tid, som alle andre manifestationer af virkeligheden, en dårlig udført parodi. Hun hørte hans stemme, følte dens resonans, men de enkelte ord undslap hende, og til sidst var kun dronen af hans dybe bas og så kun tavsheden.
"Der står fem mænd og venter i gården. Bevæbnede..."
Fruen vågnede langsomt. Orme med tykke hoveder af valnøddestørrelse syntes at bevæge sig omkring i hendes hjerne. Hun blinkede øjnene åbne og samlede instinktivt tæpperne om sin nøgne krop. Hun var svedig og syg.
På hendes sengekant sad Søster i sædvanlig elegance med en stenhård, men meget fint kurvet, læderklædt røvballe på den grove træramme.
"Mama Mori og Rocco - vor unge helt - har forladt huset med hvert deres slæng."
"Mama..." Fruen slog tæppet til side og satte sig op i sengen. "Mama Mori?"
"Det er røverdronningens alias," svarede Søster. "Ét af mange. Fruen kender ørkenmænds vane med at give hinanden navne, som ofte kan blive hængende, slægt efter slægt."
"Men aldrig éns givne navn. Jeg har forstået og også taget vanen til mig. Da synes jeg dog, det er passende at holde sig til ét navn og tilegne sig dets kraft."
"Hvorom alting er, alle andre kombattanter har nu et massivt forspring..." Søsters hænder var urolige. "Og - som allerede nævnt - der står fem mænd i gården og venter på Fruens ordre." Hun snøftede. "I regnvejr... Ja, det synes aldrig at få en ende i år."
Hun rejste sig.
Det samme gjorde Fruen. De hoftelange, stålgrå lokker svøbte sig om hendes nøgne krop som det slør af erfaringer og vidnesbyrd om genvundet helbred og visdom vundet ved ofrelse som de var. Hun beundrede sig selv i sengespejlet uden blusel.
Hun havde drukket, hun havde svirret, hun havde danset og hun havde leet. Så sjældent det var, hun kunne le. Så sjældent det var, hun lod jublen overtage, som da hun som pige kastede sig på kælken og tog selv de mest knudrede bakker i et hvinende sus. Og hun var svedig og hun var syg, og hun lugtede værre end krostuens gulv.
Men hun var dog stadig smuk.
Hun smilede koketterende. Fruen behøvede ikke stille det dumme spejl noget dumt spørgsmål.
"Lad dem få mad og drikke," sagde hun. "Det er desværre nødvendigt for herrernes Frue og Fruens kaptajn..." Hun fejede rundt med hånden i en karikeret gestus af ceremoniel præsentation, som en teaterdirektør forrest på scenen, "...Fruens Marsk og livvagt, at nette sig og klargøre sit udstyr. Herrerne må have tålmodighed. Og, kaptajn!"
Søster blev stående med ryggen til i døren til det lavloftede krokammer.
"Se til der kun åbnes en enkelt øltønde og bed Vesper røre grøden kraftig og lind. Vi er i hast!"
6
En støvsky i solen foran Vestbjergets skygge kundgjorde spejdernes hjemkomst. De tre slanke ørkenhingste med hver deres slanke, kaftanklædte rytter nærmede sig i hurtig skridt. Deres lange spyd glimtede i solnedgangens skarpe stråler.
De havde slået lejr under en klippeafsats efter seks timers ridt mod øst. Regnen var aftaget, men sandgrunden stadig våd nok til hurtig ridt, og de havde tilbagelagt mere end en halv dagsrejse
Mændene sad og lå om bålet, de havde samlet og rejst. Det var nyligt antændt, og de slanke tørre stammer stod stadig lænede mod hinanden, som mørnede spyd, mens nysgerrige, rastløse flammer fór og sprang omkring på dem. Søster stod lidt afsides i hvad der forekom som intim samtale med sin hest, den vriisiske stridshingst Laufe. Han stod med de andre heste og græssede grønsvær på bredden af vandhullet ved hvilket de havde valgt at slå lejr.
Fruen havde just fyldt et bæger med øl fra sækken - de havde medbragt fire sække, over ryggen af to muldyr. Fruen tænkte, at det kunne række længe nok. Hun satte sig på den til det samme anlagte træstamme ved bålet. På træstammen sad foruden hende det ejendommelige væsen, som kaldte sig Pan, og som Fruen havde svært ved at greje. Pan sad med benene op under sig, dækket af den grove filtkåbe, hvis hætte var opslået - og var mystisk.
For det første, og det generede Fruen noget så gevaldigt, var det ikke til at bestemme, om væsenet var en mand eller en kvinde, en dreng eller en pige, men da stemmen var kraftig og mandig havde hun besluttet at titulere ham som mand, hvilket han tydeligvist accepterede. For det andet var der hans tavshed og hans evigt formummede fremtræden, der umuliggjorde identifikation - en fremtræden som i sig selv var iøjnefaldende i denne ørken, hvor delvis eller i unødvendigt mange tilfælde, hvis man spurgte Fruen, komplet nøgenhed syntes at være standarden.
"Vi håber spejderne bringer godt nyt!" sagde hun opmuntrende, og højt nok til, at de resterende fire mænd omkring bålet forstod, at hun talte til hele gruppen.
Det var en broget flok.
Helten Herlong var en høj ranglet veteran og krigshelt, der, måtte Fruen indrømme, fremstod som om han længe havde udtjent såvel værnepligt som al anden forestilbar militærtjeneste. Han var iført en pladerustning af tyndt metal eller, nærmere bestemt, de sørgelige rester af en sådan, der hang på hans krop som lige så mange potter, pander og køkkenredskaber på et rak i et forladt køkken. Hans hest var lige så sørgelig af skikkelse, skrutrygget, krumnakket og halt, men ikke desto mindre en ustoppelig stædig pebermø af en nordlandshoppe. Han sad midt på den anden stamme over for Fruen og bålet spærrede for udsigten, men han var foroverbøjet og tavs.
Ved hans ene side sad Tavlov og på den anden Münter, to af Fruens egne mænd, patruljevagter og skovløbere. De havde tilfældigvis været blandt gæsterne i Hvilen sidste nat. Begge var korrekt uniformerede i hver deres kasernetrøje - et enkelt sæt af buks og top af voksgnedet lærred, holdt på plads om livet af våbenbælte og udstyrs-punge i rem. Ingen af dem bar fodtøj og begge var fra top til fod snavsede i en sådan grad, at end ikke det tiltagende mørke eller bålets nådigt flakkende halvskær kunne skjule det.
"Da kan man vel altid skelne soldaten på hans lugt," kom det pludseligt fra gruppens femte medlem, der sad tilbagetrukket skråt bag Fruen.
Hun drejede ansigtet langsomt mod ham.
Hun hadede ham og havde hadet ham fra første øjeblik han var gledet ind i hendes synsfelt samme morgen. Det var ikke hans grimede ansigt med de vejrbidte rynker ved øjenkrog og over næse, der tydede på en munter natur, hun hadede. Det var ikke den stærkt charmerende måde, hvorpå han viste sine hjørnetænder, når han smilte, som fyldte hende med afsky. Det var ikke hans tilsyneladende perfekte fysik slet skjult i ringbrynje og kofte under det ærmeløse regnslag af fed olieskind - fra Fruens egne værksteder, tydeligvis, herren havde smag for kvalitet - og det var ikke heller hans lange ben i de svære ridestøvler. Det var ikke hans slanke og elegante sværd eller hans slanke og elegante hest.
Det var hans øjne. Hun hadede ham for det hun så i hans øjne, og det hun genkendte i dem. Det hav i hvis spejl hun anede en anden og mere spændende himmel end den klare kuppel som var hendes egen. De dybe brønde i hvis besnærende løfte om total frihed i et sidste skæbnefald, hun søgte og fandt, hvad hun søgte. Kun ægte i lysken og lår dirrende had og parathed kunne bortjage denne uvelkomne forhekselse!
"Har han erfaring med soldater? Er han måske selv af samme, stinkende klasse?"
"Karakteristisk stinkende," rettede han, mens han bed i enden af et strå med stærke, hvide tænder. Slagets hætte var opslået og skjulte resten af hans ansigt. "Selv ædle Fruer stinker, især efter ridt i regn, men dog ikke som en rekrut. Der er stadig den beske dunst af ungdom og nussede lagner omkring dem."
Hun kunne ikke undertrykke et fnis.
Det var som om alt hvad denne mand sagde og gjorde, ja, selve hans naturlige og åbenlyst ærlige udstråling og hans tydelige interesse i hendes gunst, som en esses bælge blæste til hendes had og fik det til at flamme op. Hans interesse var uvelkommen og ganske upassende! Han vidste vel, at hun naturligvis aldrig ville kunne gengælde den, nu, hvor hun hadede ham så dybt.
Han løftede med en finger hættens rem og kiggede op. Hans øjne var så irriterende grønne. Hun hadede de øjne. "Spejderne er ankommet," sagde han. "Lad os høre, hvad de har at sige."
Ved lejrens indgang var alle samlet. Helten Herlong stod med de to menige, der, måske efter aftale, flankerede den gamle ridder, hvor han gik og underholdt ham med drik og føde. Pan sad, mystisk og tilbagetrukket, stadig formummet i hætte og slag, på en flad klippeblok lidt borte.
Søster stod skrævende midt i indgangen med ryggen til. Hendes lange røde manke duvede omkring hende i ørkenvinden. Fruen betragtede med undren, hvordan hendes ledsager pludselig brød geled og nærmest ilede fremad for at stille sig ved Søsters side.
"Vi sendte fire af sted," sagde han, henvendt til Søster. "Det varme sand har krævet endnu et offer..."
"Mit håb om gode tidender er blegnet," svarede Søster. "Jeg mærker i luften, at regntiden er forbi og stormsæsonen åben. Ikke gunstige forhold for et vellykket tyvetogt. Ørkenstorme dræber."
"Vi kender jo alle denne ørken," sagde Fruen som netop gjorde dem selskab.
De betragtede alle tre tilbagevendte spejdere som nu holdt deres heste an og steg af. De viklede de lange sjaler af hovederne og viste sig som slanke, langhalsede kartanere med glat bronzefarvet hud. De tre unge knægte kunne være brødre. Søster havde hyret dem til opgaven i en karavanelejr, som de havde passeret først på deres rejse, og de var - alle fire - redet afsted i fuld galop.
De var nu kun tre. Den forreste sænkede blikket og gik ned på ét knæ for Fruen. "De tog Mikra," sagde han. "Hånden tog ham. Vi slap væk, og vi har de ønskede oplysninger, men... Mikra... vores bror og kammerat..."
"Vær forvisset på, han stadig er i live," svarede Fruen. "Rejs dig, ingen mand skal knæle for denne frue... Du sætter os begge i forleghed, knægt!"
"Vi er alle dybt berørte." Den charmerende rakkeprins trådte frem fra sin frækt erobrede plads ved Søsters side. Han greb kartanerens hånd og førte den op til sin pande. "Mel greban, Tasár..."
"Tasàr!" svarede alle tre spejdere i kor.
Han trådte tilbage og genoptog sin plads klos op af Søster, og det lod ikke til at genere Søster det mindste.
Der kan man bare se, tænkte Fruen.
Spejderne havde ikke set spor af de andre kombattanter eller andre farer for den sags skyld. Sjakalens klan på omkring to snese typiske ørkenmænd af blandet race og tvivlsom herkomst havde slået fast lejr på et sandstensplateau hævet omkring 50 fod over ørkengrunden på en bred slette uden andet end spredte sandstensblokke og tørre træstammer og -stubbe. Et perfekt tilholdsted og territorium. Spejderne havde været uforsigtige, påvirket af den lammende flegma, som hviler i ørkenmænds lejre, når kisterne er fyldt af rov. Fruen lovede på ære, at Mikra fra nu af ville blive betragtet som Fruens gidsel i Sjakalens lejr og hans befrielse ville få højeste prioritet.
"Massakre synes at være eneste mulighed," brummede Helten Herlong fra sit sølvgrå og uordentlige skæg. "Vi kan umuligt bemægtige os stenen og befri Fruens gidsel uden en total udslettelse af enhver fjende. En simpel massakre på et par snese ørkenmænd..." Han lo og viste begge sine stort set tandløse gummer. "Hvad venter vi på?"
"Fornuft og omtanke, måske." Svaret kom fra Pan, der var i færd med at slibe æggen af sin lange smalle kniv med en lille, rundt sten. "Jeg har endnu ikke hørt andre toner i hverken herrernes eller fruernes tale end det rungende ekko af tomme skatkamre. At undgå denne tomhedens skæbnetunge susen synes at være eneste motiv for vor jagt. Og allerede før ankomst til slagmarken har fjenden taget en fange." Et hurtigt vrid af hans håndled fik kniven til at svirpe gennem luften. "Den første brik er fjernet fra brættet."
Ulfeir af Gravene, den charmerende fremmede med de grønne øjne - som Fruen havde bestemt at hun ville blive ved med at hade lidt endnu - trådte frem. En møgbeskidt rakker i en svinsk og fedtet ringbrynje og en lige så ussel stridskjortel, der hang i sorte laser om ham. Hvorfor hadede hun ham så meget? Var det hans fuldnarvede bælte med det gyldne spænde? Var det sværdet, der langt og slankt som fabeldyrets ene horn lå langs hans lår?
"Jeg er tilbøjelig til at give begge herrer ret," sagde han. "Det er vanskeligt at ane andet end drab i fremtidens tåger. Måske fordi det er en vej som meget ofte før har ført os til vore mål." Han smilede sit skæve smil og Fruen kneb kæberne sammen - hun hadede dét smil. "Måske skulle vi, til afveksling, søge at løse vort problem og nå vort mål uden drab."
"Morgana dræber alle på sin vej, og hun sover sin søde skønhedssøvn ganske uforstyrret af sine drab." Fruens stemme var besk af tør bitterhed. "Hun er en ondskabens datter og dødsgudens horeunge, af tunge og af bryst og mælk. Fyrretyve røvere kan knapt slukke hendes blodtørst. Vi kan ikke besejre hende medmindre vi accepterer, at drab er en forudsætning for succes - under alle omstændigheder. Vi bryder op. Hvis vi er rappe kan vi nå vort bestemmelsessted inden midnat."
7
Omkring midnat nåede de ruinerne af det bygningsværk som altid havde haft navnet Sydtårnet, skønt det vist aldrig havde været andet end en sølle hytte af sten og strå. Det var et landemærke i området, et navigationspunkt og lejr- og markedsplads. To af ørkenens næsten usynlige netværk af hårdtrampede karavanestier krydsede hinanden hér. En stor brønd med tilhørende trug lå centralt i strukturen af smuldrende stenmure.
"Etablér kommando," sagde Fruen til Søster, idet de begge steg af. "Udnævn Hemlon til kommandant og soldaterne til hans korporaler - de fungerer som sådan allerede..."
"Herlong." Søster smilede. "Den store helt og dragedræbers navn er Herlong."
"Kommandant Herlong." konstaterede Fruen. "Bed ham blæse til eksersits og våbentjek hurtigst muligt. Lad Pan lure omkring som han vil - det er åbenbart hans... stil." Hun lagde en finger på sin hage. "Og rakkerkarlen, du ved, ham med de grønne øjne..."
"Ulfeir?"
"Ja, ham... Spøjs type. Man holder lige frem af at hade ham..."
"Hade ham? Hvis bare jeg forstod, hvad Fruen mener..." Søster var tydeligt og ærligt forvirret.
"Åh, lige meget," svarede Fruen og daskede ud med hånden. "Bare bed ham komme til mit telt så snart det er rejst."
Hun lod soldaterne losse heste og muldyr og rejse lejr og bevægede sig ud af lyscirklen, hvor de opstillede fakler og det voksende bål illuminerede travl bevægelse. Fruen bemærkede, ikke uden tilfredshed, at alle hjalp til. Selv den mystiske Pan havde kastet kåben og deltog i opsætningen af kommandoen. Hun så han var en væver og tætbygget mand, der med lethed kunne klatre master og sure tovender til steder, ingen andre kunne nå. Hurtig som en væsel. Ulfeir - et navn som synes at finde genklang et sted i hendes sind, et sælsomt ekko - havde åbenbart påtaget sig rollen som køgemester, og var i færd med at anlægge et rektangulært ildsted mellem ruinerne. Der var masser af blokke og løse sten at vælge mellem, og han syntes uden besvær at finde de bedst egnede stykker. Konstruktionen var ligefrem elegant.
Fruen vendte sig mod ørkensletten, hvor Sjakalens plateau aftegnede sig omkring halvanden mil borte over den stålgrå stenslette. Engang havde det været et bjerg, men tiden havde kappet det af ved roden og oven i købet taget det med sig og efterladt et fladt plateau. En sandet skråning førte op til det, men de 50-60 fod høje skrænter gjorde al anden adgang til toppen umulig. Det lå dér i en position så ideel som omgivelserne tillod. Uindtagelig. Et par tynde røgsøjler løftede sig fra lejren deroppe.
Ifølge Fruens spejdere var de fyrretyve røvere samlet i den ende af plateauet, som var beskyttet af en klippeformation, hvis toppe hun kunne skimte i det fjerne bag ørkendisens flimren. Selve Sjakalens rum og skatkamre var i en naturlig opstået hule i samme klippeformation og delvis underjordisk - naturligvis skarpt bevogtet og bag lås og slå. Spejderne havde været så tæt på, at de blev opdaget og den ene tilfangetaget og måske dræbt. Hun vidste, hun kunne stole på deres efterretninger. Og hun måtte bringe gidslet tilbage - eller det som måtte være tilbage af ham; Fruen vidste bedre end mange, hvad der kunne koge af artige kødretter i Den Sorte Hånds gryder.
Hun blev opmærksom på en bevægelse bag sig. Det var den beskidte rakker til Ulfeir - hvor var det, hun havde hørt dét navn? - som kom mod hende fra lejren, hvor hvile havde afløst aktivitet og brede læsejl var blevet rejst. Han havde en sten på størrelse med en voksen mands hovede mellem sine hænder. Han holdt den frem mod hende. På stenens nuprede overflade lå aftrykket af en sort håndflade.
"Fruen havde ret - det lader til, at Hånden har en snig-rute forbi Sydtårnet. Der er omkring en snes af disse sten gemt mellem buskene i kurs nord-vest..."
"Markører," svarede hun. "Selv i bælgravende mørke kan ørkenmanden finde de runde sten med sine lange fingre og via dem vejen hjem..."
Ulfgeir kastede stenen fra sig og vendte ansigtet mod Fruen. Hun så, at der lå sølvgråt i tjavserne over hans øren, at halsen var furet - han var ældre end hun havde fået indtryk af. Slidet med at rejse lejren havde nødet ham til at kaste brynje og vest, men det skulle ikke hedde sig, at månens glimt i den svedige hud over hans bryst og skuldre sendte andet end væmmelse over mænds hang til snavs gennem Fruen.
"Münter har afløst Tavlov på første spejderpatrulje. Tavlov melder intet at bemærke. Han fandt friske spor af en gruppe ryttere, men sporene var forvirrende og førte mod vest i en bue..." Han angav retningen med en armbevægelse.
"Mama Morias spioner," sagde Fruen. "De har fulgt os på god afstand de sidste to timer." Hun lo. "Selv den mest erfarne stifinder vil blive forvirret af spor fra stammemænd. De træner deres heste til at efterlade spor uden retning eller orden, en ganske særlig gangart..."
"Mama..." Han satte hænderne i siden. "Undskyld, jeg er ikke helt med!"
"Lige meget med hende. Hun er ubetydelig i forhold til..." Fruen tav.
"Lady Morgana!" Han udtalte navnet med passende dramatik. "Lady? Det er noget, man kalder fruerne på øerne oppe i ishavet, har jeg hørt."
"Det sydlige ishav. Fire kongeriger i union. Hun påstår at have sin oprindelse dér og påberåber sig nobilitet og adelstand ved sit navn. En skøge og en giftblanderske. Frue af det rene ingenting så vidt jeg er underettet."
"Dog hører jeg, hun er i lag med Baron Fell. Af alle lede horkarle..."
Fruen smilede. "Så han kender baronen. Sidst jeg traf på ham efterlod han to hjørnetænder og en god portion af sin stolthed på krostuens gulv. Jeg beholdt dem i lommen længe, at han kunne få dem tilbage ved lejlighed, men de var halvrådne og han syntes at undgå mig, så jeg lod gadens hvalpe æde dem."
Han smilede sit skæve gavtyvesmil, som hun naturligvis hadede, som alt andet ved ham. "Jeg fandt ham en aften i en baggård med en stuepige som ikke ønskede hans opmærksomhed. Hendes skrig havde kaldt mig til. Jeg skal ikke kede med detaljer, men pigen og jeg efterlod ham uden benklæder besvimet på byens torv. Det var i årets sidste uger."
Han var kommet tættere på, og hun havde slet ikke opdaget det. Lugten af mand fra hans krop dominerede alt. Beskidte rakker! "Morgana er hans heks og elskerinde," sagde han, "og har både hans hird og hans guld til fuld rådighed."
Fruen satte sig på en lav klippeblok og tilbød med en diskret getus Ulfeir at sidde hos sig. "Lad mig sige det lige ud: du er en interessant mand, og det undrer mig, vi ikke har mødtes før, og jeg tænker..."
"Men vi har mødt hinanden før," sagde han og satte sig, i uventet diskret afstand. "Ja, du husker det sikkert ikke, du havde drukket sport med selskabet hele den aften."
"Drukket sport?" Fruen fnøs. "Jeg holdt op med at drikke sport for længe siden. Jeg møder ingen egnede konkurrenter!"
"Således er jeg vel tvunget til at tømme denne flaske på egen hånd!" sagde han med dramatisk skuffelse idet han fra et sted i sine hoser fremdrog en slank, rektangulær flaske med en gylden væske. Hun genkendte flaskens form.
"Det er vel ikke..."
"Højlandsbitter. I halvtresindstyve år har denne væske hvilet i stenfad i bunden af en bestemt drypstenshule med den helt rigtige temperatur." Han trak proppen af. "Det er himmelsk nektar fra den sorte jords dybeste grube." Han satte flasken for munden og tog et dybt drag.
"Og sporten?" Hun modtog den tilbudte flaske. Et hvæs af stærk spiritus smøg sig om hendes næse.
"Lad os se, hvad vi kan finde på," svarede han hemmelighedsfuld, mens han lod sig glide ned på jorden, hvor hans lange krop fandt hvile med skuldrene mod stenblokken. Månens lys faldt til ro over hans nøgne bryst.
"I morgen venter os kun blod og drab og nedslagtningens fornedrelse. Jeg deler Fruens tillid til, at vor lille gruppe uden besvær kan dræbe hver en køter som er i live på dét plateau og bemægtige os alt, hvad hundene må have vogtet over. Syv mod fyrre? Jeg har tjent under ringere forhold!"
"Jeg kunne sende min livvagt, og hun ville alene kunne afvæbne og uskadeliggøre dem alle, men jeg handler kun ugerne via stedfortræder. Det forholdet sig således, at..."
"Som en gudinde. Som en mægtig dronning fra ældgamle sagn," sagde han, drømmende. "Endnu ikke ude af sin ungdoms midsommer, men moden nok til at bære sin styrke til fuld skue, ærligt og stolt erklærende fuldt ejerskab over sin fysiks indiskutable perfektion."
Fruen drømte et øjeblik, at det var hende, han talte om, men vidste, hvem det i virkeligheden var. Og hun måtte give ham ret.
"Forestil dig rigdommen ved hver morgen at blive mødt af de øjne. Disse funklende krystaller, disse svimlende prismer som drager dig ind og visker al usikkerhed og al svaghed bort fra udsigten for du ved at den naturkraft som giver dem deres glød vil fjerne alle forhindringer på din vej. Den sandhed som hviler i kroppens linjer. Den hast hvormed de skubbes langs hinanden under flortyndt læder, når hun danser knivens dans om sønderlemmede fjenders faldende, skrigende kroppe. Det er en drøm. En drøm vi alle deler. Hun er ikke livvagt, kaptajn, marsk eller kommandant. Den drøm kan opfyldes med et pund sølv i en stofpose. Hun er vores Søster. Bare Søster. Alles Søster."
Hun satte sig ved hans side og satte flasken mod læberne og beseglede med dette valg mange mænds skæbne og ikke mindst sin egen.
(Fortsættes)
