lunteand

min lille lunteand
hvor er du nu?
du, der så trofast fulgte mig
gennem barndommen
en snottet knægt med fedtet hår og træsko
og lunteand i snor
lunteand
jeg har brug for din nærvær
nu hvor salæret skal udbetales
og jeg skal stå skoleret for kommissionen

 

flæsk og rødgrød

en gummialmanak fortæller mig sandheden

mens jeg bladrer i de nuprede neoprensider

farven er slidt og skriften næsten ulæselig

men jeg ved det er sandheden

mest fordi jeg kender ordlyden

jeg har læst den eks-ekvilibristisk mange gange

den runger for mine øren når jeg synder

med sit budskab om flæsk og rødgrød

og dens uforbeholdne løfter om tungekys og avlsberettiget befrugtning

  

Blålys

Jeg bliver bange,

når jeg møder de andres blik.




Jeg er skræmt af dette lys,

der hviler i deres unge øjne.

Dette blålys,

der gløder i deres øjne,

når de møder mine.




Forsøger de at blænde mig

med deres øjnes lys,

disse mindrebemidlede bønder,

der vover at møde mit blik?

Da skal jeg FG gi dem blålys! -

Så blåt som bjergene

i mit fædreland,

så blåt som månens skær

i den stille skovklædte sø,

så blåt som lyset fra Ezer-strålerne,

når de gennemborer atomets struktur

og sønderlemmer al organisk materiale.




Og min angst for deres blålys forsvinder,

da jeg aner en udvej

og sætter dem et spejl for øjnene, -

disse unge øjne,

at de kan se sig selv med samt deres blålys.

Tilbage i dit fjæs, morfar!




Således vil jeg fortsat vandre gennem

deres myldrende masse

på vej mod endnu et af mine mål

- jeg ved at deres blålys

kan være farligt,

men jeg gir dem blålys igen, -

til deres ansigt

når de ser sig selv i øjnene

i mine potter og pander

mine tallerkener og serveringsfade

- dette livgivende spejl.

glade dage i getthoen

ballademagerstræde genlyder

i dagens anledning

af fysisk funk fra kvistlejligheden

karnappen på etagen under er udsmykket

med afhuggede hønsehoveder på snor

fra altanerne hænger de døde

opsprættede stinkende

og fyldt med glade farver




de mange glasskår

på fortovet og i rendestenene

glimter som juveler i lyset

fra de blå blink




og flammerne springer

fra tag til tag

i dagens anledning




futuristisk funk ned langs med brogade

og ind og ud foran banegården

og ind imellem

om bag og rundt om

de parkerede brændende bilvrag

og det forladte gangstativ ved springvandet
 

svarre brist

fibroevangelium

svarre bist udåndede på stranden iført robe
han var omringet af sine trofaste mænd
der med hjelmene under armene
og alvorlige miner
i regnen
betragtede deres herre udånde

svarre brist - lev vel det andet sted

Dengang med døren

Essay

Er der grund til at åbne døren, når du har set gennem nøglehullet, hvad der gemmer sig bag den? Er du parat til at tage skridtet over dørtrinnet ud gennem døren ind i det næste rum? Hvorfor i det hele taget forlade værelset? Hvorfor ikke forblive i dette rum ved den lukkede dør?

Døren repræsenterer adskillelse.
Var det ikke for døren, ville der jo være fri adgang mellem rummene. Medmindre man tager karmen, dørtrinnet og selve døråbningen med i sin definition af en dør og således må komme til den slutning, at der uden dør kun var den bare væg og dermed ingen forbindelse - altså total adskillelse.
Jeg betragter personligt døren (uanset om den åbnes indad eller udad) som en adskillelse.
Der er dog dette ved døren, at den kan åbnes, i modsætning til den bare væg, der som sådan udgør en større forhindring end døren. I det følgende vil døren blive behandlet som døren for sig selv. Adskilt fra døråbning, glideblik og ramme.
Dermed søger jeg at præcisere min behandling af emnet.

Hvorfor egentlig opfinde døren?
Det var da udmærket før i tiden, dengang man ikke havde nogen døre, hvor kan bare kunne gå frit ind og ud af rummene, men okay, vejret var vistnok også bedre dengang og det regnede knapt så meget, desuden havde man svin og hunde og nøgne børn rendende til at give varmen, og åben ild selvfølgelig.
Men så opfandt man døren.
Smæk!
Så kan de lære at lade mig være i fred!
Måske var det med den på, at Adam (for det var nok ham) tømrede den første dør.
"Hvad skal du med de brædder, far!"
"Hold kæft, Kain, du taber din bideskinne!"
Eva kommer ind fra køkkenet, rørende i en skål med rosinbrødsdej. "Altså ærlig talt! Det svineri inde i stuen. Du fejer selv op!"
Og Adam, hidsigt arbejdende og med glødende øjne.
En times tid senere samler han hængslerne og lader døren glide op og i et par gange uden mislyd. Han er tilfreds.
Nu skal han bare lære konen og børnene at banke på.
Da han har siddet cirka en time med korslagte arme i det, der før var opbevaringsrum for endnu ikke tømte flyttekasser, gamle punkterede cykler, campingudstyr og tomme urtepotteskjulere, begynder Adam alligevel at kede sig.
Hvad laver de derude?
Nu pønser de vel ikke på ulykker?
Adam bliver nysgerrig og generelt utilfreds. På grund af den dumme dør. Han oplever - for første gang måske - den helt specielle følelse ved at være kommet så langt og så alligevel ikke være tilfreds, en tilstand mange mænd og kvinder kender. Her knokler man, her stræber man, her arbejder man sulet af kroppen - og så er man ikke engang tilfreds.
Han ved det jo godt, Adam. Altså at det er hans egen skyld, at han - jo da bare - kunne have ladet være med at tømre den dør og sætte den op. Der var jo ikke noget galt med døråbningen, som den var. Og det fine, florlette forhæng, Eva havde hængt op, pyntede jo mere end den grimme dør.
Forbandet være den dør!
Han griber ud efter hammeren, men bliver afbrudt af en lyd, en lyd han aldrig har hørt før.
Det banker på døren.
En refleks dybt i Adam byder ham at rejse sig og ile til døren.
"H-hvem er det?" får han fremstammet.
"Luk op!" lyder en kraftig stemme derudefra.
Det løber Adam koldt ned ad ryggen.
Han kender den stemme.
"Nå, hvad skal det så forestille med den dør?" lyder spørgsmålet, da de to mænd sidder ved bordet et par minutter senere. De har lukket døren, for deres samtale er privat.
Adam ser ned på sine hænder, der ligger artigt foldede på bordet. "Det var ikke min skyld, Herre. Det er Eva og børnene, der altid larmer så forfærdeligt og ikke er til at få til at være stille. Jeg har et hus!" Han sukker. "Jeg havde brug for et sted, hvor jeg kunne være alene. Og så..." Han ser ud i luften og et smil breder sig i hans ansigt. "Så fik jeg en idé!"
Den anden forbliver tavs, men der er alvor i hans ansigt. "Så du vælger adskillelsen?"
Adam trækker på skuldrene. "Muligheden for adskillelse, ja..."
"Du er godt klar over, at du har svoret en ed, hvor du sådan set binder dig til at være sammen med... Hvad er det nu hun hedder?"
"Eva?" Adam rejser sig i stolen. "Herre... Vær endelig ikke i tvivl, jeg elsker den kvinde - og vores dejlige børn..."
"Dejlige?" gentager den anden med et smil om læben. "Vi får se..."
Adam rejser sig nu, han sprudler af energi. "Herre, du kan da ikke dadle mig, fordi jeg laver sådan en lille, simpel dør. Det er jo ingen virkelig adskillelse. Se..." Han griber dørhåndtaget og trækker døren åben. "Der er fri adgang..."
Adams gæst betragter tavst Adam og døren - dette fantastiske vidunder, manden har opfundet. Han smiler. "Allright," siger han. "Så behold du din dør. Jeg ved du holde af at opfinde - er det ikke det, du kalder det..."
"At finde på..."
"At finde på... what ever... Altså det der med at bygge ting. Fint nok. Du har bygget broer, du har bygget huse, du har lavet veje og fjernet træer, fældet skoven og brækket klipperne op. Du har med dine maskiner ændret på den klode jeg gav dig, så det er tydeligt for enhver, hvem der har jorden som hjem. Det er altsammen i orden, Adam."
Han rejser sig og hans skikkelse og ikke mindst hans skygge fylder hele rummet. Adam træder med tilbageholdt åndedræt et par skridt bagud.
"Jeg kom sådan set for at give dig en gave..."
Adam er rådvild. Dette havde han ikke ventet.
"En gave... Jamen herre... Det har jeg ikke fortjent!"
"Stakkels vildfarne dødelige, hvorfor altid denne kryben på jorden - jeg hverken forventer eller forlanger ydmyghed - det trætter mig og gør mig nedtrykt. Vil du have min gave eller ikke?"
"Tak herre!" Adam rækker hænderne frem.
Og modtager en skinnende guldnøgle.
"Kan være, du får brug for den, min ven!"
Med disse ord forlader han rummet - gennem døren, som han lukker bag sig - og efterlader en rådvild og forvirret Adam, stående midt i rummet med en genstand, hvis formål og egenskaber han ikke har nogen ide om.
Han sætter sig og lægger nøglen på bordet.

"Hvad ville han?"
Eva stiller spørgsmålet efter længere tids tavshed. De har dækket bord og stillet maden ind uden at sige et ord, en spænding har ligget i luften. Nu udløser hun den ved at stille sin nysgerrighed til skue.
"Nå, ikke noget," svarer Adam henkastet, ligegyldig. "Bare sige tillykke med døren og give mig en gave."
"Har du fået en gave?" Eva er meget interesseret. Hendes øjne lyser af nysgerrighed.
Adam smiler. Han kender den nysgerrighed. Et sted inde i hans hjerne hvisker en stemme til ham, at Evas nysgerrighed en dag vil føre til deres undergang.
"En nøgle," siger han stolt. "Til min dør!"
"Lad mig se den!" Kommandotonen er tydelig.
Han rækker nøglen til hende og hun ser en enkelt gang på den. Så stopper hun den i forklædelommen. "Min!" siger hun.
Og Adam kan høre, det ikke er til diskussion.

Og lige hér, hvor du sidder, kære læser, ikke særlig langt væk, i hvad man kan kalde umiddelbar nærhed, er også en dør.
Ja, løft blikket fra bogen og kig på den dør. Jeg siger til dig: gør det! For det er bag døren, du skal finde sandheden. Den er jo, som bekendt derude - altså bag døren. Og hvis ellers du kan slippe for Søren Ryge (der jo også holder til derude) så har du hele verden foran dig.
Ja, gør det... Luk den dør op og kast dig ud i verden.
Vi lader døren stå et øjeblik.

orden

man sætter dem sammen efter velbehag

som ikke er lige til at gennemskue

egentlig sker alting aldrig mere

så hvorfor gå i brooklynbux?

limstift med hagekors på bordet

med en kæmpe klovnenæse

solbrilletud i frostvind

om hvad der gemmer sig under jorden

simpelthen alt for meget rengøring

er jo det mest karakteristiske eksempel på en udbredt forestilling

maksimalgrænsen udnyttes sporadisk

udenfor med sne på taget

langsomt erkender vi tingenes indre form

over en flaske "sodavand" og en kop kaffe

udenfor rasler de med deres rør og deres kæder

tabte sig uden nogen opdagede det

alt for meget uro blandt tyendet

pillede stregkoden af hånden

uden disse lirekassevirtuoser

det må have været bar røv og nosser

planlægningen skydes af under stor forvirring

lige som en soldrevet lommelygte

folketingsmedlemmets affaldskværn

men batterier er også svære at sluge

en besk smag sætter mavesækken på prøve

radiatorens maling er også en del af forklaringen

sætter af uden at kende konsekvensen

jamen, jeg får ordrer fra Gud

jesusjernet svinger i takt

det er en nødvendighed nu om dage

der er meldt skak

for mørke er jo ikke sådan at definere

gad nok vide hvad de laver deroppe

mens coolometret falder til frost

så kommer der hakker i musikken

og alting melder klyt

det er også noget lort

at det hele bare smeltede

men det havde vi forventet

der var plastik i sovsen

kommunen arbejder i øjeblikket på det

alle disse erigerede pikke

- det må være hårdt som pige

man kan ikke engang køre på cykel uden at nogen tænker på det

tænk bare på røgen

i sig selv et helt tydeligt tegn

romanens form er fransk

med brød under armene og iført kitler

denne maratoncyklus finder

selvsagt og naturligvis

ingen umiddelbar afslutning

vi skal jo have bordet larkeret

og ombetrukket stolene

deres blege knoglestrukturer skæmmer mit hjem

eksperterne udtaler, at der både kan bruges kalk og mælk

oliebaseret er det bedste

jan er 24 år

og trækkerdreng på en boreplatform

han blev stemt hjem i sidste uge

da sandheden kom frem

(ugens sejlerpris går til Bøsse-Kaj)

man skal være stolt af det man er

man skal være stolt af den man er

man skal i det hele taget

måske uden nogen opdager det

sætte sig selv

måske er det bare en anden måde at sige det på

trommerne kan tydeligt høres langt ned ad vejen

man skal godtnok være stærk for at betjene sådan een

men øvelse og det rette håndslag hjælper

i sådan en situation er det godt

at være to meter og ti

man føler sig så åndssvag

når man står ved indgangen og ikke kan komme ind

man er også i vejen

selvom det har sin berettigelse

hvorfor er ikke sådan at forklare

hjertet banker

det er også den eneste følelse

minimalt set er man ubehjælpsom

men at få en invitation på den måde

er med til at understøtte adskilligt

tanker f. x.