1
Hun parerede hans klinge med højre hånds kniv og gjorde et lavt udfald mod hans mellemgulv med den venstres.
Bladet tog fat i mandens kød og hun huggede igen og igen, hurtige, lette stik, og mærkede hver gang stålet gå gennem harnisk og kød. Så faldt hun om, væltet omkuld af hans fremstormende krop. Hun gjorde fald til kolbøtte og stod hurtigt på fødderne igen med begge knive hævet i skulderhøjde, fremoverbøjet, med blikket fæstnet på sin modstander.
Den høje, senestærke skikkelse, en skygge i halvlyset under grotteåbningens udhæng, vaklede, men viste ingen tegn på at være faldende. Sværdet i hans hånd hang ned langs hans side. Der var en luden i hans statur og motorik, som hun mente at genkende. Regnen faldt vedvarende, som den havde gjort syv dage og nætter i træk, og det lange, fedtede hår klæbede til mandens hals og skuldre, men de mange stik, hun havde tildelt hans underliv, forblev tørre. Der var intet blod.
Hun trak længere ind i grotteåbningen i en halvcirkel med manden som centrum. Hans ubevægelighed huede hende ikke.
Hun kiggede på venstre hånds kniv, som var tør, nærmest støvet, hvor den burde have været slimet af mange slags kropsvæsker. Hun vendte langsomt blikket tilbage mod den ludende skikkelse foran sig.
Han blottede sine tænder i et ondskabsfuldt smil, der afslørede hvad der holdt ham oprejst. Det dryppede af sort slim fra den knortede række af glinsende sorte knoglestubbe i dødningens løst hængende underkæbe.
Hun sænkede sine knive og satte dem tilbage i bæltet. Korte klinger var fattige våben mod en dødning. Hjerte, lunger, lever, nyre - alt, hvad man kan penetrere og skade med en kort klinge udefra var ophørt med at fungere ved døden. Hun havde brug for våben som kunne knuse: tunge, brede våben, økse, hammer, kølle.
Hun afsondrede hurtigt omgivelserne. En høj knurren fra hendes modstander kundgjorde, at han var på vej ud af sin udøde dvale.
"Rus-dronnig, så fæl en stank, " kom det hæst fra hans dødningehals. Hans hovede faldt mod brystet, da han trådte et skridt frem. "Frænde faldt i hobe for dit hovmod... Folkeslag ligger uddøde i kølvandet af dit skæbneskib..."
Hovedet dinglede. Han forekom hende noget løs i halsen. En svaghed?
Hun holdt ti fods afstand mellem dem. Kunne hun afvæbne ham og bemægtige sig hans våben, ville hun kunne uskadeliggøre ham i løbet af få øjeblikke. Det var en kraftigt to-hånds tveklinge, halvanden tomme bred ved hjaltet. Med den ville hun kunne partere ham komplet, udskæring for udskæring, inden han overhovedet faldt til jorden.
Men hun kunne ikke ignorere det faktum, at han havde talt - eller hvad han havde sagt.
"Hvad taler du om med din døde kæft?" svarede hun, mens hun langsomt fortsatte i en kreds højre om ham. "Er det dig som taler? Hva'? Eller er det Dødsmageren i hvis sold du kæmper?"
Dødningen blev stående. Han hævede ansigtet og rettede nakke og hovede op. Gennemsigtige, irgrønne hinder lå over hans øjne. Han kunne ikke holde hovedet i ro. Det sitrede som en kødbudding.
"Ikke alle døde har brug for mageres hjælp til at gå omkring igen," sagde han. "Eller mageres ordre for at dræbe..." Han førte sværdet i to hænder bagud som indledning til et dybt sving mod hendes højre side.
Hun sprang, idet han satte i fart mod hende, og i springet fangede hun hans hals mellem sine lår i et knusende greb og trak hans hovede så rent fra kroppen, at den hovedløse krop vaklede videre i sit fortumlede afbrudte angreb med sværdet dinglende i begge hænder. Den rådne og møre hals gled fra hinanden med samme lethed som havde den været et gåseskrog.
Hun landede på jorden med dødningens hovede i sit skød. Hun kastede det fra sig med væmmelse og kom på benene.
Kroppen stod forladt som en afbrudt mekanisme i en skrævende fastfrossen stilling, hovedløs, ligesom afventende det manglende hovedes planlagte og aftalte tilbagekomst. Sværdet var det ene ben i den trefod figuren udgjorde, og da hun rev det ud af hans ikke mere udøde hånd, blev forbandelsen brudt, og dødning blev til simpelt lig igen - udstrakt på jorden.
"Jeg takker for gaven, ærede døde," sagde hun og hold det nyfundne sværd op i lyset. Rent hærdet mørkstål med en blålig åre. "Gå nu mod porten med din ære intakt. Det skal ikke være dig til last, at du kom i din dødsherres sold. Gå mod porten og gør krav på din sjæl. Hun har ventet dig med længsel."
Hun vendte ansigtet mod himlen som en ulv til hyl, og hendes vanvittige gjalderskrig gennemborede tropenatten, som vilde flammer af usynlig ild.
"Ohn Skelos! Skelos ohn!" deklamerede hun i den eneste bøn hun havde lært til den eneste guddom, hun kendte.
Hun vidste det var samme guddoms kræfter, der gjorde det muligt for magtfulde troldmænd at give døde mænd nyt liv, men det var også samme kraft, der dirrede og summede i hendes stål, når hun trak det af bæltet og med det forviste sine fjender fra de levendes land.
Hun vidste, at der var dem, som anså sig viise nok til at kunne dømme med sikkerhed og påstå, at Skelos aldrig havde været en gud. At hans guddommeliggørelse først blev erklæret århundreder efter hans død. Men tanken om, at han blot havde været en mand behagede hende. Den første og mest magtfulde Dødsmager verden havde set, men dog blot en mand, som han levede og vandrede på jorden og slog ihjel og rejste hære af de faldne. Fruen fandt ikke idéen besudlende. Tværtimod. Myten om manden som bliver til gud var af større opbyggelighed end myterne om De Faldne, som ethvert barn kendte.
At Skelos' velsignelse var hans fjendes forbandelse, vidste hun. At Skelos' ypperste skæbne var at bevidne udslettelsen af alt levende under hans sværd og bringe sine følgere som medvidner, vidste hun. At de alle før døden ville råbe som én: OHN SKELOS! og dernæst svare SKELOS OHN! i fælles bekræftet vidnesbyrd om dødsgudens magt til at tage liv i det omfang, han måtte begære og vise den ypperste nåde derved - jo, det vidste hun!
"Skelos bevidne," mumlede hun.
Hendes lemmer var i Skelos' tjeneste. Hendes hånd var Skelos' hånd. Ethvert blad hun havde stødt gennem mænds kroppe, ethvert slebet stykke metal hun havde ført over sovende mænds halse - haser, lysker, lår - havde hun ført i Skelos' navn og til hans ære.
Den som tjener døden vil aldrig stå foruden herre. Dødens hird rider altid mod sejr, for døden vinder alle slag.
Det var da heller ikke uden nåde, at hun gang på gang med sit stål beseglede mænds fripas over grænsen til den anden side. Er da ikke døden den ypperste nåde at skænke? Og endda en nåde så ubesværet at skænke, at selv småbørn kan kvæle duer. Skæbnens tråde er sarte, som spindlernes florlette væv. Blot et simpel vrid af håndleddet og klingens sus proklamerer endnu en falden.
Som hun stod hér og betragtede det hovedløse lig foran sig følte hun et strejf af lykke varme sin ryg. Hun vendte sig.
Søster viste sig i grottens åbning. Det altid stramtsiddende læderkyras skjulte på ingen måder Søsters imponerende fysik, skønt det var syet og flikket som til en mand, og Søsters naturlige elegance, panteragtig, dyrisk - parret med et under ethvert lys imponerende brystparti - bortjog enhver mistanke om, at der kunne være tale om en mand, skønt hun med sine seks fod tre havde både højden og staturen. Måske var det den totale mangel på androgynitet ved Søsters figur, Fruen fandt så sødmefyldt tiltrækkende. Et sjældent syn blandt de ofte ret mandhaftige skjoldmøer hun ellers omgav sig med.
"Fruen har selv erfaret, at operationens vilkår har ændret sig væsentligt?"
"Er der flere af dem?"
Søster nikkede.
"Omkring en snes," svarede hun. "En flok, du ved. De har det med at søge sammen. Især når deres herre har sluppet sin kontrol."
"Herreløse udøde!" udbrød Fruen. "Kan vi undgå dem?"
"Vi kan jo altid lokke dem på afveje og forvirre dem med støj, men det kan også lokke flere til. Under alle omstændigheder spærrer de vores eneste vej frem."
"Er de bevæbnede?"
Søster snøftede. "Jeg er bange for, vi kan være ret sikre på, at alle døde mænd i dette netværk af huler er Fruens egne soldater. Det selvsamme Hjelmkompagni som forsvandt i bjergene for tre uger siden, og som vi forgæves eftersøgte over tre nætter." Hun samlede dødningens løse hovede op. "Jeg genkender løjtnant Garakis..." Hun betragtede det stærkt forrådnede ansigt med de karakteristiske "dødshinder" over øjnene. "Døden har ikke forbedret hans udseende."
"Der er sjældent motiver til oliemalerier at finde i de udødes rækker. I det mindste ikke af den slags pæne Fruer har hængende."
Søster kastede løjtnant Garakis fra sig.
"Er der andre kendte ansigter i kompagniet?" ville Fruen vide.
"Jeg burde kunne genkende nogle stykker. Hartz. Konizzer. Bleking. Jeg er bange for, jeg kun kender officererne."
Fruen tog en dyb indånding. "Altså velbevæbnede og elitetrænede mænd," konkluderede hun. "Men ikke mere mine mænd. Det regnskab huer mig ikke."
"Vi kan i princippet gå ud og starte en klatretur bag om... agterhækken..."
Fruen vidste straks, hvilken lokation Søster benævnte med denne velvalgte maritime metafor. Der havde været en tam periode for et par år siden med enerverende stilstand og uden konflikter, hverken financielt eller politisk. Fruen havde kedet sig og havde af ren uopfindsomhed udstyret to fragtpramme til pirateri, og de var draget på togt, som deres fælles forfædre i det kolde nord. Søster var trods alt kaptajn af søgarden med en fortid i kaperfaget. Resultatet havde været erhvervelsen af endnu et sæt evner - og ikke så lidt mønt.
"Stenene er glatte efter snart en uges dagsregn, og regnen falder stadig tæt," indvendte Fruen.
"Alternativet er endnu en dans med de døde, kære, endnu en kvadrille - neje, klappe, kys din kavalér - med de kolde, rådne lig af møgbeskidte soldater." Søster lo hæst. "Og jeg har forlagt mit balkort."
Fruen smilede. "Rolig, min pige, du ankommer ikke foruden kavalér..."
Således rejste de sig, greb deres våben og gik, modstræbende som var det ufrivilligt, den tunge gang mod hulens indre for at byde de døde op til dans.
2
På den smalle hules gulv lå ni hovedløse mænd. De var naturligvis alle døde. Denne gang for stedse. At skille en dødnings hoved fra dens krop var nu engang den sikreste måde at aflive den på. At Søster nu også gik og jordfæstede hvert lig med sit spyd, mens hun mulede sine remser, var i de dødes tjeneste, at deres livskraft ikke skulle forblive hængende i denne verden og måske begære nyt hylster.
Altid til tjeneste, tænkte Fruen om Søster. Selv de døde vil hun tjene, denne urkriger. Også selvom de døde har været døde i tre uger og i al den tid har vaklet omkring uden formål og uden at finde den nødvendige føde.
Det havde været modbydeligt. Brægende som syge får var de døde kommet mod de to kvinder, og de havde hugget dem ned - som var de syge, grimme træer i en forsømt have. Fruen var blevet skubbet omkring, men havde ingen sår. Også Søster var uskadt.
"Vi er heldige, de ikke har haft lejlighed til at æde," bemærkede Søster. "Der er i det hele taget ingen spor på ligene af andet end de første faser af forbandelsen." Hun rejste sig og stillede spyddet op af hulevæggen. "Hjelmkompagniet bestod af to snese. Hvis det samme er sket for alle mand kan vi have 30 sultne dødninge ventende på hver deres tavse skildvagt overalt, hvor vi måtte træde på vor vej frem. Måske har nogle af dem fundet føde - der er spor af rotter og væsler alle steder, fugle bygger reder i grottevæggen, flyvende hunde, flagermus, tudser. Måske har enkelte formået at æde så meget, at de har genvundet selvbevidsthed og intelligens."
"Sagtens," tilføjede Fruen. "Ved adgang til rigelig føde kan forbandelsen springe let hen over de første faser og gå direkte til sidste fase: fuld bevidsthed. Der går ikke mere end et døgn før individet kan udføre simple funktioner, betjene grove redskaber. Efter to døgn er de klar til at bære våben. Disse mænd har tydeligvis været døde siden de forsvandt for tre uger siden."
Mens hun talte knælede hun ved et hovede. En ung mand. Bred pande. En guldring i venstre øre afslørede hans ophav - larinerne satte denne ring i alle førstefødte spædbørns ørenflip, hvor den blev siddende resten af deres liv. Ringen var det eneste personlige kendetræk ved drengens ansigt. Resten var en dødsmaske af råd.
Hér lå ét hoved, hvis ansigt var kløvet fra isse til hage, og den ene halvdel forsvundet. Hans ene øje stirrede forbavset op mod grotteloftet under sin grønne hinde som var det med undren og tvivl, han så valkyrier nærme sig. Hér lå en langskægget olding med blottede tænder; han havde i umættelig sult bidt sine egne læber i stykker og slugt dem - resterne af den ligeledes afbidte tunge lå i hans åbne kæft. Her var en mørk somarer med en lang fletning i nakken. Hans ene øje var væk og en koloni af fosforiserende svampe havde taget bolig i den tomme hule.
Sådan havde de gået omkring i disse huler i tre uger. Tavse og sultne og ikke andet end sultne; den sult, der ville holde dem oppe og byde dem at dræbe og æde alt levende, der dukkede op i deres nærhed, indtil deres kroppe ikke mere kunne bevæge sig eller en barmhjertig kriger med skarpt stål brød den værste forbandelse noget menneske kan lægge på et andet: tilstanden udød.
"De kan måske finde føde i bjerget, men ikke formål," sagde Fruen. "Den stadige mangel på herre og ordre vil hæmme dem og sandsynligvis holde dem i området, hvor de faldt." Hun samlede et af de løse hoveder op og betragtede tænksomt den åbne mund med den dinglende underkæbe og de rådne tandstumper.
"Han talte til mig," sagde hun.
Søster havde opgivet at slæbe de døde mænd til side og lod de sidste fem ligge. "Han talte til dig? Om forladelse, men jeg forstår ikke Fruen. Hvem talte?"
"Dødningen. Garakis! Han talte til mig, spottede mig."
"Døde mænd taler ikke!" fastslog Søster. "End ikke de som stadig går omkring..."
"Da talte han dog til mig," indvendte Fruen. "Kaptajnen er ikke så lidt fræk sådan at antyde..."
"Sådan rigtig tale? Med ord?"
"Forståelig tale, udtalt med tunge og hals."
"Og ikke noget..." Søster bevægede hænderne rundt over sit hoved i en gestus, der udtrykte sindsforvirring.
"Nej, kære ven. Ingen telepati eller guddommelige åbenbaringer, bare en mands jævne hån og spot..."
Fruen forstod, at det var bedst at lade emnet ligge. Nok var Søster hirdens bedste og ypperste, første kaptajn af garden, general i kavaleriet, ridefoged, marsk med mere og den mest effektive snigmorder og listetyv, Fruen nogensinde havde mødt; men faldt snakken på troldom og heksekunst var det som gled der en mat hinde frem for Søsters blik, der blev fjernt, og hun undskyldte sig oftest og fortrak. Søster havde meget lidt til overs for magi og dens udøvere. Alene magis tilstedeværelse i verden forstyrrede hendes stærkt rationelle virkelighedsanskuelse og gjorde hende urolig.
Fruens velbefindende ville ikke blive forbedret med en urolig Søster som ledsager.
"Jeg kan ha' hørt galt," sagde hun. "Jeg tror det over årene er blevet endegyldigt fastslået, at udøde hverken kan eller vil tale."
Hun kastede det hovede fra sig, hun havde siddet med, en ung knægt med fine små krøller og et kæmpe krater over den ene tinding, hvor en solid krigshammer havde fjernet både skal og væv rent. For flere uger siden. "Godt det samme. Hvem ville kunne finde ord til at udtrykke en sådan smerte? Genkender du nogle af herrerne?"
"Regulativerne foreskriver, at identificering af afdøde faldne ikke er obligatorisk, hvis liget er mere end en uge gammel. Jeg har hverken lyst eller mave til at tilbringe mere tid i denne krypt... De bærer alle kasernetrøjer. Det er nok for mig." Hun rejste sig. "Vi kunne stadig vende om og gå hjem og tilbringe resten af dagen - og imorgen med - i forsøget på at fjerne død mand fra vore støvler. Vi kunne vente til en anden gang. Mind mig lige om, hvad det helt præcis er vi søger i denne ligkule?"
"Det samme som altid, Søster," svarede Fruen.
"Ældgamle kongers gemte regalier som kan få kilder af strømmende guld til at springe frem fra den bare klippe?"
"Ikke denne gang..."
"Smukke rober som man kan iklæde sig og pludselig deltage i baller som blev danset for århundreder siden?"
"Det var sidste år..." Fruen lo. "Og du var så smuk i rødt!"
De lo begge, lod hovedløse mænd være hovedløse mænd og fortsatte deres planlagte færd.
3
Den første dødning de stødte på, som de gik videre via en lidt for lavloftet korridor mod bjergets indre, stod med ryggen til, klos op af grottevæggen. Med begge hænder gjorde han bevægelser, som søgte han at grave sig vej ud, men hans døde krop havde opbrugt al næring og hans motorik var som et spædbarns, famlende, forgæves. Umiddelbart ved siden af ham førte en døråbning videre ind i bjerget. Selve døren af møre planker lå søndersmadret og blodstænkt på jorden. Det var tydeligt, at det var denne døråbning dødningen ledte efter med sine benede, rådne fingre.
"Den kan ikke høre os," sagde Fruen. "Den er døv ellers var den allerede over os. Arme stakkel, han vil jo bare væk herfra!"
Søster forblev tavs. I et skridt var hun bag dødningen. Med et lynglimt af stål trak hun en kort bred genstand fra skråbæltet over sit bryst og jog den ind i hans lænd; et enkelt hårdt træk opefter løftede lændehvirvlerne fra hinanden og dødning blev til lig på gulvet.
"Døve dødninge," snerrede hun. "Jeg har slagtet både blinde og døve, armløse og benløse dødninge. Sparket mig vej gennem hobe af fægtende arme, torsoer og buster, som kasserede prøver på skulptørens gulv, alle stadig i live og kæmpende. Jeg foretrækker dem, når de er helt stille." Hun løsnede ét af sine mange bælter og slog det ud. 24 små skarpe knive af hver sin form i hver sin smalle skede var fæstnet til det - Søsters "feltudstyr".
"Hvis herren tillader..."
Det som Søster nu gjorde ved den døde mand på gulvet var så modbydeligt og grusomt, så helt igennem forkert og stridende imod enhver moral, at Fruen ikke kunne se på. Hun bortvendte sit blik og lukkede sine øjne og forsøgte at ignorere lydene, som hun ikke kunne lukke ude uden upassende drama. Hun forblev i denne stilling indtil Søster råbte:
"Dér var du jo! Fundet!"
Nysgerrigt sprang Fruen til. "Hvad er det?"
"Dødsårsagen," svarede Søster og holdt sin behandskede håndflade frem. I den lå en slank pilespids af blankt stål. "Falsk nekrostål. Fineste kvalitet." Både pilespids og handske dryppede af indvoldsråd.
"Nekrostål?"
"Kender Fruen ikke nekrostål? Smeden tager asken af faldne heltes ligbål og bruger det i stålet, at det skal svinge og bide med forfædrenes styrke og dermed hævne deres død." Hun holdt den lille genstand op i lyset fra et af de i loftet regelmæssigt placerede overlyshuller. "Vælger smeden derimod asken fra dømte mordere, tyve og overgrebsmænd..."
Hun kastede pilespidsen op i luften og greb den med samme hånd.
"Man kan smede både knive og økser af det skidt. Og dør man af et sår fra et våben af falsk nekrostål..." Hun slog dramatisk præsenterende ud med den ene hånd mod selskabets eneste mandlige medlem.
Fruen smilede kort. Hun behøvede ikke at bede Søster om at beholde pilespidsen og alle andre lignende hun måtte finde, for dette første fund lå allerede i gardekaptajnens gemmer. Søster var ikke ukendt med Fruens interesse i sjældne metaller.
Men der var ting og sager af større interesse at finde i Ildslangernes Brønd, som Fruen vidste lå for enden af disse korridorer. Ting og sager som kunne andet og mere end få døde mænd til at gå omkring igen. Ting og sager som kunne få magtfulde mænd til at dele deres magt og tømme deres pengekister. Legendariske våben og den slags. Eksempelvis en økse. En økse som snart kunne - nej, ville - blive hendes.
"Hvis det ikke bliver værre, så bliver resten af vor tur en ren fornøjelse," sagde hun muntert.
"Stå til søs, stod dér i indkaldelsen til flåden," sagde Søster, mens hun betragtede henholdsvis manden på gulvet og den fedtede grønne koloni af mug som hang på væggen, hvor han havde stået - i flere uger. "Se alverdens lande, oplev fremmede kulturer."
Hun spændte sit "feltudstyr" om livet og greb sit spyd. "I stedet valgte jeg kaperiet og således kravler jeg nu som en simpel marodør rundt i de dødes gange, retteligt og regulært deres grav, og skænder uden blusel eller tøven deres lig, når jeg ikke er tvunget til at maje dem ned som løv ved høst. Det er langt fra første gang og bli'r nok næppe den sidste. Kender jeg min Frue ret - i al respekt, når jeg dør bliver det for Fruen - så vil det forventede udbytte kunne vejes af og sælges, at Fruens kister forbliver fyldte... Har jeg ret?"
"I det mindste farer vi ikke vild," sagde Fruen som valgte at ignorere venindens sarkasme. "Det ser ud til der kun er én vej frem. Hvis ellers kaptajnen kan løsrive sig fra det charmerende selskab..."
4
De fire næste dødninge, de mødte, stod samlet midt i det ene af den serie af tilstødende kamre denne sektion af det udhuggede gang-system udgjorde. De stod med deres bøjede hoveder med front mod hinanden, som i fortrolig samtale eller stille fælles bøn. En kæmpe af en mand, tyve tommer mindst over skuldrene, hvis tidligere spændstige muskulatur hang som trevler om hans knogler og tre lavstammede anonymt udseende rekrutter, som udøden havde givet nye karakteristika, for råd kender ingen geometri. Døden er ingen arkitekt for hans mål er alene alt livs udslettelse.
"Skelos bevidne," mumlede Fruen og løftede løjtnant Garakis' sværd, som allerede havde bevist sit værd som loyal allieret. Hun ville så nødigt besudle sine måneknives sølv.
Den største af de tre vågnede med et grynt som en ophidset grotteorne. Fra et sted bag sig trak han de forvitrede men stadig tungt udseende rester af et bådanker fastgjort til en tyk rusten kæde. I samme øjeblik sad Søsters spyd gennem hans overkrop.
"Jeg tager officeren!" råbte Søster. "Fruen ta'r bønderne!"
Fruen vendte sig mod de tre rekrutter, der lod til at forstå, de havde en fælles fjende. Den ene trak en kort dirk fra det smattede klæde som havde været hans kasernetrøje. De to andre syntes rådvilde. De udvekslede grynt.
Garakis' sværd gled lydløst gennem den klumre luft, afspejlede i et glimt det falmende skær fra tunellens overlys og kløvede den første dødning fra venstre skulder til højre lænd. Bladet gled let gennem det rådne kød og knoglerne gled fra hinanden uden at brække, så mør og porøs var hans konstitution. Liget faldt akavet om, som en dukke løsnet for ethvert bånd.
Fruen blev skubbet omkuld af en voldsom kraft og faldt til jorden. Hun rullede sig fri af faldet og kastede sig til side, mens hun måbende stirrede på den bizarre dans som var under opførelse foran hende.
Den nu hovedløse kollos dansede alene omkring på gulvet under overlyset. Hans arme fægtede omkring ham, og han var stadig aldeles fyldt af målrettet vilje og energi. Det var tydeligt at læse i hans bevægelser. Bag sig slæbte han det forvitrede bådanker, hvis kæde havde snoet sig omkring hans ben. Ankeret rutschede over det støvede klippegulv i lange halvcirkler som kæmpen ragede omkring. Kæden piskede i støvet. Fruen sprang for livet, da det massive metalstykke gled hurtigt forbi hende. Med et gisp så hun ankeret accellerere i kraft og således hamre direkte ind i de to stadigt forstenede udøde rekrutter og i ganske bogstavelig forstand rive dem fra hinanden.
I samme nu tordnede officerens krop af al kraft ind i væggen. Gulvet slog revner i små støvede puf. Brokker faldt fra loftet. Kroppen stødte fra væggen med begge arme og tumlede baglæns ind over resterne af de to rekrutter, og de fandt alle tre evig hvile i et akavet favntag på hulens gulv
"Jo større de er," sagde Søster, der under hele affæren havde holdt sig i døråbningen til det næste rum med officerens hoved liggende for sin fod. "General Rifstall og jeg har kendt hinanden længe. Det er ikke første gang, han ligger besejret foran mig."
Og mere sagde hun ikke om det. Hun sparkede det løse hoved til midten af rummet, greb spyddet og fæstede, med enkelte hårde hug gennem brystben og rydgrad, de fire døde mænd til gulvet.
"Gå mod porten og gør krav på jeres sjæle," mumlede Fruen næppe hørligt.
5
Fruen må have mig undskyldt," sagde Søster i en lav, fortrolig tone, "men lyset svinder, snart går solen ned efterladende os i bælgmørke. Tillad mig at minde Fruen om oldingen som havde set ethundredeogfirogtyve vintre og som på sit dødsleje sagde disse viise ord: Det er aldrig for sent at gi' op!"
Fruen havde intet at sige. Beslutningen om at trænge ind i bjerget havde været spontan og udflugten uplanlagt. Dog havde Fruen stadig lyst på eventyr.
"Kaptajnen er fritaget pligt og kan til enhver tid forlade sin post," sagde hun. "I tryg vished om, at kaptajnens frue nok kan gå videre på egen hånd uden at ende som buffet for de døde. Det er dog langt fra første gang, jeg penetrerer urmoderens krop for at gøre indbrud og frarøve hende hemmelig viden og værdifuldt gods."
"Så er vi nu blot simple indbrudstyve," sagde Søster tørt. "Ej heller de smarteste af slagsen..."
Fruen smilede opmuntrende. "De to sinker har dog indtil videre på egen hånd uskadeliggjort et antal fjender svarende til kvartdelen af et kompagni elitetrænede bjergtropper! Og sikret sig både nye våben og tillige falsk stål!"
Søster kunne ikke skjule et smil.
"Forresten, har du fundet flere pilespidser? Jeg ønsker at se nærmere på det falske stål..."
"Falsk nekro-stål," rettede Søster. "Som Fruen ved er våbenstål en velafbalanceret legering bestående af jern tilsat kulfibre og..."
"Falsk stål!" fastslog Fruen stædigt og holdt sin opadvendte håndflade frem.
Der var en summen af energier i den én tomme lange pilespids. Stålet var hærdet, angiveligt i tjære eller fed olie. Det var en slank pilespids uden markante skuldre, formgivet til dyb indtrængen. Som en stor, flad dråbe af metal. En næsten usynlig, udboret rende løb langs pilenspidsens akse. Fruen snusede.
"Giftvoks... Ikke alene er stålet i sig selv smittebærende, man har tillige sikret sig en hurtig overførsel ved hjælp af påført giftvoks."
"Der står en mørk og pervers intelligens bag dette," fastslog Søster. "Alene mit begær efter at frigøre hans hovede fra hans krop er nok til, at jeg ønsker at fortsætte. At ikke flere af mine bedste mænd og kammerater skal se deres stolthed visne bort, mens de i al evighed må søge forgæves efter at undslippe deres grav."
"Og hvorfor skabe udøde uden derefter at give dem formål? De står jo bare og rådner. Du har ret, når du antyder, at jeg selv har eksperimenteret med teknikkerne, men det har da aldrig været for bagefter at bevidne god, stabil arbejdskraft stå formålsløst omkring i mørke huler og bogstaveligt talt rådne bort, når deres styrke kunne have rejst volde om fæstninger, gravet skyttegrave og trukket belejringsmaskiner over slagmarker."
Søster nikkede langsomt. "Ja, tænk hvilke artigheder du og jeg kunne have præsteret, hvis vi i tre uger havde haft kommando over to snese udøde elitesoldater..."
"Ikke at jeg aldrig har gjort forsøget," indrømmede Fruen og hendes tankeblik gled et øjeblik over mindebilledet af en vældig stenkiste hvis ru former forsvandt i mørket, da tavse mænd lukkede og forseglede en særlig krypt et hemmeligt sted dybt under jorden, hvor den skabning hun havde gjort af døde mænds lemmer og knogler nu og for evigt holdtes i udød dvale af stærke formularer.
"Skelos bevidne," mumlede hun.
Man sagde om Fyrst Skelos, at han på sine gamle dage ganske mistede forstanden og i vanvid kastede forbandelsen over sig selv. De eneste og meget få afbildninger af Skelos, hun havde set, viste en dødningeagtig olding i en forreven og nedslidt skindvams, siddende på sin trone af ben med sit navnløse men legendariske otte fods skarprettersværd liggende over sine magre knæ. Domsklingen med hvilken han havde henrettet tusinder for at rejse dem igen og tage dem i sin sold.
Nu gik hun hér i området mellem hans verden og hendes. Hun vidste, at han, fra et sted bagved og ved siden af de flimrende mure menneskene kalder virkelighed, bevidnede hendes færd, og hun vidste at det var godt. Han ville aldrig gribe ind. Han kunne ikke. Men Fruen vidste, at intet i verden havde værdi uden hans dom og, som alt hvad der åndede og levede i denne som alle verdener, måtte også hun til sidst falde under hans klinge.
Og nu gik solen ned. Som de gik videre blev afstanden mellem de regelmæssigt placerede overlyshuller - simple borede og let forstærkede åbninger ud og op til dagslyset - mærkbart større og lyset svandt gradvist bort.
"Slap af. Mærk mørket." Fruens stemme var monoton, næsten messende. "Det driver ud af stenen, hvor det har hvilet siden solen stod op. Nu forsvinder det gyldne skjold endnu engang bag klitterne og mørket kan igen tage verden i besiddelse. Det mørke som var hos os længe før vi blev til. Lad mørkets magter sænke sig på os og vise os vejen og lad Jomfruen som bor i Månens skygge beskytte og lede os gennem natten..."
Hun blinkede skælmsk til Søster, der pligtskyldigt havde lyttet i tavshed.
"Der hænger fakler overalt," fortsatte Fruen, idet hun nedtog et eksemplar af samme fra den rustne krog i grottevæggen. "Lad os antage at d'damer indbrudstyve, på trods af deres ringe evner, ikke har forsømt at medbringe fyrtøj.. "
Søster var som altid beredt og fremdrog ildjern fra ét af sine gemmer. Faklen blev ved fælles pusten - og et enkelt hosteanfald - antændt og endvidere sat tilbage i vægophænget. Ligeledes den næste i den række af rigtignok hyppige og i øvrigt nydeligt ophængte fakler, der langs venstre hulevæg flankerede deres vej frem.
Fruen tog føringen bærende en fakkel med hvilken hun antændte den ophængte belysning, sektion efter sektion, som de vandrede gennem denne passage, der mere var en serie af sammenhængende grotter end en tunnel. Væggene var som de havde været hidtil fuldstændigt nøgne uden hverken tapeter eller ophængte genstande. I det hele taget var der ingen tegn på menneskelig aktivitet, hvis man så bort fra faklerne og deres groft tilvirkede ophæng.
"Ingen retiradekunst," bemærkede Søster.
"Ingen reti- hva’ for noget?"
"Hvor mænd end færdes vil de efterlade skrift og afbildninger på mure og vægge. Enhver som har gæstet et kasernelatrin har læst skriften på væggen og set de ofte meget detaljerede men primitive afbildninger og genkender med gentagen fortrydelse deres typiske motiver. Mænd ridser deres runer i alt og overbeviser sig selv om, at det vandaliserede nu tilhører dem. Som køteren der pisser op af skafottet."
Fruen lod blikket afsøge området. "Grunden er for ujævn til møbler. Ingen måtter end ikke et henkastet skind... Stedet har ikke været tilholdsted for hverken pirater eller banditter."
"Af den levende slags," tilføjede Søster.
En høj ubestemmelig lyd fik dem til at standse pludseligt op. De vekslede blikke. Lyden blev erstattet af en dyb og vedvarende knirken kulminerende i dyb stilhed, hvorefter gulvet brød sammen under dem med en altoverdøvende buldren. Der var korte momenter af faldende klippebrokker og flyvende sten gennem tåger af støv, Fruens krop blev kastet omkring og hun blev blændet af skidt, men vidste, at hun var i fald, som brokker og sten omkring hende. Hendes skulder ramte fast grund først og brød sammenstødet, men faldet kastede hendes hovedskal så hårdt mod jorden, at hun gik ud som et lys.
6
Hun vågnede op til mørke, men forstod med det samme at hun var solidt bagbundet ved håndled og ankler. Knivene sad stadig i hendes bælte - hvem, der end havde svinebundet hende, havde haft fuld tillid til sine knobs styrke, og med rette: hun ville aldrig kunne befri sig selv for disse reb. Hun forholdt sig tavs og i ro, lod øjnene vænne sig til det svage lysskær, som kom fra et sted bag hende. Skæret på klippevæggen foran hende var regelmæssigt, og hun hørte ingen støj af bevægelse.
Hun vovede pelsen og satte sig lynhurtigt op.
Der første hun bemærkede, da hun vendte sig mod rummet hun lå i, var figuren i rummets midte. Synet tog næsten vejret fra hende. Aldrig i sit lange og begivenhedsrige liv havde hun set så stor en mand. Otte fod høj stod han med en skulderbredde, der måtte måles i fod, en brystkasse så tyk som ølvognens tønde. Der var noget okseagtigt over hans muskulatur og kropsbygning, som en ung højlandstyr, som han stod dér, ludende. Han havde ryggen vendt mod hende, en silhouet mod det ejendommeligt formede ildsted i rummets midte, men der var ingen tvivl: han var dødning, omend en ganske velnæret dødning.
Foran ham, mellem ham og ildstedet lå Søster bevidstløs.
"Rotter..."
Stemmen var dyb og rungede under lofterne i rummet, hvis størrelse hun nu kunne bestemme. Det var en omfangsrig grotte, hvis vægge var skjult i mørket omkring det sært behagelige skær fra ildstedet i midten. Hun anede de lige linjer af søjler som støttede hulens loft. Hun så også det uregelmæssige hul i samme loft, gennem hvilket de var faldet fra korridoren deroppe.
"Jeg æder rotterne, som jeg æder alt, jeg finder."
Hun forstod at stemmen kom fra kæmpen ved ildstedet.
"Jeg må æde, for min sult er stor. Jeg må æde for at mit kød ikke skal falde af mit skelet. Alt må jeg æde. Alt. De uvorne rigmandssønner som tror sig voksne til hule-ekspedition og vover sig nær - jeg æder dem. Huleskildpadderne, på størrelse med spiseborde, og deres lækre æg - jeg æder dem!"
Han satte sig i bevægelse og hævede hovedet som hidtil havde været skjult, sænket, bag hans vældige skuldre. Fruen måtte tilbageholde et gisp og krøb instinktivt bagud, væk fra dette monster.
På hovedet havde han en hornet hjelm som i skarp silhouet mod bålets flammer fik hans omrids til at ligne et mytologisk udyr fra oldgamle myter. Da han trådte frem i lyset og vendte sig mod hende, så hun flammerne glimte i de bundter af blotlagte muskler og sener som udgjorde hans legeme. Ikke en kvadrattomme hud var tilbage på hans krop, musklerne kunne frit spille om hans knogler, og det gjorde de: kraftige, spændstige muskler af rådnede sorte kødtrævler, slimede og klæbrige af gammelt blod.
"Tyvagtige, listige rotter som stjæler Minos' pile!"
"Minos..." Søster havde genvundet sin bevidsthed. Hun så op på det skrækkelige bæst som stod skrævende foran hende. "Minos, ved guderne, er det dig?"
Monstret standsede. De store, knoklede næver hang langs hans side. "Jeg er Minos," sagde han, tøvende. "Kaptajn Minos! Når jeg hejser den sorte klud i stormasten, mens stormen plukker mænd af dækket som bær fra en busk, ved alle mand, at en mægtigere storm er på vej."
Søster flyttede lidt på sig, rettede sig op i en værdigere stilling. Hun var bagbundet som Fruen.
"Minos... Kaptajn Minos, det er mig en stor ære..." Hun bøjede hovedet. "Sidst vi mødtes var omstændighederne mindre mørke, men jeg husker dog..."
Udyret var længe tavs. "Pigen i masten..."
"Ja, kaptajnen husker rigtigt. Pigen i masten. Tolv døgn lå jeg bundet til dén mast, alene i Alhavets favn. Skibet var gået ned og alle mand lå med bugen i vejret i vandet omkring mig. Da kom en sejler..."
"Tordenbarn, kaldte vi hende." Bæstets stemme var undrende. "Ethundredeogfyrre roere på to dæk, tre master, hurtig som vinden..." Han skuttede sig. Stumper og lange tråde af råd faldt fra hans krop ved bevægelsen. "Hvad er det for minder som forstyrrer min sindsro!" råbte han. "Jeg er Minos, havulvenes konge! Vig fra mig, falske minder!"
"Men de er ikke falske, min bror!" Søsters stemme var tydeligvis følelsesladet. Hendes kontrol over situationen var ikke planlagt og derfor djævelsk skrøbelig. "Det er dine minder. Minos' minder. Det var dig som fik mig halet ombord. Det var på Tordenbarnet jeg modtog kaperdåben! Min bror, vi har dræbt og drukket sammen!"
Uhyret stod længe tavst. Søster havde sænket hovedet som ventede hun på dom og stål.
"Sommerfugl," sagde han så, mens han langsomt knælede foran Søster. "Du var min Sommerfugl..." Hans hænder og arme lagde sig som trætte dyr på jorden som han lå på sine benede knæ. "Kom sommerfuglen flaksende fra lyset til mørket for at bjærge stakkels forliste Minos?"
Fruen så, hvordan en sitren gled over hans overkrop, en krampagtig sammentrækning af de blotlagte muskler. Hun forstod, at Minos græd.
"Ingen er tilbage. Jeg er alene. Jeg jog de svage væk og åd resten. Jeg mærkede min styrke vokse, så mine muskler gro, og jeg forstod at denne plage kan styres og modelleres... Åh så længe har jeg vandret i disse huler. Rotterne - jeg åd dem. De forvildede hjortekid på bjergsiden - jeg åd dem. Myrerne, edderkopperne, de saftige, blinde biller - jeg åd dem." Han hulkede. "Jeg åd mit mandskab, Sommerfugl. Dræbte dem og åd dem. Du kendte dem alle, Liebhav, Gerner, Sorte Laverna. Jeg åd dem."
Søster rakte forsigtigt hånden frem og lagde den blidt på hans knæ. Fruen holdt sit åndedræt tilbage. Den forhandling, som udspillede sig foran hende, havde nået et kritisk punkt.
"Hele dit liv har du afsøgt Alhavet efter ungdommens kilde," sagde Søster, næppe hørligt, og Fruen forstod pludseligt hvor intim denne situation måtte være for Søster. "Hele dit liv har du jaget udødeligheden... Du fandt den, tapre Minos!"
"Jeg fandt den hér," svarede Minos spagt - så spagt hans tordnede stemme formåede. "I Ildslangernes Brønd..." Han slog ud mod lyshavet i hulens midte med en arm, knortet af hårde, døde muskler. "Så længe slangerne viser mig gunst og jeg holder dem fodret med lig... og så længe jeg kan... æde..." Han var faldet sammen i total resignation. "Min Sommerfugl, jeg er bange for, jeg ikke er den samme Minos som ham du forlod... Jeg savnede selskab, følte mig ensom. En kaptajn bliver så alene uden mandskab. Jeg havde forlængst genvundet talens brug, men havde ingen at tale med. Jeg talte med Ildslangerne i Brønden, og de svarede mig. De lærte mig deres sprog og deres etikette, og af dem fik jeg det stål, mine knive og min økse, med hvilke jeg kunne skabe nye venner af de døde som faldt... og de som faldt for mit raseri... Nye venner, som jeg ikke ville blive fristet til at dræbe og æde... Et mandskab..."
"Stakkels Minos," sagde Søster ømt. "Hvis bare du ville løsne mine bånd..."
Fruen bed sig i læben.
"Skelos bevidne," hviskede hun.
7
"Rotter!" Hurtig og abrupt, som en opbragt tykhud på savannen, var han på benene. "Svigagtige rotter!"
Fra gulvet samlede han et vældigt våben. Synet af de blå lyn i det spejlblanke stål sendte sitrende jag gennem Fruens rygrad. Galdors Økse!
Søster skreg. "Kæreste Milos, vent!"
"Jeg æder dig, tøjte, som jeg åd de andre." Øksens centnertunge hoved slæbte bag ham som han bevægede sig bort fra hende. "Jeg ser bag dit harnisk, at dit flæsk stadig er spændstigt, som da vi delte køje og telt. Jeg æder dig og din anstandsdame med og alle som måtte komme og søge efter dig, falske tøjte!"
Da han havde fundet afstand nok mellem ham og hans bagbundne fange standsede han med øksen i begge hænder. "Nu ligger du i din sidste stund bundet foran mig som den dag vi mødtes og du lå forkommen på mit dæk."
"Lad mig da stille din sult, stinkende pirat!" råbte Søster som hun knejsede og skød brystet frem. "Af alle dine særlige egenskaber var dog grådighed altid den dominante. Jeg ser den er vokset på dig i døden! Må du kvæles i mit ådsel, fordømte dødning!"
I samme nu begyndte mænd at falde fra loftet. Én efter én uden synligt mønster faldt døde mænd i kasernetrøjer ned fra loftet og ramte jorden, hvorfra de kort efter rejste sig og med blanke våben løb mod kaptajn Minos. Fruen halvt rullede, halvt krøb så nær hulevæggen som muligt, da hun forstod at Hjelmkompagniet var blevet samlet påny og nu kom til undsætning. Mange mænd faldt ikke, men sprang målrettet ned fra hullet i loftet og landede på benene. Deres døde kroppe følte ingen smerte ved knuste ankler eller hofteskred. De hang dårligt sammen i forvejen. De fortsatte, nu omsider med et formål og derfor motiverede og friske til kamp, og alle holdt oprejste og aktive af forbandelsens altdominerende had til alt som lever.
Hun blev opmærksom på en rystelse i jorden, hun lå på. Det var dusinvis af nye dødninge, som rejste sig fra støvet og sandbunkerne på hulens gulv. De krøb ud af huler og sprækker i væggen, drabelige flodpirater med knive mellem de rådne tænder, klirrende guldarmbånd og perler. De hævede deres våben, bådshager, hamre, mejsler, huggejern, og stormløb mod Minos, skrigende og bjæffende som hyænehunde med en umættelig sult efter hævn.
Minos’ enorme krop var forsvundet under horden af udøde som kastede sig over ham og stak og huggede i ham med deres våben. Hans økse majede gennem dem i jævne hug, men de undveg eller faldt døde om for at rejse sig igen. Til sidst fik de øksen fra ham, så de nu kunne komme tæt på og kaste sig over ham. og snart var han dækket af et bjæffende, skrigende, knurrende hav af udøde. De fleste havde kastet sine våben fra sig og brugte nu kun benfingre og tandstumper i deres forsøg på at rive Minos fra hinanden.
Fruen dels rullede, dels krøb som en orm i retning af Søster, der, som hende, var som forstenet ved det vanvittige mytteri de begge bevidnede. Hurtigt lagde de sig tæt, ryg mod ryg og fik frigjort hinanden fra rebene - en manøvre, de havde udviklet og anvendt utallige gange i felten.
Minos havde åbenbart mobiliseret nye kræfter. Han rejste sig op, greb de dødninge som hang på hans krop og kastede dem henad jorden, hvor de hurtig fik fodfæste og løb tilbage mod ham. Han sparkede og slog om sig. Hoveder trillede. Den hornede hjelm var faldet af hans hovede og Fruen så for første gang hans ansigt, som han stod skrævende foran de to liggende kvinder. Summen af alle mareridt mødte hende i kaptajn Minos' ansigt, for han havde intet. Der var kun en nøgen hovedskal og de slimede, grimede knorter i et altid smilende kranieansigt. En sælsom glød i hans tomme øjenhuler mindede Fruen om skæret fra Brønden i rummets midte. Et øjeblik syntes hans blik, skønt han ikke havde øjne, at hvile på Søster, der havde befriet sig fra de sidste bånd og nu var ved at komme på benene.
"Sommerfugl," sagde han og vendte sig.
I et mægtigt spring var han 20 fod borte ved den ene af de søjler som understøttede det åbenbart ikke alt for solide loft. De udøde, mandskab og soldater, myldrede efter ham som dyr efter passeren, når de ved han har kiks i lommen, som hærmyrer efter kød. Nogle sprang som han, andre pilede afsted på alle fire.
Den enorme skabning som var Minos, kaperkaptajnen, kastede sig af al kraft mod søjlen, igen og igen. Den karakteristiske lyd af splintrende sandsten skød gennem luften og overdøvede det vanvittige kor af skrig og bjæf fra dødningehorden, der sprang og dansede omkring ham. Fruen forstod, hvad han var ude på.
"Løb!" råbte hun. "Ved alle, djævle, Søster: LØB!"
"Hvorhen?"
"Ud! Væk! Inden grotten kollapser!"
Søster skuttede sig. "Efter dén rumlen at dømme vil hele det gudsfordømte bjerg falde med!"
De hule drøn fra Minos' gentagne angreb mod søjlen buldrede i gangsystemet korridorer og huler og lokkede nye dødninge til. Søster havde fundet sit våben.
"Dér," sagde hun og pegede med en spydspids på en dyb skygge i klippevæggen. "Jeg har talt et par og tyve dødninge komme den vej ud..."
I det samme så de tre, så fire dødninge i ubestemmelige klæder, men bevæbnede og ophidsede, hinke, kravle og snuble ud af det som måtte være en åbning. Deres bjæffende skrig blandede sig med den af grottens vægge forstærkede kakofoni af skrigende, brægende udøde og de buldrende dump af Minos' kæmpekrop mod søjlen, der i samme øjeblik flækkede med et smæld.
"Hurtigt!" Søster stormløb mod åbningen i klippevæggen. En dødning kom i vejen og blev fejet bort af spyddet med hvilket hun ryddede vejen gennem det stigende antal udøde - alle som én bevæbnede - som myldrede ud af åbningen i klippevæggen.
Fruen fulgte ikke efter.
"Ved alle djævle!" råbte Søster.
Fruen snigløb langs grottens væg. Loftet over hende havde givet sig efter den første søjles fald men holdt stadig. Minos var målrettet begyndt på den næste søjle med samme tavse iver, mens horden af ophidsede og sultne udøde voksede omkring ham. Hun kunne ikke tøve mere.
Men den lå jo dér: Galdors Økse. Dér ved kanten af Ildslangernes Brønd, hvor Minos havde tabt den. Lige til at…
Hun løb og sprang og i samme sekund var øksen i hendes hånd. Sekundet senere var hun på vej i løb med den tunge økse knuget i favnen mod den ventende Søster ved åbningen i væggen.
Hun sprang over de sidste faldne dødning som igen bare var lig, forbi Søster, ind i åbningen, hvor hun standsede med øksen hvilende nonchalant ved foden. "Så kom dog med, ved alle djævle. Jeg kan ikke stå hér med det tunge skidt hele dagen!"
8
"Sommerfugl?" sagde Fruen ved morgenbordet næste morgen.
De sad alene, Søster og hende, overfor hinanden på hver sin side af hallens svære langbord. Kanden med varm gæret bærsaft stod mellem dem. Omkring dem: glødende bålfade, knitrende kærter, akkompagneret af de omgivende værksteders sædvanlige og velkendte mekaniske rytmer.
"Kaptajn Minos elskede mig," sagde hun. "Jeg var for Minos en hustru han aldrig nåede at træffe og en datter han aldrig fik i samme kvinde."
Hun nippede til den søde vin, afgjorde den var tilpas tempereret og tømte trekvart kop i ét drag.
"Valeserne tog mig fra mit hjem. De tog min stolthed med deres spot. De tog min værdighed med deres reb og stokke." Hun hævede sit ansigt. Væmmelse og had var blandet i hendes udtryk. "Til sidst tog de min barndom. Igen og igen. De bandt mig til masten, da de ikke kunne finde mere morskab ved min krop, og dér hang jeg og mumlede enhver grusom og ondskabsfuld bøn til enhver grusom og ondskabsfuld guddom, jeg kendte. Min mor var heks. Hun døde i den tro, jeg ikke vidste det, men jeg sneg mig til at lure i hendes gemte bøger. Jeg lærte ting som barn, mor selv var for viis til at kende. Jeg bærer det stadig med mig, og som alt andet jeg bærer, bærer jeg det kun med det formål at anvende det til at drab."
Hun samlede sine ridehandsker op fra bordet, hvor de havde ligget - okseblodsfarvet kaninskind, gjort i Fruens eget garveri af Fruen selv.
"Stormen rejste sig på mit bud og søndrede den valesiske gallej, men stormasten blev skånet og dermed også en lille pige som så pludselig var blevet sparket og slået ind i de voksnes verden. Dér kom Tordenbarnet ud af tågen og jeg blev bjærget. Jeg skyldte kaptajn Minos andet og mere end bare mit liv, og den gæld får jeg aldrig betalt."
Hun rejste sig og snøftede.
"Jeg var hans Sommerfugl fordi han fandt mig bundet til dén mast som en sommerfugl, med spredte arme, intet andet. Jeg var fascineret af hans fysik og imponeret af hans ambition, men følte ingen ømhed. En beskidt, stinkende pirat, der fór vild på sin skattejagt. Nu ligger han under bjerget. Skade vil, jeg ikke sikrede mig hans afhuggede hoved! Hil! Du fik din økse?"
"Jeg fik min økse."
"Skumle grotter med levende døde og magiske brønde med brændende slanger. Udødelighed? Hvad søger Fruen næst?"
Søster vendte sig mod døren ud.
"Man kunne jo søge hvile og sindsro," sagde Fruen. "Ingen får jo mere noget overrakt af venlighed. Alting må man skaffe og gøre selv! Nu hvor Holmbjerget er kollapset totalt må jeg bede beredskabet om at få tegnet nye kort og der er veje som skal flyttes og fragtruteplaner og patruljeturnus og... Jeg har fyrreogtyve mænds fyrreogtyve familier at orientere og forhandle med om livsvarig forsørgelse. Jeg har et tomt kompagni på samme antal som skal besættes i hast - aggressiv rekruttering kan bedre betale sig end træning, men det kan skabe langsigtede diplomatiske forviklinger. Nåja, så er der også en utålmodigt trippende kvartermester som mener, at det under klippeblokke til evig tid begravede udstyr er det største tab og forlanger bjærgningsindsats. Der var åbenbart flere våbenkasser i grotterne og et større antal fyldte ølankre samt - som kvartermesteren henkastet antydede i adskillige minutters uafbrudt monolog - en meget sjælden rituel ridepisk, som havde general Brahes interesse og hurtigst muligt måtte bjærges. Jeg forsikrede ham naturligvis, at hvis den gode general savnede sin ridepisk kunne han gerne selv hente den og derefter indføre den diagonalt opværts i sit anus. Så hvis kaptajnen vil ha' sin Frue undskyldt. Jeg skal tale med en mand om en økse... en meget holden mand, håber jeg."
Hun hævede ansigtet fra sin vredladne stirren ned i bordet.
Søster var længe forsvundet.
"Sommerfugl," mumlede Fruen, men det var der ingen som hørte, så det er slet ikke med i historien.
